Det var en koncert, der lykkedes imod alle odds. Trods navnet er det københavnsk baserede Concerto Copenhagen nemlig et orkester, der henter sine musikere nærmest overalt i Europa, og at samle knap 20 af dem i en tid med skrappe coronarestriktioner, karantæneregler og testkrav må have været noget nær umuligt.
Men det var lykkedes, og det var i sig selv en skøn oplevelse at sidde og se alle de kåde smil og den glade uro på scenen, inden koncerten gik i gang. Her var kunstnere, der tydeligvis virkelig havde savnet at spille sammen med hinanden, og de leverede en stor musikalsk oplevelse i Diamantens koncertsal.






