4 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Vi må ændre vores fortælling, hvis vi skal lære at leve sammen og blive i besværet med at være i en pint og plaget verden, skriver Kristoffer Hegnsvad, der har genset Trinh Minh-has film ’Reassemblage’ og ladet tankerne flyde mod Ursula Le Guins ’Bæreposeteorien for fiktion’.

Vi må blive i besværet og ændre vores fælles fortællinger, hvis vi skal være i det jordiske liv sammen

Ursula Le Guins forfatterskab har oplevet fornyet opmærksomhed de senere år. Hun døde i 2018, 88 år gammel. Foto: /Ritzau Scanpix
Ursula Le Guins forfatterskab har oplevet fornyet opmærksomhed de senere år. Hun døde i 2018, 88 år gammel. Foto: /Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Jeg genså for nylig den vietnamesiske filmskaber Trinh Minh-has ’Reassemblage’ fra 1982, hvilket satte gang i denne tankestrøm. I filmen fortæller Minh-ha, at hun vil forsøge »ikke at tale om, men blot i nærheden af« sit emne, Serer-folket i Senegal. Filmen følger ikke et plot, den bevæger sig blot rundt mellem forskellige situationer i et forsøg på at vise uden at forklare.

Det fik mig til tænke på antropologen Helen Verran, der har studeret aboriginerne. Men det var hendes metodiske overvejelser, jeg tænkte på, om at modarbejde »viden, der bortforklarer viden«, altså undgå, at et dominerende vidensparadigme er årsag til, at vi, når vi møder noget anderledes, bortforklarer det, i ordets bogstavelige forstand, i stedet for at blive i besværet – sagt med et begreb fra Donna Haraway.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her