Visse demokratiske problemer er for vanskelige til, at vi for alvor gider beskæftige os med dem. Det vidste den franske filosof Simone Weil (1909-43) bedre end de fleste. Hun levede et kort og hårdt liv, i krig med sig selv, i krig med krigen – Anden Verdenskrig – som hun, en ung jødisk pige fra Paris, først flygtede fra, siden forsøgte at komme tilbage til som forestillet leder af sin egen division af faldskærmssygeplejersker.
Weil døde 34 år gammel i Sydengland, idet hun, tuberkuløs og løsfaren i en helgenvildelse, ophørte med at tage føde til sig. På det tidspunkt havde hun netop færdiggjort sit hovedværk, ’Rodfæstelsen’. En rapport, bestilt af selveste Charles de Gaulle, der skulle lægge den filosofiske grund for efterkrigstidens nye samfund. Det gjorde den så. For derefter hurtigt at blive gemt bort i centraladministrations skuffedarier.
