En hikikomori er en slags socialt spøgelse. Et ungt menneske, der stadig bor hjemme og ikke rigtigt har kunnet få hul på voksenlivet. NEET er en moderne forkortelse for nogenlunde den samme type social udstødelse: Not in Education, Employment or Training. Med andre ord: et individ uden umiddelbar brugsværdi eller placering på rangstigen i et samfund, hvor den sociale rolle betyder næsten alt.
Sådan en hikikomori spiller en vigtig rolle i Hiroko Oyamadas roman ’Hullet’, der i 2014 vandt Akutagawa-prisen, der er den måske vigtigste litterære pris i Japan. Hikikomorien er ikke hovedpersonen, men også ’Hullet’s fortæller Asahi oplever en skræmmende social og mental deroute.






