Nu da andet bind af '1Q84' udkommer på dansk i Mette Holms levende oversættelse, og hele Haruki Murakamis trebindsværk er udgivet samlet på engelsk, viser sig det sig at være et værk, der byder på utallige glæder undervejs, men efterhånden også nogle frustrationer. Bind 2 er som 1’eren en parallelfortælling, hvor man skiftevis følger den 30-årige forfatter og matematiklærer Tengo og den farlige fitness-ninja Aomame. Engang har de som to ensomme 10-årige skolebørn holdt i hånden, men har ikke set hinanden siden. Nu bliver de langsomt mere bevidste om hinandens eksistens og deres skjulte følelser for hinanden. Det er en kærlighedshistorie hinsides enhver normal logik. Ubehjælpsom etter '1Q84' kan læses som en metafysisk kærlighedshistorie, hvor de to elskendes adskillelse bogstavelig talt har splittet verden i to - 1984 og 1Q84 - og fordoblet antallet af måner. Kun Aomame og efterhånden også Tengo kan se, at den gamle måne har fået følgeskab af en bulet og grøn lille ny måne. Hvilket ikke bliver mindre sært af, at den nye måne egentlig blev hittet på i ’Luftpuppen’. LÆS OGSÅAnmelderen er ikke i tvivl: Murakami er enestående En debutbog, som i '1Q84 1' blev ubehjælpsomt skrevet af den purunge Fukaeri og gjort til bestseller med Tengo som ghostwriter. Det lader til, at fiktion kan skabe virkelighed i '1Q84'. 'Luftpuppen' røber hemmeligheder om Sakigake-sekten. Det bryder den sig ikke om. Aomame får til opgave at likvidere Sakigakes leder, der misbruger unge piger i sekten seksuelt. Flere og flere usynlige bånd knytter således efterhånden Aomame og Tengo sammen. I bind 3 udvides to spor til tre, men hvor bind 2 har dramatik og action, vugger bind 3 som kærlighedshistorie mere stilfærdigt forventningsfuldt i månernes gådefulde genskær. Belæst drillepind '1Q84 1-3' understreger, at Murakami er sin helt egen herre på tidens litteraturscene. Han lægger lige stor afstand til traditionel japansk litteratur og europæisk modernisme med sin filosofisk slentrende populærkultur, der som moderne asiatiske film bruger los af genrefortællingernes koncepter uden at bekymre sig om deres spilleregler. Siden Tjekhov har vi vidst, at introducerer man en pistol i fortællingen, vil den uvægerlig blive brugt. LÆS OGSÅNobel-favorits oversætter: »Det er en udfordring« Med den belæste drillepind Murakami ved tastaturet kan vi ikke længere vide, om det passer. Her er, hvad den gådefulde bodyguard Tamaru har at sige om den sag: »Vi nærmer os slutningen på det tyvende århundrede. Tingene er anderledes end i Tjekhovs tid. Ikke flere hestetrukne kareter, ikke flere kvinder i korset. På en eller anden måde overlevede verden nazisterne, atombomben og den moderne musik. Selv måden, romaner bliver komponeret på, har forandret sig drastisk«. Tilbagelænet fortællestil I hvert fald hvis man med romaner mener Murakamis. Hans bøger bliver nærmest komponeret som musik med brug af temaer og med mere sans for improvisation og melodi end for logik. Er det en tryllestav eller en taktstok, han svinger for at skrive fantastiske og uudgrundelige romaner, man uden videre kan forstå ved hjælp af gehør? Romaner, som har vist sig at have en særlig attraktion i en postdannelsesverden, hvor mange mennesker ikke læser særlig mange bøger, medmindre de er fænomener. På en måde kan man godt kalde '1Q84', med dens fantasi om en parallelverden, Harry Potter for voksne. LÆS OGSÅNobelpris-kandidat gør sig sindsoprivende smukt på film Sammenlignet med Murakamis to tidligere hovedværker er ’1Q84’ strammere komponeret end 'Trækopfuglens krønike', mindre uhyggelig end 'Kafka på stranden' og side for side løsere skrevet end dem begge to tilsammen. Igen opnår Murakami med sin tilbagelænede, associationsrige fortællestil og sin brug af dualisme som motor i mystikken at skabe noget nyt og anderledes. '1Q84' er en lang og skæv spændings- og kærlighedshistorie, som nærmest naturstridigt holder sig svævende bog efter bog. Realistiske drømme '1Q84' er en drøm om, hvad romanen stadig kan fremmane af magi midt i virkeligheden. Men også helt konkret en roman, der udfolder sin fortælling i en drømmeverden, hvor fiktion skaber virkelighed. At fastholde denne beskrivelse af en realistisk verden, som med sine to måner ikke desto mindre grundlæggende er en anden, er et stykke fortællemagi, der kræver af sin forfatter, at han har troen på at kunne gå på vandet med ord. LÆS OGSÅMurakami rykker op i Nobel-førefeltet Selv om den primære stilistiske inspiration kan siges at komme fra populærkulturen - fra Raymond Chandler, pulp fiction og romantiske skæbnefortællinger - så er forfatterne, Murakami demonstrativt forholder sig til undervejs, Tjekhov, Karen Blixen og ikke mindst Proust. De mange detaljer i '1Q84' skal ikke som i det europæiske gennembrud gøre øjeblikkets kaos sanseligt nærværende – de skal gøre drømmen så realistisk, at man sluger kamelerne uden at blinke. Romanen kan alt Trods sine typisk jordnære hovedpersoner handler '1Q84' om store sager koblet i dualistiske par. Kærlighed og ensomhed, litteratur og realitet, sønner og fædre, tro og logik og - selvfølgelig - det mandlige og det kvindelige. Romanen hævder romantisk, at mennesker via sjælen hænger sammen på måder, som er hinsides enhver logik, og at kærligheden er det vigtigste udtryk for det. LÆS OGSÅJapansk darling og Dylan kappes om Nobelprisen Mildest talt uortodoks dribler Murakami rundt med yin og yang, primitive riter og forestillingen om jomfrufødsel, så resultatet bliver en mærkværdig blanding af religionsfilosofi, sværmeri og ramasjang. Men mere end noget andet er '1Q84' Murakamis bud på, hvad romanen formår, hvis forfatteren tør svinge tryllestaven fordomsfrit og frygtløst over sit stof. Hvis du tror på mig, kan alt lade sig gøre, hævder forfatteren fra start, istemmende den corny gamle evergreen ’It’s Only a Paper Moon’. Masser af kød på Haruki Murakami tager sig god tid undervejs. Der er plads til utallige tankespring i denne langstrakte spændingskurve af varierende intensitet. Adskillige løse ender får lov til at blafre og understreger pointen, at logik ikke er det vigtigste, og at ’1Q84’ trods voldsomme dødsfald og mange Chandler-cool replikker ikke er en krimi. Fortællingen svæver smukt i mål, men virker indimellem også for let at distrahere. LÆS OGSÅMurakami-feberen er i udbrud igen Nogle personer forsvinder sporløst ud af fortællingen, når de har udspillet deres rolle. Ofte giver det god mening. Andre gange forsvinder de i en lidt for blå luft. '1Q84' 2 og 3 lever op til flertallet af de løfter, bog 1 afgav. Det gælder dog ikke historien om, hvad der egentlig foregår i den mystiske Sakigake-kult, der efterhånden kommer til at spille en mindre rolle. Fra at være tema med masser af kød på bliver kulten reduceret til et mere udvendigt spændingselement. Hvor meget af mystikken om kulten består. Mæt og tilfreds fornemmelse Men måske er det sidste ord om '1Q84' ikke skrevet endnu? Haruki Murakami har svaret benægtende, når han er blevet spurgt, hvorvidt han overvejer at skrive et fjerde bind. '1Q84' dækker jo allerede hele kalenderåret 1984. LÆS OGSÅMurakami på film er fryd for øjet Men rygterne - eller forhåbningerne - om en 4’er lever og gør det med god grund. Der er stadig spørgsmål, man gerne vil have besvaret, og mørke sider af sagen, man gerne vil have bedre belyst. Selv om man efter bog 3 kan lukke '1Q84' med en mæt og tilfreds fornemmelse, efterlader slutningen ikke desto mindre mere end en kattelem åben. FACEBOOK