Vi, der læser og især har læst Iris Murdoch, er omkring de 60, nok lidt eftertænksomt indadvendte og lidt triste over, at den lærde, vittige romanforfatter og filosof, der engang gik os til hjerte og hjerne, endte så jammerligt som en udslukt ånd i sit forpjuskede hylster. Der er en snes af os, mærkeligt nok alle alene, en gråsur forårseftermiddag i Odeon-biografen på Park Way i Camden. Vi sidder spredt i halvmørket, der så behageligt forhindrer intimiderende øjenkontakt, og da Richard Eyres film 'Iris' toner vemodigt ud, går vi stilfærdigt hver til sit. Her er ikke noget højrøstet fan-fællesskab, for Iris Murdoch var et personligt anliggende, som man helst taler om med dem, man kender godt. Vi har i 90 minutter været i nærkontakt med forfatterinden, der spillede en hovedrolle i engelsk litteratur og tænkning gennem 50 år, for filmen er så tæt på, som man kan komme, når manuskriptet bygger på den bog, som Iris Murdochs mand, John Bayley, skrev om hendes sidste år, hvor hun levede som fange i dr. Alzheimers amputerede univers. Richard Eyre har med sin type casting skabt noget, der overgår det overbevisende i grænselandet mellem dokumentar og fiktion, og som bliver til litterær filmkunst af den mest påtrængende art. Judy Dench ér Iris, og Jim Broadbent ér John med så stor dramatisk indlevelse og karakterforståelse, at det sandsynligvis bliver dem, vi har for det indre øje i fremtiden, når tanken drejer sig om Murdoch og Bailey. Billedet af de to i en pub med hver sin pint står så prægnant som Manets absintdrikkere uden sammenligning i øvrigt. Da Iris Murdoch døde i 1999, blev hendes litterære agent Ed Victor ringet op af den halve verden, der ville vide, hvor og hvornår der skulle afholdes en 'memorial service'. Dame Iris havde, før mørket faldt på, bestemt, at der hverken skulle være begravelsesceremoni eller mindehøjtidelighed, så Ed Victor sagde til alle: »Læs hendes bøger igen i stedet for«. Det har man også lyst til at sige lige nu, hvor interessen for filmen og for vennen Peter J. Conradis biografi 'Iris - a Life' truer med at overskygge interessen for forfatterskabet, men der er heldigvis mange, der siger og skriver: Læs hende selv! , og i Londons boghandler er der stabler af hovedværkerne 'Sandslottet', 'Klokken', 'Et afhugget hoved', 'Den sorte prins', 'En uofficiel rose', 'Enhjørningen' og 'Bogen om broderskabet' for blot at nævne de væsentligste, der også findes i dansk oversættelse. Alt i alt et forfatterskab i den gode, gamle tradition, hvor forfatteren er optaget af sin tids filosofiske problemer og benytter dem i sin digtning. Der er lighedspunkter mellem Iris Murdoch og vores egen Elsa Gress. Henrik Stangerup besøgte for øvrigt engang Iris Murdoch og beskrev hende som »en Elsa Gress i ro«. Tættere fra hinanden Iris Murdoch levede i en indre verden, der var væsentligere end den ydre, og det er denne indre verden, der begynder at falme for hende, da Alzheimeren sætter ind. Tågerne lægger sig om hukommelsen, og der er ingen vej tilbage til det, der engang var livet. I filmen møder vi ægteparret i det roderi, der altid omgav dem, 'bohemian squalor', som englænderne kalder det. Iris' ansigt indikerer i Judi Denchs eminente portrættering kun fravær, men også dyb angst for at blive forladt: »Hvis Iris kunne krybe ind under min hud eller gå ind i mig som en kænguruunge i sin mors pung, ville hun gøre det«, siger John, hvis hele liv optages af at passe på Iris, når hun ikke lige falder til ro foran fjernsynets infantile Teletubbies. I tilbageblik til Oxford i 1950'erne, hvor de to mødte hinanden, oplever vi den selvsikre, livslystne og biseksuelle Iris i Kate Winslets frapperende fremstilling, netop som den intense, lidt mystiske pige, der nedlægger en serie af koryfæer inden for litteratur og filosofi - tilmed den dæmoniske Nobelprismodtager Elias Canetti. Men det er den akavede, stammende og seksuelt uerfarne nørd John Bailey - der, som ung, spilles eminent af Hugh Bonneville - hun elsker og vil leve sit liv med. De forener sig i den fælles passion for ord og ideer i en verden, som de dybest set finder ret komisk. Det er resterne af dette 'marriage of true minds', der med en slags fortvivlelsens poesi bliver substansen i Eyres film, hans bedste siden 'The Ploughman's Lunch' fra 1983. Han inddrager ikke Murdochs fiktion i sammenhængen, bortset fra at han klarlægger, at den udtrykte hendes refleksioner over en stræben efter den frihed og kærlighed, der kan koste dyrt, men er omkostningerne værd. Samlivet mellem Murdoch og Bailey var et udtryk for, hvordan stærk individualitet og integritet kan stimuleres af kærligheden og antage andre former end de til trivialitet gennempløjede. I sin bog har Bailey citeret den australske digter A.D. Hope, der skriver om »at rykke tættere og tættere fra hinanden« (»moving closer and closer apart«). Afstanden er en del af nærheden, måske en erkendelse af den eller et pant på den fuldkomne forståelse. Filmen rammer i sin oprigtige og fåmælte tone en usentimental og alligevel meget inderlig atmosfære, helt som i John Baileys bog. Den fine badescene med det gamle par ved floden, hvor et ungt par sejler forbi de to nøgne gamle og råber en obskønitet efter dem, bliver lige så stærk og bevægende i filmen som i bogen, og på samme vis lever besøgene ved havet, hvor Iris lægger ubeskrevne ark af papir under sten i et uudgrundeligt ritual: der er kun hvidt papir uden ord tilbage. Den fælles fortvivlelse, over at en ånd og et liv går i opløsning, bliver så gribende fremstillet, at filmen på sine steder kunne være sekvenser fra en roman af Murdoch selv, om end forløbet er mindre sindrigt og nok så enkelt i sit persongalleri. Den er et bevægende og nådesløst indblik i et samliv mellem to intellektuelle personligheder, der har realiseret sig selv sammen på uortodoks vis. Især for hende gjaldt det, at hendes indre verden var vigtigere end den ydre: »Jeg kunne leve udelukkende i mine breve og mine bøger«, skrev hun engang til en ven. Det er den indre verden, der smuldrer for Iris i hendes sidste år, som hun på et tidspunkt, da hun endnu havde en smule bevidsthed om sin situation beskrev som »en sejlads ind i mørket«. Heftige passioner Når man læser Peter J. Conradis mere end 700 sider lange biografi 'Iris Murdoch - a Life' efter at have set filmen, opstår der en symbiose mellem liv og værk. Filmen styrer mærkeligt, men tydeligvis bevidst uden om romanerne. Så vidt jeg husker, dukker der ikke en eneste titel op, men man har mange af temaerne i baghovedet, selv om forfatterskabet ikke er så indlysende selvbiografisk i rammefortællingerne. Det er tonen og tanken, der bærer det litterære aspekt i filmen. I biografien går Conradi i dybden med bøgerne som en klog analytiker, der har sin baggrund som læser i et nært venskab med Iris Murdoch og John Bailey. Her kommer vi ind i bøgerne med livet som afsæt, og vi kommer ind i forfatterens levnedsløb, som det udfoldede sig fra barndommen i Irland over de rebelske studieår i Oxford, hvor hun studerede klassisk sprog og senere filosofi i Cambridge. Hun underviste i Oxford fra 1948 til 1968, og fra midten af 1950'erne skrev hun de sære og psykologisk fængslende romaner, der placerede hende som en af moderne, engelsk litteraturs mest originale forfattere. Iris Murdochs liv var - som hendes romaner - opfyldt af heftige passioner og dybtfølte relationer til en række af hendes samtids mest inspirerende og indflydelsesrige tænkere, forfattere og billedkunstnere, men altid med integriteten i behold. I modsætning til Elsa Gress skabte hun ikke kreativt miljø omkring sig på tværs af kunstarterne. Peter Conradi har haft adgang til alle Iris Murdochs papirer, breve og manuskripter, som han omgås med en klog finfølelse, så det aldrig bliver det sensationelle, der fascinerer. Det gør derimod hans loyale indlevelse i Murdochs univers og udredningen af romanernes motivverden og persongalleri. Mest spændende omkring forholdet til Elias Canetti. Indtil hendes død i 1999 troede selv hendes nærmeste venner, at forfatteren til mesterværket 'Forblændelsen', udelukkende havde været hendes guru og ikke hendes sadistiske sexpartner. Uden at fratage Iris Murdoch hendes væsens mystik, gør Conradi rede for hendes afprøvning af erotikkens muligheder gennem affærer med mennesker, der optog hende intellektuelt, bl.a. den hjertesvækkede antropolog Franz Steiner, der efter al sandsynlighed døde under et samleje med Iris. Der tegner sig et billede af en næsten rovgrisk, nådesløs Venus, der afsøger grænselandet mellem ånd og sex uden om alle de gængse forestillinger om en femme fatale. Iris er emotionel filosof med sine egne følelser som indsats. Det er den umådeligt nuancerede og overraskende psykologiske indsigt i menneskenaturen og kærlighedens væsen og veje, der gør Iris Murdochs romaner så fascinerende, og at det ikke kun var skrivebordsarbejde, fatter man fuldt ud efter at have set og læst de to dybtsøgende portrætter af hende, livshistorien og analysen af forfatterskabet i Conradis biografi og sidste akt af hendes skæbne i Richard Eyres film.