Humorist. Lone Aburas (f. 1979) debuterede i 2009 med 'Føtexsøen', mens hendes anden roman 'Den svære toer' udkom i 2011. Sidstnævnte kaldte Informations anmelder Olga Ravn »plat på den gode måde«.
Foto: KATINKA HUSTAD

Humorist. Lone Aburas (f. 1979) debuterede i 2009 med 'Føtexsøen', mens hendes anden roman 'Den svære toer' udkom i 2011. Sidstnævnte kaldte Informations anmelder Olga Ravn »plat på den gode måde«.

Bøger

Politisk humorist: »Det private er blevet ophøjet til noget meget dyrebart«

Forfatteren Lone Aburas har netop udgivet ’Poltisk roman’.

Bøger

En knyttet næve triumferer rødt og kantet oven over den klare titel 'Politisk roman’. Bogens gennemførte grafiske udtryk ligner noget, man kunne finde på stigereolen under ’Dea Trier Mørch’ dengang i 1970’erne.

»Måske er jeg naiv, men jeg har en idé om, at man i 1970'erne var mere solidarisk med hinanden. Der var flere strejker, flere demonstrationer, og det var frem for alt ikke mærkeligt at tale politik«, siger Lone Aburas, der udmærket husker forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørchs politisk engagerede bøger med den klare visuelle æstetik fra sin egen mors reol.

»I dag er det ikke altid comme il faut at tale politik, når man sidder til et middagsselskab. Og da slet ikke at skrive politisk eller handle politisk. Det kan ødelægge enhver god stemning. Man må tale om alt andet – især sit sexliv. Det private er blevet ophøjet til noget meget dyrebart«.

LÆS ANMELDELSE

Bevidst usympatisk hovedperson
Til trods – eller netop derfor – skrev Lone Aburas altså en ’politisk roman’, der udkom i går, selv om man i hendes tilfælde skal tage det meste, også bogtitler, med et gran salt.

Lone Aburas er blevet fremhævet som humorist, »og det er jeg glad for«, kommenterer forfatteren, der skriver, så satiren sprøjter.

I ’Politisk roman’ er vi til evig aftensmad hos en dysfunktionel middelklassefamilie, løseligt sammensat af paprelationer og husvennen Mark, en i egen selvforståelse politisk engageret forfatter og inkarneret rødvinsdrikker.

Familiefaderen Robert har en badge med teksten ’Jeg skjuler en flygtning’, og en dag beslutter han at sætte handling bag ordene.

Jeg tror, at de fleste danskere er imod politisk vold eller terror, som man kalder det i dag

Hvordan det spænder af, da Amir flytter ind, fortælles af Roberts kone Rebecca, en kyniker, der højst »får dårlig samvittighed over ikke at have dårlig samvittighed«.

»Det blev for glat, hvis fortælleren skulle være en pæn humanist, som holdningsmæssigt lå tæt på mig. Når fiktionen ligger langt fra det selvbiografiske, kan man spille en rolle og sige nogle ting, som man ikke er enig i, men som det er sjovt at få lov til at sige. Derfor blev hun bevidst usympatisk«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ugidelig ungdom?
De unge i bogen er meget vrede. Sønnen Oskar og hans ven Florian demonstrativt vrede, mens den unge Martha retter det indad via en spiseforstyrrelse. Hvorfor er de så vrede?

»Jeg tror, de er vrede, fordi der er så meget teori og tågesnak blandt de voksne. På den ene side kalder man sig revolutionær, på den anden side gør man nar ad andres måde at være det på. Selvfølgelig bliver man mere urolig og bange, når man er voksen og får børn: »Åh, hvad sker der til den demonstration?« Man bliver simpelthen mere egoistisk, mærker jeg selv, nu jeg er blevet mor. Men jeg bliver samtidig også selv lidt vred over forsigtigheden«.

Ud over at plante en flygtning i en familie for derigennem at se, hvordan to generationer handler – eller netop ikke handler – i forhold til flygtningepolitikken, tager Lone Aburas fat i flere af tidens varme emner: spiseforstyrrelser, familiestruktur og social angst.

Og så tegner hun et problematisk billede af det omdiskuterede VUC. Rebecca underviser i geografi på Apollon; om sine VUC-kursister tænker hun: »Var det ikke for velfærdsstaten, der med sin forfejlede kærlighed holder hånden under os alle, var de for længst gået til«.

Det lader ikke til, at VUC fungerer så godt?

»Nej, ikke ud fra det liberale menneskesyn, som Rebecca har. Hun kan slet ikke holde ud, hvad velfærdsstaten har fostret af ’ugidelige unge mennesker’. Og al den snak om kompetenceudvikling er hun ved at kaste op over. Hvis det var en lærer med 'ja'-hatten på, der fortalte historien, ville billedet nok være et andet«.



Kan hun ikke have ret i sin kritik af VUC?

»Jeg ved ikke, hvor mange ugidelige unge der er derude, men nogen er der nok. Hun kan måske have lidt ret. Derfor synes jeg jo ikke, at velfærdsstaten skal afvikles. Men det er det, der er sjovt ved at arbejde med en politisk ukorrekt fortæller: Hun kan pege på nogle ting, som man ellers kan blive blind for«.

Oskar og Florian bliver aktive i ekstremt, måske endda voldeligt, politisk arbejde af en slags. I hvert fald kommer PET på hjemmebesøg.

Jeg mener, at man kan blive et mere empatisk menneske af at læse litteratur



Du berører undervejs diskussionen om politisk engagement med våben, og du gør dine unge ’helte’ til politiske ekstremister. Nærmer vi os et forsvar for et politisk engagement, der er mere aggressivt end essayskrivning og demonstrationer?

»Jeg agiterer ikke for noget, det her er en roman. Og jeg tror, at de fleste danskere er imod politisk vold eller terror, som man kalder det i dag. Du får mig ikke til at sige, at jeg går ind for terror«, lyder det fra humoristen. Som afrunder sætningen med et overbevisende grin. Stramme jeans og hættetrøje

Rebecca forsøger bogen igennem at komme i kontakt med sin teenagesøn, der tydeligvis er på afveje. Hun yder Amir førstehjælp, selv om hun er meget imod hans tilstedeværelse. Jeg kom til at holde af hende undervejs?»Det er det, litteratur kan. Når jeg læser forfattere, hvis personer er usympatiske – Michel Houellebecq f.eks. – så kommer jeg til at kunne 'forstå', i citationstegn, deres bevæggrunde for at tænke og handle, som de gør, efter at jeg har levet med dem hen over 250 sider og grinet ad deres racistiske og ubehagelige udtalelser. Jeg mener, at man kan blive et mere empatisk menneske af at læse litteratur«. Men er der overhovedet nogen af personerne i din bog, du bevidst har gjort sympatiske?»Ja, med fare for at lyde som en terrorist, så kan jeg rigtig godt lide de unge, både døtrene (Martha og Sally red.), men også Rebeccas søn Oskar og hans ven Florian. De har det dér klarsyn. Måske fordi de er unge ... Mark siger jo, at han kan genkende sig selv som ung i Oskar, og begræder, hvor fesent politisk han er blevet med årene«.







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Du siger 'fesent politisk', men er det ikke okay at skrive bøger og kronikker og følge med i den unge undergrund, når man er i midten af fyrrerne?»Jo, jo. Det er der ikke noget galt i. For Mark handler det bare mere om hans kunstneriske virke og hans identitet, end det handler om sagen. Og det er måske ikke så sympatisk. Jeg synes, han bliver grinagtig«. Mon ikke. Mark har foruden sin skriveblokering problemer med sædkvaliteten, og da Lone Aburas ifører den midaldrende Mark »et par alt for stramme bukser og en lige så tætsiddende hættetrøje«, nærmer humoren sig karaktermord på en ungdomsleflende generation. »Jeg ved godt, det er strengt«, griner Lone Aburas, »men jeg er ikke en skid bedre selv. Jeg er 34, men tager også tit en hættetrøje på for at snyde lidt med alderen. Jeg kan sagtens genkende mig selv i Mark, og jeg ved ikke, hvordan jeg er som fyrreårig. Om jeg hænger ud i undergrunden og frygter at blive gammel«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden