Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jan Sonnergaards noveller handler om mænd på eventyr, der køber luksusludere eller får lækre mulatkærester på 19 år.
Foto: Tobias Selnæs Markussen (arkiv)

Jan Sonnergaards noveller handler om mænd på eventyr, der køber luksusludere eller får lækre mulatkærester på 19 år.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Måske ser mænd bare op til mænd, der knepper og drikker?

Er det sværere at være mand end kvinde? Det kunne tidens mange mand i krise-bøger godt tyde på.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er mange mænd, der har det svært i bogform i øjeblikket.

Overalt, hvor man bladrer, forlader mænd deres familier, panikker i akutte midtvejskriser, stikker til søs, går i kiosken og vender tilbage 14 år dummere, udlever den Rimbaudske rebel-drengedrøm om at gå i hundene. Af mere eller mindre autofiktiv natur.

Henrik List, Martin Kongstad, Lars Frost, Morten Sabroe, Pablo Llambías, Jesper Wung-Sung, Tomas Espedal, Jan Sonnergaard, Knausgård – alle skriver de bøger om mænd, der står det svære sted midt i livet og for manges vedkommende fucker det hele op.

For drømmen om en ungdom, der er væk, det hurtige knald, den daglige bodegatur – hvad ved jeg. Som kvindelig læser har jeg det mærkeligt med at læse de her mand i krise-bøger.

Jeg tænker: Er det sværere at være mand end kvinde? Har mænd sværere ved at være voksne og tage ansvar? At affinde sig med, at hver dag ikke kan være lige festlig? Som en ven formulerede det:

»Det handler om det kedelige midtpunkt i livet, hvor man enten kan købe biler og få unge koner eller skrive undergangsromaner og være sur på kvinderne«.

Så det gør de så, en stor generation af voksne mænd med ondt i livet. Eller deres hovedpersoner har i hvert fald ondt i livet.

»To mænd i frit fald ... drives mod ødelæggelse ... ser tilværelsen smuldre«; sådan sælges Jesper Wung-Sungs nye bog ’Men’. Martin Kongstad lader sin hovedperson, Mikkel Vallin, gå til kamp mod parforholdet og ind i et åbent forhold til en ung femme fatale. Henrik List tager på gogobar i Thailand. Jan Sonnergaards noveller handler om mænd på eventyr, der køber luksusludere eller får lækre mulatkærester på 19 år. Pablo Llambías har skrevet 1.200 sonetter om at være en midaldrende mand i krise. 1.200! Det er alligevel mange kriser.

Måske var det Knausgård, der satte det hele i gang med sin 6-binds og 4.000-siders lange kamp. Mod middelklassen, jagten på lykken, drømmen om kernefamilien – og kampen mellem at skulle passe på dem, man elsker, og det skamfulde, dybe indre. Ham egoisten inderst inde, der helst vil skide på det hele og gå efter egen fornøjelse, udvikling og afvikling.

Der er selvfølgelig også positive ting at sige om genren. At mænd taler om følelser, kønsroller og det, der er svært. Det er jo vildt godt.

Men meget af denne litteratur handler om retten til at være et dumt svin. At brænde broerne, stikke af fra hverdagen, trygheden, ansvaret – og kneppe unge kvinder, der ikke kræver noget tilbage.

Og det har jeg det sgu svært med. Jeg bliver enormt ked af det over disse endeløse fremstillinger af kvinder som kedelige undertrykkere af mandens sande natur.

Der er helt sikkert en underliggende samfundskritik gemt bag det kokette libertineri, men er samfundet en kvinde? For vreden synes rettet mod kvinder. Mødre, koner, kærester, kvindelige chefer og kolleger, statsministre, veninder.

Men hvorfor er det store spørgsmål. Hvorfor så vrede? Er det stadig rødstrømpemor, der spøger, når mændene fra generation X skriver? Hvis ja, hvor er så marxistfar, og hvem slår på ham?

Jeg synes snart, det må være fars tur. Eller i det mindste tid til noget originalt og fantasifuldt. En ny ’Ringenes herre’, anyone?

Min unge, bebrillede ekspedient i boghandlen grinede højt, da jeg fortalte om min problemstilling: at jeg som læser er mæt og på kvælningsstadiet over mænd i krise i litteraturen.

»Ja, der er rigtig mange af dem! Mon ikke det har noget med de påståede kønsstereotyper at gøre? At vi så tidligt lærer, hvad ’en rigtig mand’ er«, spurgte han tilbage.

Nå. En rigtig mand går altså. Før eller siden. Ud at strejfe.

»Du skal ikke grine«, svarede jeg så. »Før eller siden er det jo dig selv«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den unge mand så bedrøvet ud og fortalte om en vens midaldrende far, der efter sin skilsmisse havde solgt huset og taget det samme højskolekursus 12 gange i træk. Sammen med skiftende hold 20-årige, der også ledte efter en retning i livet.

Også forfattere som Michel Houellebecq, Jay McInerney, Bret Easton Ellis, Frédéric Beigbeder og Erlend Loe har længe beskæftiget sig med mænd, der gør op med det, der forventes af dem. Manden er i krise. Og så opgiver han eller bliver vred og går i krig.

I hvert fald i litteraturen, hvor den står på undergang og hærværk, så selv Ole Jastrau ligner en søndagsskoleelev. Det er i øvrigt nok heller ikke helt tilfældigt, at ’Hærværk’ spiller på Det Kongelige Teater i øjeblikket.

»Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død«, skrev Tom Kristensen.

Måske ser mænd bare op til mænd, der knepper og drikker.

Kan det være så simpelt?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden