Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Morten Sabroe er både frastødt og tiltrukket af feminister og hundeangst for sexismebegrebet og fællesøkonomi.
Foto: Lars Krabbe (arkiv)

Morten Sabroe er både frastødt og tiltrukket af feminister og hundeangst for sexismebegrebet og fællesøkonomi.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Morten Sabroe: »Hvis du afseksualiserer det offentlige rum, hvad fanden skal jeg så der?«

Forfatteren Morten Sabroe mener selv, at han har skrevet sin første feministiske bog med den frække 'Libido'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nogle ting ændrer sig hele tiden.

Trends, modediller, hypes og tendenser. Moden, byen og smagen. Andre ting ændrer sig aldrig. Sådan et sted er Café Victor, og sådan en mand er Morten Sabroe. Frokostrestauranten byder på fransk brasseriemad, og Sabroe har sine faste Ray- Ban-solbriller på. Det er lige, som det skal være.

»Jeg har bedt om bordet helt inde i hjørnet«, siger han med kendermine og kigger undrende på mig, da jeg fortæller, at jeg ikke har været på Café Victor siden 1999.

»Det er også mest sådan nogle gamle rige røvhuller, der kommer her«, siger den 66-årige forfatter og ligner en, som årene er gået helt hen over hovedet på. Han har bestemt stedet, jeg bestemmer maden.

Så vi bestiller steak tartare. Der er hvid dug og kraftig rødvin i glassene. Vi skal tale om Morten Sabroes nye bog, hans anden udgivelse i år. I foråret kom soldaterromanen ’Os’, men hen over sommeren har Sabroe allerede tampet endnu en bog ud fra sommerhuset i Nordsjælland.

Og det har været en varm sommer. ’Libido’ er en kønsrollesatire med masser af sex og lægger sig et sted mellem erotisk litteratur og karikatur.

Modstridende og absurd
Bogen er fyldt med referencer til den verserende feminisme- og kønsdebat, som på skift gør Sabroe rasende, nysgerrig og bange.

»Der er noget modstridende og absurd over feminismedebatten. Det minder mig om filmen ’Fahrenheit 451’, hvor et totalitært regime brænder alle bøgerne, når jeg læser feminister skrive, at mænd ikke må kigge efter kvinder i det offentlige rum«, siger han med henvisning til den globale 'Everyday Sexisme'-kampagne.

Kampagnen og de mange indlæg handler om at opstille nogle spilleregler for, hvordan de to køn tiltaler hinanden. Sabroe ryster på hovedet ved tanken.

»Jeg har jo prøvet at leve i en anden tid. Mænd i min generation, din fars generation, vi har fået forskellige mandeliv foræret. Jeg blev tidligt far med min første kone og var pioner på det med børnepasningen. Vi deltes fuldstændig om det spædbarn, det lå bare i luften, at vi gik i barselsgruppe, og jeg bar barnet i Snugli på maven«, siger han.

De blev skilt.

»Den måde, vi levede på, gjorde noget ved seksualiteten mellem os. Der røg noget erotisk tiltrækningskraft, og vi blev kammerater og samarbejdspartnere. Nu fik vi også et barn med kolik, så i otte måneder var det ren overlevelse. Vi var flade. Og så gik vi fra hinanden snart derefter«.

Derefter blev han kæreste med en kollega fra Information, som Sabroe, ganske filmdramatisk, lod stå alene og blomstre på rådhuset, den dag de skulle giftes. De fik dog en datter, men da hun var 3 måneder, gik parret fra hinanden. Senere blev Morten Sabroe som 45-årig kæreste med, og siden gift med, den dengang kun 20-årige forfatter Birgithe Kosovic. Det gik også galt.

»Hun kom ind i det litterære miljø og mødte Johannes Riis fra Gyldendal, som var betaget af den unge, smukke og begavede kvinde. Det gik fint med os i starten. Hun skrev to små bøger. Men vi kom ind i et uheldigt kunstnerparforhold, hvor vi blev konkurrenter«.

Det endte i et rigtigt »tjubangfarvel«, hvor hun blev træt af sin konkurrerende mand og en dag kom hjem og sagde: »Jeg kan ikke holde det her lort ud længere, jeg er skredet, farvel« – frit efter Sabroes hukommelse.

Men hvorfor får en stærk kvinde dig til at føle dig mindreværdig? Hvorfor ikke bare sole dig i lyset fra hende?

»Jeg kan ikke klare, når en kvinde slår mig på samme område, som jeg gerne vil gøre mig gældende på! Jeg er så glad for, at hun først begyndte at vinde priser, efter vi blev skilt. Hun har vundet en pris på 300.000 kroner! Det ville fandeme have været for hårdt for mig«.

Mandligt mindreværd
Det mandlige mindreværd er en gennemgående størrelse i 'Libido', hvor hovedpersonen, Philip, elsker sin kone, Nora, men har det svært med hendes kometkarriere, der, føler han, overstråler hans.

Han laver reklame, hun arbejder med den mere finkulturelle litteratur og står bag en international bestseller, hvilket gør manden usikker, mens hendes arbejde langsomt æder deres tid sammen. Morten Sabroe mener at have proppet en del af sit eget følelsesliv ind i det yngre alter ego.

»Jeg svinger selv mellem mindreværd og storhedsvanvid og kender en del til mindreværdsfølelsen. Den er jo en fabelagtig dynamo, hvis man bruger den til at stige op igen. Philip kan ikke holde ud, at hans kone er thetalk of town, og vil smadre hende, fordi hun forsvinder fra ham ind i sin karriere. Det er det samme, jeg ville have gjort: Slås med hende«.

Men kvinder føler sig jo ikke truet af en succesfuld mand. Det er da kun små mennesker, der har det sådan.

»Jamen, jeg er nok også et meget lille menneske. Men det lille menneske er også et fedt menneske! Når mænd kommer ind i et rum, konkurrerer vi jo straks på pikstørrelsen. Det er også derfor, nogle mænd er klar til at brække arme og ben til hyggefodbold på en sommerdag. For at vinde. Jeg kan meget godt lide det og har selv de sider i mig«.

Hjemmegående husfar
Morten Sabroe er i sit nuværende ægteskab med tv-producent Do Windfeld Sabroe en slags hjemmegående husfar. Uden fællesøkonomi dog. For han kan ikke fordrage, hvis en kvinde betaler for ham.

»Når min kone vågner om morgenen, får hun friskpresset juice og kaffe af mig. Når hun går på toilettet, er det mig, der har købt toiletpapiret. Hun skal sådan set bare stå op, gå på arbejde og komme hjem til mig, så serverer jeg boblevand og mad for hende. Hvis John Wayne kom hjem til os, ville han sige: Hold da kæft en bøssekarl. Men jeg har ikke en skid imod det og føler ingen kønsrolleforskubbelse. Det betyder selvfølgelig noget, at hun er så skide smuk. Det maskuline blik søger skønhed. Mit gør. Det har ikke noget med chauvinisme at gøre, men hvordan øjnene er indstillet. Mine er meget målrettede, hvad skønhed angår, og alderen har ikke korrigeret det«.

Han fortæller, at når han går til fest med vennen Jørgen Leth og iagttager endnu et parforhold i opløsning, siger Leth ofte henkastet til Sabroe: »Hun har kastreret ham«.

Jeg ved jo ikke, hvad I tænder på! Jeg har brug for kvinders input her

Hvordan kastrerer man en mand?

»Jeg møder mange stærke kvinder og kan se, at det giver nogle problemer i forhold til deres mænd. Den der maskulinitet har en iboende trang til at være den dominerende part. Ellers forvitrer den og bliver impotent. Hvis ikke min maskulinitet var så fabelagtig bredspektret, og jeg var forfatter og havde noget, jeg ikke kunne angribes på, ville det også give problemer i mit parforhold, at Do kører karriere og tjener tre gange så meget som mig. Jørgen Leth ville nok føle sig kastreret i mit forhold, fordi han vil betjenes. Men jeg kan skidegodt lide at betjene«.

Hvem er bange for feminister?
Morten Sabroe mener ikke, han nogensinde har mødt en feminist, og ligner med ét en mand, der har udpeget den lussing, han absolut ikke har lyst til at gå ind i: feminister.

Alligevel er han draget af dem, fascineret, frastødt og tiltrukket. Det kan undre, at en mand, der højst sandsynligt har været omringet af rødstrømper hele livet, pludselig opdager feminismen og reagerer imod den. For det går karrierekvinden Nora dårligt i ’Libido’. Hun er ellers feministrollemodel, seksuelt udfarende og ambitiøs.

Jeg fortæller ham, at jeg er feminist og relativt ufarlig. Den ser han ud til at godtage. Men Sabroe har det især svært med sexismedebatten, og at folk som Leonora Christina Skov og Dansk Kvindesamfund påpeger det ubehagelige i at blive mødt med det seksuelle mandlige blik.

»Jeg kender ikke nogen mænd, der råber efter kvinder på gaden. Men jeg kender mange mænd, der kigger efter kvinder med et blik, der siger: ’Jeg kunne godt tænke mig at kneppe dig’. Nu blæser der en nypuritansk bølge ind over de vestlige samfund, men hvis du afseksualiserer det offentlige rum, hvad fanden skal jeg så der?«, siger han og stirrer på mig med vilde øjne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer


Kan du forstå, at det kan være ubehageligt at blive kigget på med et liderligt blik, hvis man bare gerne vil være i fred?

»Det er ikke i orden, at du handlingslammer mænd. Hvis alt skal holdes inde i stedet for at komme ud ... Det ender jo med ... det ender med sådan noget science fiction, fordi nogle totalitære kvinder ikke vil have, at mænd udtrykker sig seksuelt på den måde, der falder dem naturligt«.

Men Morten, hvad nu, hvis ikke det falder modtageren naturligt? Jeg er med på, at grænserne for flirt og sexisme er meget flydende, og det er jo derfor, at den debat er vigtig. Jeg mener, kvinder skal kunne klæde sig, som de vil, og gå, hvor de vil, uden at skulle overfaldes verbalt, blive klappet i røven eller overbegloet.

»Jeg kan også være en fornærmet kvindesagsforkæmper så! Jeg har tit siddet til møder med kvinder, der lægger deres bryster frem i en kæmpe frugtkurv af en udskæring, og det kan være enormt provokerende. Jeg er ikke en erobringens mand, jeg er mere en flirte-flirte-mand, men det provokerer mig ad helvede til, når kvinder bruger deres krop på en så intimiderende måde, så du nærmest vælter bagover i stolen. Jeg har siddet til sådanne møder og ikke kunnet huske andet end de der bryster bagefter«, siger han og forklarer, at han i sådan en situation ikke ville sige noget om disse bryster, men godt kunne finde på at skrive et digt til dem.

Det der lesbisk-feministiske standpunkt, som Leonora Christina Skov for eksempel indtager, er pisseirriterende, fordi det er helt umuligt for mænd at stille noget som helst op med

»Jeg er jo romantiker, så jeg ville nok sætte mig og skrive en poetisk tekst. Noget med at lade noget sne falde over dine bryster og en skiløber, der skøjter ned over dem. Ville du så sige: ’Hold kæft, hvor er du et sexistisk svin’? Det er ikke fair, du kan da ikke som kvinde både gøre sådan med din krop og så forlange det stik modsatte af mig, at jeg ikke foretager mig en skid?«.

Så kvinder skal dække sig til for at undgå kommentarer om deres kroppe?

»Næh, men man skal være frisk nok til at vide, at hvis man klæder sig sexet, så kommer mændene også til at kommentere ens krop. Jeg er skide følsom over for, om en kvinde dresser sig for war eller whatever. Der er utrolig mange kvinder i det københavnske gadebillede, der klæder sig forrygende flot og erotisk. Det kan fandeme ikke være rigtigt, at man ikke må se på dem eller kommentere. Men jeg skal nok sørge for, at det ikke bliver sexistisk«.

Det er jo individuelt, hvad der er sexistisk eller for meget. Der var engang en læge, der klappede mig i røven og sagde: »Måsen fejler i hvert fald ikke noget«. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet, men han syntes jo sikkert bare, han var sjov eller sød.

»Det må også være meget ubehageligt. Sådan en gammel grissebasse. Og det er slet ikke den slags mand, jeg er. Men det føles som et overgreb, hvis du ikke kan udtrykke dig frit som mand. Det er jo forfærdelig begrænsende, hvis man hele tiden skal sidde og overveje, om noget nu er sexistisk eller for meget«.

Hvorfor bliver mænd vrede over, at kvinder ikke altid har lyst til at få kommenteret deres udseende? At nogle kvinder også gør sig lækre for deres egen skyld?

»Jo, men gør du det for din egen skyld? Du gør det vel også, fordi du gerne vil have, at der falder beundrende blikke af på grund af det, du har taget på? Du går vel ikke bare ind i et rum for at være lækker for dig selv?«.

Jo, det tror jeg, der er masser af kvinder, der gør.

»Vil du ikke have alle øjnene, der kigger på dig og synes, du er skide lækker?«. Morten Sabroe ser chokeret ud.

Jeg synes sagtens, man som kvinde kan klæde sig lækkert og sexet for sin egen skyld uden at have behov for, at andre kigger på en, ja.

»Det er jeg meget usikker på. Jeg kan ikke forstå, hvis ikke alle mennesker har behov for beundrende og anerkendende blikke. Det der lesbisk-feministiske standpunkt, som Leonora Christina Skov for eksempel indtager, er pisseirriterende, fordi det er helt umuligt for mænd at stille noget som helst op med. Vi kan ikke gøre noget rigtigt så«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er heller ikke sikker på, hvor feministisk jeg synes din bog er. Al sex er i hvert fald skrevet ud fra et mandligt perspektiv. Det er cirka på hver fjerde side, at ham Philip skal bekræftes i, hvor veludrustet og farlig han er?

»Ja, det skal han. En kvart meter. Det er en vigtig del af den mandlige selvforståelse, at det skal se godt ud, at den fandeme ikke skal være for lille. Det er rigtigt, at den sex, der er i bogen, er sådan noget sex, jeg selv tænder på. Men jeg ved jo ikke, hvad I tænder på! Jeg har brug for kvinders input her, hvordan I gerne vil tages og har det, når I bliver det? Det kan være 'Libido 2' så«.

Det er blevet tid til regningen. Det er altid akavet. Jeg tjener jo flere fastansatte penge end freelance Morten Sabroe. Men han har både skrevet bestsellere og er ældre. Feministen og sexisten lægger arm.

»Jeg kan ikke lide, når nogen betaler for mig. Især ikke kvinder. Men hvis du lover, at avisen betaler, så tager du den«, griner han.

Og sådan blev det.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden