Utopia. Sammen med en gruppe frivillige flyttede Dylan Evans ud i det skotske højland for at forske i det, han kalder »postapokalyptisk« levevis.
Foto: Dave Allison

Utopia. Sammen med en gruppe frivillige flyttede Dylan Evans ud i det skotske højland for at forske i det, han kalder »postapokalyptisk« levevis.

Bøger

Forfatter sætter sig selv i spidsen for et eksperiment om Utopia

Dylan Evans er irriterende og beskriver de frivillige som forsøgsrotter - men giver også en stor læseoplevelse.

Bøger

Den kreative nonfiktion er et genialt genrevalg, når man vil fortælle en historie som denne: I 2005 beslutter Dylan Evans, der er robotforsker, filosof og journalist, sig for at udføre et eksperiment.

Sammen med en gruppe frivillige vil han flytte ud i det skotske højland for at forske i det, han kalder »postapokalypstisk« levevis.

Overbefolkning, klimaforandringer, finansiel ustabilitet – verden, som vi kender den, er truet, og gruppen beslutter sig for at være på forkant med udviklingen. Hvordan vil de klare sig uden elektricitet, hvordan vil de undvære de fødevarer, vi kun har pga. globaliseringen, hvordan vil de organisere sig, og hvordan vil det føles?

'En virkelig historie'

’The Utopia Experiment’ er det, man kalder ’en virkelig historie’, men bogen er også et pragteksemplar inden for sin egen genre, fordi den involverer sin læser på en uhørt personlig måde.

Undervejs bliver jeg vred på Evans over hans eklatante mangel på selvindsigt og illoyale beskrivelse af de frivillige, der i store træk bliver beskrevet som forsøgsrotter. Men modsat kan jeg heller ikke andet end at bøje mig i støvet for hans hudløse ærlighed og villighed til at udstille også sine egne mere utiltalende sider.

Jeg kan ikke lade være med at synes, at Evans vælger at springe over, hvor gærdet er lavest

Bogen er sine steder som at læse een lang psykoanalyse, og de lange essay-agtige passager, hvor han præsenterer både den nyeste robotforskning, filosofiske teorier samt objektive fakta fungerer rigtig godt som baggrundstæppe for det ekstreme eksperiment.

Evans får en depression og bliver indlagt (det står også på bagsiden af bogen og er tydeligvis en integreret del af markedsføringen). Han forsøger at afblæse eksperimentet – hvilket ikke lykkes, de frivillige fortsætter.

Efterfølgende foretager han en 180-graders filosofisk kovending: Hvor han før var tilhænger af Rousseaus verdenssyn, »Mennesket er godt, det er civilisationen, der korrumperer os«, vender han sig nu mod Hobbes: »Det er civilisationen, der redder os fra vores barbariske natur«.

Det går bare ikke!

Evans ender med at vælge det modsatte synspunkt af sit oprindelige, og med en lige så ekstrem grad af overbevisning og arrogance som han før var sikker på apokalypsen, er han nu sikker på at eventuelle apokalypse-kvababbelser skyldes dødsangst eller psykisk sygdom hos individet.

Det går bare ikke, Granberg! Man kan ikke bare sådan lige ekstrapolere sin egen erfaring 1:1 ud i verden og gøre denne erfaring gylden og universel. Desværre.

Evans har tidligere i bogen analyseret sig frem til sin egen tendens til at finde »the easy way out«, men overvejer aldrig, at selve sygdomsforløbet faktisk også kunne være et (muligvis ubevidst konstrueret) forsøg på at redde æren.

’The Utopia Experiment’ er en ufrivilligt god bog. Den er god, fordi bogens absolutte og ypperlige kvalitet er, at man som læser bliver inviteret så åbent med ind – og dermed faktisk også får mulighed for at være uenig med forfatteren (også selvom bogens fokus er forfatteren selv).

Om det er ufrivilligt fra Evans’ side er nærmest underordnet – jeg lægger den fra mig med en uhørt optimisme på genrens vegne. Hvor er det dog smukt, at vi som forfattere stiller vores liv og erfaring til rådighed, hvor lærer jeg dog meget som læser – både om mig selv og om emnet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reddet af læseroplevelsen

Var bogen skrevet som fiktion, var jeg bare blevet irriteret, nu er jeg noget mere end irriteret, jeg er involveret, jeg påbegynder nærmest en form for selvanalyse: Hvorfor reagerer jeg så følelsesmæssigt på hans disillusion? Jeg er opslugt, jeg er i dialog.

Selve eksperimentet bygger på en række falske præmisser (hver anden dag bor han f.eks. i sin kærestes komfortable hytte, de frivillige køber ind i supermarkedet, og alle kan gå ind og ud af »apokalypsevirkeligheden« efter forgodtbefindende).

Det er simpelthen et sjusket design, et dårligt konstrueret eksperiment, og de efterfølgende diskussioner på nettet (som Evans faktisk forholder sig til, og det synes jeg tjener til hans ære) handler meget om hans egen rolle i eksperimentet og den dårlige ledelsesstil.

At Evans ender med at bortforklare det hele med en depression og faktisk fraskriver sig sit »tidligere jeg«, forekommer mig tarveligt – men forsøget på at besvare spørgsmålet ’gad vide hvordan vi som mennesker vil reagere på så brutal en hændelse som den kommende apokalypse?’ – er dybt interessant.

Egentlig synes jeg ikke, det er mærkeligt, at man i forsøget på at besvare det spørgsmål henfalder til modløshed, angst og paranoia. Spørgsmålet er, om ikke en depression sådan set er en fuldstændig passende reaktion på en apokalypse.

Bogen er et pragteksemplar inden for sin egen genre, fordi den involverer sin læser på en uhørt personlig måde

Totalt forvirring. Opløsning af selvet. Men hvad så bagefter? Hvad gør man bagefter, Evans? Går man tilbage til sit gamle liv og lader, som om det bare var en grille – eller rejser man sig, i bedste Fugl Føniks-stil?

Jeg kan ikke lade være med at synes, at Evans vælger at springe over, hvor gærdet er lavest, jeg kan ikke lade være med at analysere på hans evne til at indgå i relationer, jeg kan ikke lade være med at synes, han fremstår lidt kujonagtigt, og jeg bliver irriteret på hans tendens til at håne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men fordi han har valgt at skrive sin historie som nonfiktion, og fordi han gør det så konsekvent og så gennemført, kan jeg ikke andet end at falde pladask for læseoplevelsen.

Elsker du litteratur? Så kan du høre seneste udgave af Politikens ugentlige podcast 'Bogfolk' her:

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce