Når fjenden i Afghanistan bliver prikker på en skærm

Trommehvirvlen har varet længe forud for udgivelsen af Carsten Jensens store roman om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Det samme har spændingen om det dristige forehavende. For Carsten Jensen har jo i årevis, som eksemplarisk intellektuel, været engageret i krigsdeltagelsen og ytret stærke holdninger til den. Kan han så også skrive fiktion om emnet, uden at værket bliver læst som endnu et debatindlæg? Det spørgsmål kan jeg lige så godt svare på først som sidst: Ja, det kan han. I den grad.

’Den første sten’, som romanen er kommet til at hedde, er nemlig langt fra at være en illustration af et synspunkt eller en analyse. Det er en roman ikke kun om krig en, den i Afghanistan, men også om krig i det hele taget – og om moderne højteknologisk krigsførelse i særdeleshed. Hvad sker der, når droner, computerspil og digitale muligheder for selvdokumentation gør det muligt at distancere sig fra den direkte konfrontation i felten, både fysisk og psykisk? Hvad sker der med grænserne mellem simulation og virkelighed, når krig bliver til spil, og spillet alligevel viser sig at være blodig alvor og kamp på liv og død?

Som en slags moderne arbejderlitteratur har meget nyere krigslitteratur handlet om, hvor hårdt det er at forene arbejds- og familieliv. Hvordan pendler man mellem nærdødsoplevelser ved fronten og indkøbsture til den lokale Føtex lørdag formiddag?

Til forskel fra den tradition er det ikke de uovervindelige afstande mellem felten og hjemmet, som Carsten Jensens fremragende roman beskæftiger sig med. Næsten uden optakt lander vi i Helmandprovinsen, midt i en deling danske professionelle soldater, som er udstationeret i den såkaldte Camp Price – og midt i en krig, hvor den første sten for længst er kastet.

Vi lærer de enkelte soldater i enheden at kende, nogle mere indgående end andre, i en afslappet og egalitær atmosfære med øgenavne og godmodigt drilleri. Vi møder drengepigen Hannah, den svulstige feltpræst Lukas Møller og den karismatiske delingsfører Rasmus Schrøder. Vi stifter også bekendtskab med lejrens øverstkommanderende, Ove Jan Steffensen, der er bornholmsk lokalpolitiker og skrivebordsofficer. Han er ikke i Afghanistan for at vinde, men »for at få tingene til at glide«, får vi at vide. Og tingene går da også rimelig glat i romanens begyndelse, hvor vi nænsomt lempes ind i rutinerne, før afvigelsen sker, og den egentlige handling begynder.

For uanset hvor velforberedt og helt efter bogen det hele ser ud til at være, befinder de danske soldater sig i en virkelighed styret af vilkårlighed. På en fodpatrulje, som blot skal fungere som en magtdemonstration, møder delingen fjendtlige kugler og en vejsidebombe med tab af to mand til følge. Bare fordi de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De tilkalder hjælp og udløser et luftbombardement med mange civile dræbte og tilskadekomne. Samme løsning tyr oberst Steffensen til, da han geråder ud i en konflikt med en suspekt politimester fra lokalområdet.

Så begynder voldsspiralen at snurre, hævntørsten tager til, og grænsen mellem tilsigtede og utilsigtede skadevirkninger begynder at flyde. Kort efter skyder delingen på en civil bil, der kommer for tæt på deres konvoj, mest fordi de trænger til det. På den konto mister to afghanske børn deres forældre. Steffensen pålægger sine underordnede at opsøge børnene på hospitalet for at overbringe en undskyldning og til at udbetale erstatning til de efterladte.

Her sker det chokerende, som ikke skal afsløres her. De danske soldater – dem, der overlever – befinder sig nu i en helt ny situation. Hele den diffuse krigssituation, uden slutning i sigte, koncentreres nu i én mission, og romanen skifter fra at være en velresearchet samtidsrealistisk krigsskildring til en fortælling med et spændings- og sandsynlighedsniveau på højde med en thriller.

Fra noget, der kunne minde om ’Soldaterkammerater’, kommer vi nu ud på en march ind i det ukendte a la ’Mørkets hjerte’, Joseph Conrads dystre roman fra 1899, som blandt andet har dannet forlæg for Francis Ford Coppolas vietnamkrigsfilm ’Apocalypse Now’ fra 1979.

Som den legendariske Kurtz i Conrads roman byder romanen på et nietzscheansk overmenneske, der er kommet hinsides godt og ondt, lov og lovløshed, civilisation og barbari. Eller er han snarere en gengældende engel, der straffer soldaterne for de civile tab, som deres hævntogter har kostet?

Tidligere har den danske deling lært, at »det er aldrig bare et par pixels på en skærm, I skyder i smadder. Det er et menneske«. Nu sættes delingens overlevende i en situation, hvor de selv er brikker i et spil, der drejer sig om hævn og om overlevelse.

I denne nervepirrende situation bryder en jegfortæller ind i romanen, Khaiber, en ung dansk efterretningsagent med afghanske rødder, som er udsendt for at finde og bistå 3. deling i et drama, der involverer både Taleban og den amerikanske lejesoldatvirksomhed Darksky. Khaiber ved, at det er nødvendigt at leve sig ind i sin fjendes situation, hvis man vil besejre ham. Og det er netop et hovedtema i romanens anden halvdel, hvor ’skurkens’ masterplan fører de danske soldater ind i den omvendte verden, hvor ven er fjende, og fjende er ven. Hvordan kan man leve sig ind i vilkårene for en modstander, som er så fjern og formørket og totalt utiltalende som Taleban?

Den svære øvelse kommer delingens overlevelse til at afhænge af. Tvunget af omstændighederne bruger danskerne kvinder og børn som våbenskjold og illegale kombattanter, de anvender vejsidebomber og klæder sig i kjortler som civile, og de må på et tidspunkt konvertere til islam for at undgå stening. De beskyttes af lokalbefolkningen og kæmper side om side med talebanerne. De oplever at blive jagtet af de droner og jagerfly, som de tidligere sendte bud efter, hver gang deres missioner gik galt.

På den måde bliver teknologiens dehumanisering her erstattet af litteraturens menneskeliggørelse og af den helt grundlæggende udfordring, det er at sætte sig i den andens sted. »Tænk på dem som mennesker, hvis skæbne I er forbundne med«, lyder Khaibers instruktion om talebanerne.

Den eneste, det ikke rigtig gælder for, er den omtalte marionetfører, der trækker i alle trådene. Han forbliver næsten tom, uden klart motiv, uden biografisk baggrund, nærmest som en djævel – »et flimmer af identiteter, et spøgelse i cyberspace«, som Khaiber omtaler ham.

Det er både en styrke og en svaghed ved romanen, men det ændrer ikke på, at Carsten Jensen har skrevet den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen – spændende og vigtig på samme tid.

Dens portrætter af Afghanistans kvinder og børn er rystende. Og dens videre perspektiver gælder ikke bare krigens virkelighed, men også de mange former for teknologisk uvirkelighed, der indgår i vores almindelige civile liv. Hvor går grænsen for, hvad vi kan få os selv til at gøre mod hinanden, når verden opleves som en skærm?

Som fiktion, der bekæmper fiktion, er ’Den første sten’ et mesterligt litterært og humanistisk præcisionsangreb.