Når fjenden i Afghanistan bliver prikker på en skærm

Trommehvirvlen har varet længe forud for udgivelsen af Carsten Jensens store roman om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Det samme har spændingen om det dristige forehavende. For Carsten Jensen har jo i årevis, som eksemplarisk intellektuel, været engageret i krigsdeltagelsen og ytret stærke holdninger til den. Kan han så også skrive fiktion om emnet, uden at værket bliver læst som endnu et debatindlæg? Det spørgsmål kan jeg lige så godt svare på først som sidst: Ja, det kan han. I den grad.

’Den første sten’, som romanen er kommet til at hedde, er nemlig langt fra at være en illustration af et synspunkt eller en analyse. Det er en roman ikke kun om krig en, den i Afghanistan, men også om krig i det hele taget – og om moderne højteknologisk krigsførelse i særdeleshed. Hvad sker der, når droner, computerspil og digitale muligheder for selvdokumentation gør det muligt at distancere sig fra den direkte konfrontation i felten, både fysisk og psykisk? Hvad sker der med grænserne mellem simulation og virkelighed, når krig bliver til spil, og spillet alligevel viser sig at være blodig alvor og kamp på liv og død?

Som en slags moderne arbejderlitteratur har meget nyere krigslitteratur handlet om, hvor hårdt det er at forene arbejds- og familieliv. Hvordan pendler man mellem nærdødsoplevelser ved fronten og indkøbsture til den lokale Føtex lørdag formiddag?

Til forskel fra den tradition er det ikke de uovervindelige afstande mellem felten og hjemmet, som Carsten Jensens fremragende roman beskæftiger sig med. Næsten uden optakt lander vi i Helmandprovinsen, midt i en deling danske professionelle soldater, som er udstationeret i den såkaldte Camp Price – og midt i en krig, hvor den første sten for længst er kastet.

Vi lærer de enkelte soldater i enheden at kende, nogle mere indgående end andre, i en afslappet og egalitær atmosfære med øgenavne og godmodigt drilleri. Vi møder drengepigen Hannah, den svulstige feltpræst Lukas Møller og den karismatiske delingsfører Rasmus Schrøder. Vi stifter også bekendtskab med lejrens øverstkommanderende, Ove Jan Steffensen, der er bornholmsk lokalpolitiker og skrivebordsofficer. Han er ikke i Afghanistan for at vinde, men »for at få tingene til at glide«, får vi at vide. Og tingene går da også rimelig glat i romanens begyndelse, hvor vi nænsomt lempes ind i rutinerne, før afvigelsen sker, og den egentlige handling begynder.