Hvis man får Glenn Christians nye digtsamling mellem hænderne og er ved at drukne lidt i de tæt beskrevne første sider – hvor kun tankestreger giver dén luft, som plejer at være mellem ordene i et digt – skal man gøre sig selv den tjeneste at læse dem højt. Da åbenbares et beat, som gør det svært ikke at blive ved med at læse.

De udeladte grammatiske subjekter og tegnsætningens skandering gør rytmen hård og messende, dertil kommer gentagelserne: »Er et hul. Synger højt fra et utæt sted i kødet – en lille mund nær panden. Helt alene. Er et hul. Synger højt. Synger højt«.