Astrid Lindgren og Louise Hartung er omkring 50, da de møder hinanden i Berlin i oktober 1953. Umiddelbart derefter begynder en brevveksling, som skal vare frem til Louises død i 1965. Louise skriver på tysk, Astrid skriver på svensk (som Louise har lært at læse gennem Strindberg). Louise elsker Astrid, Astrid elsker ensomhed. Begge elsker de blomster og udflugter i skønne landskaber. Louise lærer Astrid også at elske tysk vin. Louise lider af mavesmerter. Astrid lider af melankoli.
Som konsulent i Hauptjugendamt arbejder Louise Hartung ihærdigt på at forsyne de tyske efterkrigsbørn med litteratur. Det er i den forbindelse, hun i 1953 inviterer Astrid Lindgren til Berlin, hvor de har to intense døgn sammen med besøg på skoler og børnehjem, men også med solnedgang over Havel-floden (»Jeg glemmer aldrig das Abendrot und dieses spezielle Stimmung«, skriver Astrid) og en tur til østsektoren, hvor Louise går grædende rundt i ruinerne og forsøger at udpege de steder, hvor hun optrådte som ung sangerinde (»aldrig vil jeg glemme den aften ved Potsdamer Platz«, skriver Astrid).
Louise forelsker sig pladask i Astrid, føler øjeblikkeligt en slags inderlig fortrolighed med hende. Astrid føler stor sympati for »det dynamiske, entusiastiske, livlige süßer Mensch i Berlin« og tilskriver hende kærligt med spøgefulde tyske diminutiver (»Louisechen Hartungchen, Berlinchen«), men forelsket er hun ikke.
Kærlighed og ensomhed
Den ene kvinde er besluttet på at fremture i sin kærlighed, den anden har gjort ensomheden til sin elskede. Den ene er til kvinder, den anden er til mænd. Louise forsøger at overtale sin tilbedte til hengivelse med argumenter a la: »Hvis du er melankolsk, så er det nok fordi du ikke har truffet det rigtige valg« eller hentydninger til en kropsfølelse, hun har ment at kunne aflæse i Astrid under et af deres korte og sjældne møder. Med den ukuelighed, der lader til at karakterisere hele Louises væsen, har hun udnævnt Astrid til sin store kærlighed, også selv om hun kun begunstiges med hendes nærvær et par dage højst en gang om året.
Astrid advarer mod den store forelskelse: »Du skal ikke gå fuldstændig op i et andet menneske, for så bliver du forsvarsløs og prisgivet en andens forgodtbefindende«. Selv er hun oftest omgivet af mennesker – børn, børnebørn, arbejdsrelationer, fans – men længes hele tiden efter ensomheden: »Ensomhed er et ejendommeligt fluidum, der fylder huset med en sælsom vederkvægelse«. Alle mennesker vil Astrid noget, alle vil de rejse med hende, alle erklærer de hende deres kærlighed, men hun vil helst være fri, hendes længsel er rettet mod ensomheden og skrivelykken, som ud over barndomslykken er den eneste lykke, hun bekender sig til.
Strømme af vin og blomster
Louise overdænger Astrid med gaver: tasker, vaser, parfumer og ikke mindst blomster. En lind strøm af syrener, tulipaner og roser flyder fra Louises kolonihave ved Glienicke-søen til Astrids lejlighed i Stockholm. Blandt andet sender hun hvide roser fra sin ’Snedronning’. I et brev fortæller hun, hvordan hun på en spadseretur med sin veninde fandt en hvid rosenbusk under murbrokkerne – »Se, den stakkels Snedronning vil ikke dø under ruinerne!« – og brugte tre timer på at grave den op af den frosne jord med en dertil indkøbt spade for at plante den i sin have. Det er Louise i en nøddeskal: at redde liv og skønhed ud af krigen med en ukuelig handlekraft. Æstetiker, praktiker og etiker i ét og samme (spade)greb.
Efter damernes biltur i Sydtyskland i oktober 1959 går der ikke bare en strøm af blomster fra Berlin til Stockholm, men også en strøm af vin. I nogle år bliver det Louises mest omfattende fritidsaktivitet at maskere vinflasker som frugtsaft og pakke dem i halm, så de kan arrivere toldfrit og (oftest) intakt hos Astrid, der lovpriser de tyske »gudedrikke«.
Hvorfor lever mennesker
Hun lader virkelig til at have været et bemærkelsesværdigt menneske, Louise Hartung, både meget praktisk og meget intellektuel, med en ukuelig tænke-, omsorgs- og handlekraft. Hendes breve er fulde af tysk kultur og veltalenhed, kloge, levende, bevægende og sjove. Hun har været i brændpunktet af det 20. århundreds katastrofale europæiske historie: berøvet fire brødre af den første verdenskrig, voldtaget af russiske soldater i slutningen af den anden, hvor Berlin så vel som barndomsbyen, Münster, lå i ruiner. Men hun har også taget ukueligt del i modstanden og i kunsten: gået pacifistmarch over slagmarkerne, sunget hos Brecht og Weil, tiltusket sig et pressekort som fotograf hos Göring, skjult jøder i sit kolonihavehus, læst Goethe og Hannah Arendt, forsynet efterkrigsbørn med bøger, dyrket roser og jordbær og asparges. I et brev fortæller hun om det skilt, hun har hængt op på væggen på sit kontor: »Det umulige klarer vi straks, mirakler tager lidt længere tid«.
»Hvis du ved, hvorfor mennesker lever, så skriv, og fortæl mig det«, skriver Astrid i et af sine mange anfald af melankoli. Det svarer Louise ikke på, men den samlede brevveksling forekommer mig at være et fyldestgørende svar. Der er så megen livsfylde i de to damers velgørende velskrift, hvad enten vi hører Louises kloge og kraftfulde stemme eller Astrids vittige og melankolske, at man nok må tude over, at Louise dør af kræft, og at Astrid iler til hendes dødsleje, og at den allersidste af Louises mange gaver til Astrid er en plade, hvor Dietrich Fischer-Dieskau synger »Ich liebe dich« – men det hele giver alligevel så meget mening. ’Ich war wohl klug, dass ich dich fand’ (’Jeg var vel nok klog, at jeg fandt dig’) hedder en brevveksling fra Goethe-tiden, som Astrid får tilsendt af Louise og bliver vildt begejstret for. Ja, det var klogt af Louise at finde Astrid. Og af Astrid at lade sig finde.
fortsæt med at læse
