Kvinden er alt. »Sandhed, Skønhed, Poesi, hun er Alt [...]: Alt undtagen sig selv«. Sådan skriver Simone de Beauvoir om kvindeskildringen hos den franske surrealistiske digter André Breton. For Breton er kvinden en gåde, en sfinks, en hemmelighed, ’barnekvinden’, som kan indvie manden til sandheden.
»Kvinden beriger civilisationen med dette andet element , som er sandheden om livet og poesien, og som alene kan forløse menneskeheden«. Det kan jo lyde smigrende. Kvinden er alt. Problemet er bare efterhænget: »Alt undtagen sig selv«. Problemet er, at hun er dømt til at være ’det andet element’, mandens ’anden’; det, hun er, er det, hun er for manden.
For Breton er kvinden ophøjet til poesi. I D.H. Lawrences erotiske romaner er hun ophøjet til den vældige »flodseng«, der kan bekræfte »det falliske hovmod«: »Den bro, der fører til fremtiden, er fallos«, skriver Lawrence med en flot metafor; han kalder også fallos for »bindestregen«.
Den katolske forfatter Paul Claudel ophøjer kvinden til Herrens tjenerinde, og det betyder både Guds og mandens, for hun tjener som redskab til mandens frem for sin egen frelse. Den belgiske forfatter Montherlant nedgør kvinden til det »væmmelsens brød«, han dagligt må spise; en pøl af kød og kropsvæsker, som trækker manden ned.
Helgeninde eller heks
For Beauvoir er det ligegyldigt, om de mandlige forfattere ophøjer eller nedgør kvinden; problemet er, at de i begge tilfælde gør hende til mandens andet. Og er der én pointe i Beauvoirs ’Det andet køn’, er det, at kvinden under patriarkatet er reduceret til den anden.
Hun er ikke et subjekt, det vil sige et individ med projekter og valg. Hun har ikke den transcendens, den mulighed for at overskride og omforme den givne situation, som for eksistentialisten Beauvoir definerer subjektet. Enten fordi hun gøres til ren immanens, rent kød og materie (som hos Montherlant), eller fordi hun gøres til redskab for mandens transcendens (som hos Breton, Claudel og Lawrence).
Beauvoirs analyse af de mandlige forfatteres kvindebilleder står at læse i et kapitel, som har været udeladt i den tidligere udgivne danske oversættelse, men er kommet med i den nye. (Jeg ved ikke, hvorfor det ikke har været med før; måske fordi litteraturen har været regnet for ’det andet’ i forhold til Beauvoirs øvrige kilder: videnskaben, filosofien, historien).
I dag er det mainstream feministisk kritik at problematisere det, at kvinden gøres til (seksualiseret og/eller æstetiseret) objekt, men Beauvoirs pointe er snarere, at kvinden gøres til redskab eller medie for den (selv)overskridelse, som hun ikke selv får lov til at foretage. Også i den idealisering, der ophøjer kvinden til at være mandens vej til friheden eller sandheden, skal vi genkende patriarkatets træk. Det evigt kvindelige, som Goethe kaldte det, er en patriarkalsk myte, hvad enten det idealiseres eller dæmoniseres; hvad enten det viser sig som helgeninde, erotisk præstinde eller heks.
Undtagelsen
Men der er en undtagelse fra Beauvoirs kritik, en herlig undtagelse. Han hedder Stendhal. (Ret beset hed han Henri Beyle, men han skrev sine store romantiske romaner under pseudonymet Stendhal). Hos ham søger Beauvoir tilflugt fra de andre forfattere, der klæder kvinden ud »som heks, nymfe, morgenstjerne eller havfrue«, og finder det opmuntrende, at han i stedet »lever blandt kvinder af kød og blod«.
