Det feministiske hovedværk, 'Det andet køn', genudgives på dansk: Man kan godt være både dybt romantisk og afgjort feministisk

Kvinden er alt. »Sandhed, Skønhed, Poesi, hun er Alt [...]: Alt undtagen sig selv«. Sådan skriver Simone de Beauvoir om kvindeskildringen hos den franske surrealistiske digter André Breton. For Breton er kvinden en gåde, en sfinks, en hemmelighed, ’barnekvinden’, som kan indvie manden til sandheden.

»Kvinden beriger civilisationen med dette andet element , som er sandheden om livet og poesien, og som alene kan forløse menneskeheden«. Det kan jo lyde smigrende. Kvinden er alt. Problemet er bare efterhænget: »Alt undtagen sig selv«. Problemet er, at hun er dømt til at være ’det andet element’, mandens ’anden’; det, hun er, er det, hun er for manden.

For Breton er kvinden ophøjet til poesi. I D.H. Lawrences erotiske romaner er hun ophøjet til den vældige »flodseng«, der kan bekræfte »det falliske hovmod«: »Den bro, der fører til fremtiden, er fallos«, skriver Lawrence med en flot metafor; han kalder også fallos for »bindestregen«.

Den katolske forfatter Paul Claudel ophøjer kvinden til Herrens tjenerinde, og det betyder både Guds og mandens, for hun tjener som redskab til mandens frem for sin egen frelse. Den belgiske forfatter Montherlant nedgør kvinden til det »væmmelsens brød«, han dagligt må spise; en pøl af kød og kropsvæsker, som trækker manden ned.

Helgeninde eller heks

For Beauvoir er det ligegyldigt, om de mandlige forfattere ophøjer eller nedgør kvinden; problemet er, at de i begge tilfælde gør hende til mandens andet. Og er der én pointe i Beauvoirs ’Det andet køn’, er det, at kvinden under patriarkatet er reduceret til den anden.

Hun er ikke et subjekt, det vil sige et individ med projekter og valg. Hun har ikke den transcendens, den mulighed for at overskride og omforme den givne situation, som for eksistentialisten Beauvoir definerer subjektet. Enten fordi hun gøres til ren immanens, rent kød og materie (som hos Montherlant), eller fordi hun gøres til redskab for mandens transcendens (som hos Breton, Claudel og Lawrence).

Beauvoirs analyse af de mandlige forfatteres kvindebilleder står at læse i et kapitel, som har været udeladt i den tidligere udgivne danske oversættelse, men er kommet med i den nye. (Jeg ved ikke, hvorfor det ikke har været med før; måske fordi litteraturen har været regnet for ’det andet’ i forhold til Beauvoirs øvrige kilder: videnskaben, filosofien, historien).

I dag er det mainstream feministisk kritik at problematisere det, at kvinden gøres til (seksualiseret og/eller æstetiseret) objekt, men Beauvoirs pointe er snarere, at kvinden gøres til redskab eller medie for den (selv)overskridelse, som hun ikke selv får lov til at foretage. Også i den idealisering, der ophøjer kvinden til at være mandens vej til friheden eller sandheden, skal vi genkende patriarkatets træk. Det evigt kvindelige, som Goethe kaldte det, er en patriarkalsk myte, hvad enten det idealiseres eller dæmoniseres; hvad enten det viser sig som helgeninde, erotisk præstinde eller heks.

Undtagelsen

Men der er en undtagelse fra Beauvoirs kritik, en herlig undtagelse. Han hedder Stendhal. (Ret beset hed han Henri Beyle, men han skrev sine store romantiske romaner under pseudonymet Stendhal). Hos ham søger Beauvoir tilflugt fra de andre forfattere, der klæder kvinden ud »som heks, nymfe, morgenstjerne eller havfrue«, og finder det opmuntrende, at han i stedet »lever blandt kvinder af kød og blod«.

Stendhal var vild med kvinder. Altid forelsket, altid med sjælen opfyldt af en kvinde, hvis sjæl og billede farver alt, hvad han sanser og tænker. I hans romanunivers beruser manden sig i kvinden »som i et landskab eller et maleri. Så synger hun i hans hjerte og nuancerer himlens farver. Ved denne åbenbaring åbenbares han for sig selv«.

Men hvorfor skulle det nu være en undtagelse? Er der ikke her stadig tale om kvinden som medium for mandens beruselse og selvåbenbaring? Både jo og nej.

På den ene side ender Beauvoir med at putte Stendhal ned i skuffen med de andre, fordi også hos ham er manden »den eneste jordiske skæbne«, som tilbydes kvinden, og også hos ham frelser kvinderne mændene (fra fængsel, død og ruin). På den anden side har hun indtil da skrevet så begejstret om ham, at han faktisk fremstår som en undtagelse, et alternativ.

I sine udtalelser er Stendhal konstruktivistisk feminist, længe før begrebet fandtes: Han tager skarpt afstand fra forestillingen om det evigt kvindelige og er sikker på, at der fødes lige så mange kvindelige genier som mandlige, blot får de ikke lov til at udfolde sig. At tillægge kvinder kønsbestemte egenskaber er lige så tåbeligt, hævder han, som at gå en tur i Versailles-parken og konkludere, at træerne fødes beskårne.

Feminist og romantiker

Det kan godt være, at Stendhals romanheltinder bliver mandens vej til frihed, men det gør de i kraft af, at de kæmper for deres egen. Det inspirerende ved kvinden for den Stendhalske mand er netop, at hun har en stræben i sig efter noget andet end »den dybe søvn, menneskeheden lader sig synke ned i«; det er så at sige hendes overskridelse af sig selv og det givne, der inspirerer manden til at overskride sit givne selv; hun er ikke mediet for mandens selvoverskridelse, men har selv den overskridelseslængsel, som inspirerer mandens.

»Det er bemærkelsesværdigt, at Stendhal på én gang er så dybt romantisk og så afgjort feministisk«, skriver Beauvoir. Hørt! Stendhal-positionen er for mig at se et lysende modsvar ikke bare til patriarkatet, men også til den forsimplede feminisme, som er blevet toneangivende i dag, hvor en mand ikke kan »beruse sig i kvinden som i et maleri eller et landskab« uden at blive kaldt objektiverende, reaktionær og chauvinistisk. Men ved Gud, vi vil aldrig overskride noget, heller ikke patriarkatet, hvis ikke vi får lov til at beruse os i hinanden, og i verden gennem hinanden, i mænd og kvinder, i hinandens køn, i det andet uanset køn.