Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Amerikanske forfattere, redaktører og andre branchefolk opfordrer i et åbent brev forlagene til at droppe alle bogkontrakter med medlemmer af den afgående Trump-administration.

»Ingen bogkontrakter til forrædere«: Forfattere opfordrer til boykot af bøger fra Trump og hans folk

Bestsellerforfatteren Celeste Ng er blandt underskriverne af det åbne brev til de amerikanske forlag, der opfordrer til boykot af bogudgivelser med folk fra Trump-administrationen.  Foto: Kevin Day Photography
Bestsellerforfatteren Celeste Ng er blandt underskriverne af det åbne brev til de amerikanske forlag, der opfordrer til boykot af bogudgivelser med folk fra Trump-administrationen. Foto: Kevin Day Photography
Lyt til artiklen

Mere end 500 forfattere og forlagsfolk fra USA har skrevet under på et åbent brev stilet til de amerikanske forlag. Det skriver The Guardian.

’Ingen bogkontrakter til forrædere’ er titlen på brevet, der opfordrer forlagene til at droppe alle nuværende og fremtidige aftaler om bogudgivelser med medlemmer af Trump-administrationen.

Ifølge initiativtageren og skribenten bag brevet, forfatteren Barry Lyga, er det nemlig helt almindeligt, at afgående ministre, stabschefer og andre topfolk i en præsidents regering tjener styrtende med penge på at skrive bøger, når de forlader embedet. Og i lige netop Trump-administrationens tilfælde er det ikke i orden, mener han.

»De, der muliggjorde, begik og dækkede over forbrydelser mod det amerikanske folk, skal ikke beriges af forlagenes pengekasser«, står der blandt andet i brevet.

»Vi tror på, at ord har magt, og vi er trætte af at se, hvordan en branche, som vi elsker, beriger monstrene omkring os, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe det«.

Underskriverne på brevet tæller blandt andre stjerneforfatteren Celeste Ng, der har skrevet romanerne ’Små påsatte brande’ og ’Alt det jeg aldrig fortalte dig’, litteraturforskeren James Phelan og Chuck Wendig, som står bag en storsælgende trilogi i Star Wars-universet.

Forfatteren til 'Små påsatte brande': »Alle mennesker, der ikke er hvide, har noget tilfælles«

Er det censur?

Brevet rammer lige ned i den aktuelle debat om såkaldt cancel culture. Et begreb, der dækker over forsøg på at opildne til boykot af personer, ytringer eller kulturprodukter.

Og i bogbranchen er det faktisk sket adskillige gange i den senere tid. Flere forfattere er blevet sagt op af de store anerkendte forlag på grund af kontroversielle holdninger eller verserende anklager.

I denne uge annullerede Simon & Schuster for eksempel deres kontrakt med den republikanske senator Josh Hawley, fordi han har bakket op om de uunderbyggede påstande om valgfusk ved præsidentvalget.

Sidste år droppede forlaget Hachette et bogprojekt af Woody Allen efter pres fra de ansatte.

Og i november protesterede medarbejdere på Penguin Random House i Canada over, at forlaget skulle udgive endnu en bog af selvhjælpsguruen Jordan B. Peterson, der er erklæret modstander af politisk korrekthed. Det fik dog ikke forlaget til at trække aftalen tilbage.

»Han er et ikon for hadefuld tale og transfobi«: Forlagsfolk brast i gråd ved udsigt til ny bog fra omstridt forfatter

Kritikere af tendensenmener, at cancel culture er en trussel mod ytringsfriheden. Men ifølge brevskriveren Barry Lyga er det helt forkert.

»Til dem, der mener, at dette er censur, må jeg bare sige«, skriver han på Twitter:

»Hvis The First Amendment (der bl.a. sikrer alle amerikanere ytringsfrihed, red.) garanterer en bogkontrakt, er der nogle forlag, som har afvist mine bøger, som nu skylder mig penge«.

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her