I oldtidens Grækenland hed søvnens gud Hypnos, han var søn af natten og tvillingebror til Thanatos, dødsrigets vingede inkassator. Det sidste var godt fundet på af de gamle hellenere: Der er noget dødlignende i den dybe søvn – man er på fransk visit i udslettelsens dunkle foyer, kun svøbt i tinnitus og spraglede drømme.

Vi sover en tredjedel af vores liv, og gennem årtusinder har søvnen været indforskrevet i farverige mytologier – fra mesopotamiske søvndæmoner over Odins magiske trance til Bibelens profetiske drømmesyn. I naturvidenskaberne derimod var søvnen længe uudforsket terræn, og selv om Aristoteles skrev fremsynet om både søvn og drømme, var det først omkring 1900, at somnologien – det akademiske studie af søvn – fik luft under vingerne.