Der er blevet sagt og skrevet meget om Zentropa, siden Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen i 1992 grundlagde selskabet, der på alle tænkelige måder kom til at revolutionere og revitalisere dansk film.
Zentropa er nærmest blevet synonymt med dansk films forbløffende internationale succes.
Samtidig har selskabets mildest talt kreative forretningsmetoder og uortodokse ledelsesstil konstant holdt Zentropa i mediernes søgelys. Kombinationen af von Triers filmgeni og ’Ålen's rolle som moderne Simon Spies har resulteret i kilometervis af spalteplads.
Zentropa indefra
Det er altså ikke ligefrem jomfrueligt stof, Anne Mette Lundtofte kaster sig over i ’Zentropia’, og det er bogens indlysende svaghed, at så meget af den kronologisk fortalte historik er så velkendt.
Når man alligevel læser bogen med interesse, er det takket være den skarpe vinkling, de repræsentative anekdoter og den uhildede nysgerrighed, med hvilken Lundtofte beskriver fænomenet Zentropa.
Lundtofte har i over tre år fulgt Zentropa på tæt hold og har haft sin frie gang i Filmbyen i Avedøre for at kunne skrive dette temmelig bizarre arbejdspladsportræt.
Det fascinerende ved ’Zentropia’ er ikke den velkendte historie om Zentropa, men fortællingen om en ryggesløs og grænseløs kreativitet, som med årene stadig tydeligere har åbenbaret sine mindre charmerende sider. De fleste kender det fra sig selv.
De pudsige skævheder i karakteren sætter sig som noget nedgroet og bliver mindre yndigt med alderen. Mest tydeligt i skikkelse af Peter Aalbæk Jensen, der åbenbart ikke bare dominerer et hvilket som helst rum, han befinder sig i, men også denne bog.
I portrættet af Zentropa er Lars von Trier næsten bare en flygtig skygge på væggene, mens den selvbevidste og magtliderlige bulderbasse Aalbæk tordner, skryder og grynter fra siderne, så man ikke kan andet end at tænke, at Zentropa burde være en tv-serie, der kunne forene det bedste fra ’Riget’ og ’Klovn’.
Tosserne yder
Zentropa bliver på et tidspunkt beskrevet som en sekt. Peter Aalbæk Jensen er dens karismatiske guru, og selv om hun ikke lægger fingre imellem i sin skildring af mandens utilregnelighed og joviale småsadisme er Anne Mette Lundtofte ærlig nok til at indrømme sin egen betagelse af dette skamløst ærlige kraftværk af en mand.
Det sker i et kapitel, hvor hun selv smider tøjet og hopper nøgen i bølgerne med Zentropa-sekten. Der finder faktisk en renselse sted, da hun indser, at lige præcis i den rituelle nøgenbadning er der et Zentropa-rum, hvor der lutres og ikke manipuleres.
Og det er en sjælden ting i et firma, der stolt har modelleret sig selv over Tvindimperiets evne til at få ’tosserne’ til at yde det maksimale og være taknemmelige for det.
Zentropa har fra dag 1 smidt regelbogen på møddingen og i stedet satset på frækhed, frihed og skaberlyst. Det er nøglen til succesen.
Det er samtidig forklaringen på den stadig mere uskønne skalten og valten med andre mennesker, som gang på gang kommer til udtryk i bogen, og som kan opsummeres i Peter Aalbæk Jensens motto 'Det er mig, der er chef her. Jeg kan gøre, hvad jeg vil'.
LÆS OGSÅ
Det indbefatter at tryne tidligere samarbejdspartnere, at være pavestolt over at lyve så hurtigt som ti vilde heste, lokke ansatte til at købe værdiløse aktier, fyre efter forgodtbefindende, udsætte sine unge ansatte og frivillige for mærkværdige straffe, klaske ansatte i røven, hyggetyrannisere sine omgivelser og ikke selv kunne tåle mosten, da en fyret ung kvinde svarer igen ved at klaske ham en lagkage i sylten.
Aalbæks dominans
Det lyder jo næsten, som om manden fra Herfølge burde være spærret inde på den lukkede.
Var det sket før, havde de svenske filmkonsulenter, som var så uforsigtige at gå i sauna med Aalbæk, da han med blus på cigaren skulle eksperimentere med at hælde vodka på varmelegemet, muligvis haft hår på hovedet endnu!
På den anden side lyser fascinationen ud fra siderne og, næsten, hvert eneste interviewoffer. At arbejde på Zentropa har ikke været kedeligt!
LÆS OGSÅ Peter Aalbæk: Carsten Jensen er en hulemand - ligesom mig
’Zentropia’ er et portræt af en arbejdsplads, hvor visioner delvis er blevet fortrængt af magtbrynde og hvor alle kreative fællesskaber med tiden falder fra hinanden.
Det kan ikke undre. Råhed og rivalisering har alle dage været en langt vigtigere del af kreativiteten end solidariteten hos Zentropa. Men det er en arbejdsplads, som Aalbæk sætter så massivt et præg på, at historien konstant graviterer hen imod ham.
Det er portrættet af Aalbæk som luvslidt guru siddende med sin skoldede pik i en balje vand og munter dæmoni i blikket, som bliver siddende på nethinden.
fortsæt med at læse
