Fuldt fortjent har der, allerede før udgivelsen, været en del omtale af filmhistorikeren Lars-Martin Sørensens bog om forholdene i dansk film op til og under besættelsen 1940-45. Den er resultat af en vældig forskningsindsats på et hidtil noget underbelyst område, om end spadestik tidligere er taget af andre filmhistorikere, bl.a. Chr. Alsted og den nylig afdøde Carl Nørrested.
Danske frihedskæmpere i Gruppe 44 stjal i foråret 1945 fra det tyske handelskammer mange af de dokumenter, som nu sammen med store mængder andet dansk og tysk arkivmateriale har gjort det muligt for Sørensen (der selv er født 1964) at kortlægge stikkeri, værnemageri og, trods alt også, modstandskamp i den danske filmindustri.
Meget af foromtalen har drejet sig om enkeltpersoner: ASA-direktøren Henning Karmarks rygte står ikke til at redde efter Sørensens optrevling af mandens medlemskab af nazistpartiet DNSAP og hans og Aage Stentofts regulære værnemagerselskab Merkur Film, oprettet i foråret 1942 i samarbejde med det tyske UFA Films danske repræsentant.
Også Tage Nielsen fra Palladium, John Olsen fra Teatrenes Films-Kontor og Nordisk Films Carl Bauder var om sig uden fine fornemmelser for virkemidlerne. Men især fra Karmarks ivrige indsats som kollaboratør og angiver af jøder og tyskfjendtlige i dansk film falder en kraftig slagskygge på hans nærmeste omgivelser:
Som Sørensen ser det, var både Lau Lauritzen Jr., Karmarks ASA-meddirektør, og stjerneinstruktøren Alice O’Fredericks alt for tæt på det nazistiske propagandaapparat med henblik på en tysk karriere. Men mens O’Fredericks selv opsøgte folkene i Berlin, blev Lauritzen inviteret – og kunne han have sagt nej uden at skade sit filmselskab? Både han og Stentoft meldte sig senere i krigen – med den illegale presses og nu også Sørensens skeptiske udtryk – ind i ’de kolde fødders klub’ ved at arbejde aktivt for modstandsbevægelsen.
Ikke spor glorværdigt
Sørensens fremstilling er naturligt nok polemisk skærpet af afstanden til tiden og af det bagklogskabens skarpe lys, der bidrager til at gøre historien til de sejrendes ejendom.
Men følgen er bl.a., at når han nu med veldokumenteret ret dypper Karmark i tjære og ruller ham i fjer, ’sprøjter’ det på andre involverede – foruden de allerede nævnte også Bodil Ipsen, Ib Schønberg m.fl. – uden at læseren helt kan vide hvor berettiget.
Hvor var grænsen mellem tyskvenlig bjergsomhed og så et pragmatisk eller nødtvungent samarbejde i en filmindustri, der for resten trivedes kunstnerisk med tidens andre begrænsninger? Indtil 1943 sågar til akkompagnement af regeringens utvetydige opfordring til danskerne om at samarbejde? »Billedet af dansk film under nazismen er gråt. Ikke spor glorværdigt, men uhyre menneskeligt«, konkluderede forfatteren selv i en Kronik her i avisen 18. maj.
Danske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsenSkønt altså helt opmærksom på de flydende grænser vælger Sørensen hellere polemisk skarphed end diplomatisk uld i mund. Bestræbelsen på en læseværdig ’fortælling’ med fængende kapiteloverskrifter – ’Besættelsen som forretningsmulighed’ eller ’Med filmen som våben’ – fører også til gentagelser og zapning i de fem forbandede års forløb. I farten bliver Mogens Fog til Fogh og ’formand’ for Frihedsrådet, der som bekendt ikke havde nogen formand. Karen Blixens essay ’Breve fra et Land i Krig’ er delvis fejlciteret, ikke kun i retskrivningen, og fra en vinkel så skæv, at passagen kan læses helt misvisende.
At Modstandsbevægelsens Filmgruppe ligefrem skulle være varskoet, så den kunne »vente med skudklart kamera ved Shellhuset«, da RAF bombede Gestapos hovedkvarter i København, er en stor overraskelse for mig! Mon RAF dog ville løbe den risiko?
Senest i Martin Sundstrøm og Simon Bangs dokumentarfilm ’Angrebet på Shellhuset’ har jeg hørt Ole Lippmann bekræfte, at han af sikkerhedsgrunde som den eneste i Danmark kendte til aktionen og havde godkendt den. Men hvis den slags detaljer tvinger én til eftertjek også af andre citater, hjælper bogen til gengæld frem til filmene selv: Der er indsat QR-koder til scanning, så man selv kan linke sig ind i filmstumperne.
Fremadrettede principper at diskutere
Når vi i dag overhovedet har filmoptagelser af sabotageaktioner m.v., skyldes det jo dokumentarfilmens folk, som generelt slipper heldigere fra Sørensens undersøgelse, Theodor Christensen især. Den danske stats nøglefigur på området, selv kortfilminstruktør og senere Laterna Film-direktør Mogens Skot-Hansen, var til gengæld meget imødekommende over for den notorisk blakkede minister Gunnar Larsens F.L. Smidth-interesser i ’Beskæftigelsesfilmudvalget’.
Og Sørensen placerer også et hovedansvar hos Skot-Hansen for forhåndscensur og historieforskønnende ’konsensus’-tilpasning af 1955-dokumentarfilmen om ’De fem år’, standardindgang til besættelsestiden for generationer af skoleelever sidenhen.
Så hvis personsagerne kan ligne et retsopgør halvfjerds år for sent (enkelte som George Schneevoigt og Chr. Arhoff blev lukket ude allerede dengang), er der også fremadrettede principper at diskutere. Ikke mindst i sammenligninger – undertiden næsten sammenfald – mellem tysk og dansk statslig politik på feltet film og ’propaganda’, som det dengang åbenlyst blev kaldt.
Den store, fortjenstfulde bogs vigtigste kulturpolitiske indsats er selvfølgelig ikke en forsinket ’dom’ over enkeltpersoner, men derimod eftersporingen af de politiske hensigters og beslutningers konkrete udmøntning i filmproduktion eller hindring af samme, herunder embedsmændenes aktive eller passive rolle.
Nazismen var og er ikke ene om at kende til filmens store ideologiske påvirkningspotentiale – og kroniske statslige støttebehov.
fortsæt med at læse
