Ulven er løs! Sådan lød det 8. september 1979, da det første tegneseriealbum om de nordiske guder i Valhalla udkom – og indvarslede kæmpedåd og tidehverv i dansk tegneseriebranche.
Det var den dengang 27-årige redaktør på serieforlaget Interpresse, Henning Kure, der havde blik for mytestoffets djærve dramatik og morskabspotentiale til en blandet spændings- og humorserie.
Kure lancerede i de år også andre unge tegnere som Sussi Bech, Rune T. Kidde, Ole Pihl og Orla Klausen, men han så rigtigt, at netop den 21-årige medicinstuderende Peter Madsens streg, inspireret af fransk-belgisk stil som i ’Asterix’ og ’Splint & Co.’, passede til den mytologiske morskab.
Kendte myter lagt i striber
Med et fint formidlingsgreb – at opleve hele gudeverdenen med menneskebørnene Tjalve og Røskvas øjne, altså med børnelæsernes opladte sind – ramte de tonen rent fra begyndelsen og styrede behændigt fri af den norrøne voksenpatos med kedelig nationalchauvinistisk eller ligefrem arisk bismag, som ellers godt kan fordærve den slags anretninger.
Madsen & Co. slog det stort op fra start, og med tiden er de fleste kendte myter og skrøner så lagt i striber og bobler, fra de drabelige om rejsen til Udgårdsloke og fiskeriet efter Midgårdsormen til de vovede som den om Frejas smykke Brisingemen og dværgsmedenes ublu modkrav om betydeligt skrappere natarbejde, end Snehvides mandslinger forlangte af hende!
Odins skjaldegave blev i bind 11 til en flot film noir-pastiche, ’Mysteriet om digtermjøden’.
Og skurrer Wagners operaversion af historien om Freja som pant på gudernes evige ungdom i ørerne, kan man i Kure og Madsens bind 6 få myten på ret køl igen: Næ, det var nu Ydun, der stod for ’De gyldne æbler’ og naturmedicinen i Valhallapoteket.
’Balladen om Balder’ og hans broderdød for Høders hånd blev nytolket i Kain og Abel-belysning, måske påvirket af bibelstudierne til Peter Madsens helt andre projekter om ’Menneskesønnen’ og ’Historien om Job’.
Lille Røskva er atter i centrum
Ikke alle bind har holdt samme højde, og Asgård fik indbyggere, de gamle aldrig havde hørt om, som da jætteungen Quark fik sit eget bind.
Trods navneslægtskabet med urjætten Ymer har den lille grim- og grobrian jo aldrig hørt til i den mejerigtige mytologi, men blev opfundet som komisk indslag i den store tegnefilm, holdet kastede sig ud i med bogstavelig dødsforagt efter de tre første, vellykkede og velsolgte bind af serien.
Den satsning lagde grunden for A.Film, et af Europas bedst kendte tegnefilmselskaber i dag.
’Vølvens syner’ binder den smukkest tænkelige sløjfe på hele storværket: Lille Røskva er atter i centrum som knæhøj clairvoyant med en sjette sans for ’Vuffer’, ulveungen, der nu er vokset til naturkatastrofen Fenris. Ulven sluger solen, ormen sluger Thor, og østfra og sydfra kommer Surt og Muspelsønnerne på dødssejleren Naglfar. Alt sammen som vølven spåede.
Kures fortælleteknik og ikke mindst Madsens grafiske udtryksregister og kompositioner er vokset med opgaven, så alt det kan rummes i en stil, der ubesværet rækker fra lavkomiske scener blandt guder såvel som jætter til storslåede, skrækindjagende undergangsvisioner.
Stor billedfortælling
Begreber som ’fimbulvinter’ og ’fylgje’ (en kattekilling i Tjalves tilfælde) bliver anskuelige, og forvandlinger og mirakler udføres, så både små og store læsere accepterer dem – og fatter, at det er symbolsk.
Helheden er morsom og samtidig manende, parodisk og dog loyal over for forlægget. Stor billedfortælling, en kosmologi i tegneserieform og et sammenhængende, afsluttet værk, oversat til ti andre sprog.
Nu kan man bare glæde sig til fremtidige luksusudgaver i kassette, indbundet i ulveskind og med runer i dværgenes fineste bladguld på ryggen.
Peter Madsen selv vender sig fra høj- til lavmytologien og søsætter, også i dag, sammen med sin kone Sissel Bøe en ny serie om ’Troldeliv’ – men det er en anden historie.
Gjallarhornet har lydt, ask Yggdrasil knager, solen sortner, og Valhalla lukker og slukker med vølvens syner for sagn: »Ved I nu alle ting selv?«.
fortsæt med at læse
