Den 48-årige svenske musiker og forfatter Carl-Johan Vallgren har ellers det sympatiske træk, at han hellere smører lidt for fantasifuldt på end det modsatte.
Den teknik gav ham et internationalt gennembrud med romanen 'Den vidunderlige kærligheds historie' (på dansk 2004) og forgængeren 'Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov' (dansk 2002), to store panoramaer af Europa i 1800- og 1900-tallet, begge tilberedt med mere end én skefuld magisk realisme.
Det virker bare ikke i 'Havmanden'.
Forskellige størrelser
Hvad vi ellers ville acceptere som magisk fantasi - et flere meter langt lunge-og-gæller-amfibium fra de dybe vande - er uforeneligt med den særdeles bogstavelige socialrealisme omkring hovedpersonerne. Som er søskendeparret Robert og Nella, børn af en fængslet far og en alkoholiseret mor, bosat på Hallands vestkyst i 1980'erne.
Dér var Vallgren selv ung, og dér foregik også hans første roman på dansk, 'Fuglekvinden' (1992), også dén om et søskendepar.
LÆS OGSÅ
Når han nu lader mobbeofret Robert fra 7. klasse og hans storesøster Nella fra 9. møde et fabelvæsen af modsat køn og element end fuglekvinden - Havmanden - lugter fortællemaskinen altså ikke kun af tang, fiskeaffald og minkfarme, men også af personligt brændstof.
Det kan jo give strålende resultater, men ikke her. Skønt Nella selv er jegfortælleren, og trods væsnets blide øjne og evner til telepatisk kommunikation, forbliver denne 'mandlige havfrue' et fremmedelement, også litterært set.
Selvoplevet virkelighed
Vallgrens uomtvistelige sproglige kunnen giver liv til enkelte øjeblikke af telepatisk dialog mellem Nella og havmanden, men det er umuligt at tage amfibiets eksistens så bogstaveligt, som fortællingen ellers kræver af læseren.
At se væsenet som ren metafor for de svigtede børns håb og modstandskraft udelukker fortælleformen på den anden side også.
LÆS OGSÅ
Ærgerligt for det vigtige sociale stof: forældrenes massive omsorgssvigt som baggrund for storesøsterens heroiske beskyttelse af den pjevsede lillebror imod især én sociopat fra hendes egen klasse. Bøllens mishandling af søskendeparret er hjerteskærende læsning, glimtvis med en ram lugt af selvoplevet virkelighed.
Det samme gælder et par af scenerne med forældrene, selv om de to skrog og de øvrige bipersoner ellers er skitseret meget endimensionalt.
Mens det undersøiske væsen til slut viser overjordisk ædelt sindelag, ender fortællingen - oprindelig tænkt som ungdomsroman? - som et litterært amfibium, der gisper desperat efter liv.
fortsæt med at læse
