Det er en lang rejse, tegneren Nuka Konrad Godtfredsen og hans backinggruppe af arkæologer i Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning har begivet sig ud på: fire store tegneseriebind om de hårdføre folkeslag, der har beboet Grønlands og Nordcanadas polaregne gennem fire årtusinder.
Men rejsen er også grundmodel for fortællingerne om de eskimoiske nomader i hvert enkelt bind - i bind 1 således Miteq og hans søn Nanu fra det palæoeskimoiske Saqqaq-folk, der krydsede strædet mellem kontinenterne omkring år 2.400 før vor tidsregning.
Åndemaneri
Denne gang rykker vi lidt sydpå og tre et halvt årtusind frem, til egnen nordvest for Qaanaq (Thule) omkring år 1100, altså på et tidspunkt, hvor Erik den Rødes efterkommere endnu boede i Sydgrønland.
Dem får vi kun indirekte et glimt af i form af en jerngryde, som en af denne fortællings hovedpersoner har byttet sig til fra »en fremmed, der ikke talte menneskesprog, og som havde et helt hvidt skæg«.
LÆS OGSÅ
Fortællingen her følger en kvinde af tunit-folket, Ukaliatsiaq (dvs. en hermelin), som bliver en stor åndemaner af den slags, der kaldes angakok hos inuit-folket, shaman hos de sibiriske polarfolkeslag.
Fra sin bopæl i det nuværende Knud Rasmussen Land tilbagelægger hun næsten lige så lang en rejse som den 'store slæderejse' fra Grønland til Sibirien, Rasmussen foretog i 1920'erne.
Sammen med sin angakok-læremester, Umimmak, når hun halvvejs til Alaska; på den gamles boplads på den nuværende Victoria Island finder hun en mand fra et fremmed, kajakkyndigt folk vestfra - og rejser med ham og deres børn tilbage til sit udgangspunkt.
Antropologisk eventyr
Tusindvis af kilometer tilbagelægger hun gennem de mange år, før hun genser sin elskede storebror ved det nuværende Smith Sund mellem Canada og Grønland. Men endnu mere afgørende er hendes rejser som åndemaner, der skaffer hende isbjørnen som hjælpeånd og gør hende til en stor helbreder.
Tilsammen giver de to slags rejser levende indblik i redskaber, fangstmetoder og verdensopfattelse hos tunit såvel som de andre folk, hun møder.
Men især shamanpassagerne rummer så store sjælsrystelser, at historien bliver til en 'rigtig' fortælling og ikke bare formidling af museumsfolkenes kyndige 'polarkæologi' og tegnerens ditto 'etnografik'.
LÆS OGSÅ
Og selv om personerne måske kunne gøres lidt lettere at skelne fra hinanden, og deres følelser kunne udstilles mere - og dermed blive mere traditionelt medrivende - end her, er der en fin blanding af respekt og indlevelse i denne meget blufærdige, fåmælte livs- og rejseskildring.
Det vældige polare landskab og himmelrum får lov at gøre menneskene små.
Levende billeder
Godtfredsens opfindsomme synsvinkelskift og suverænt dristige billedbeskæring såvel som hans vidunderligt smukke snelandskaber i midnatssol var bind 1 allerede fuldt af.
Men her giver han desuden i stærke billedsekvenser en loyal indlevelse i åndemanerens bevidsthed og rejse: Brudstykkevis sammensat eller i glideflugt over tid oplever vi den smertefulde og karakterændrende sammensmeltning mellem menneske og hjælpeånder.
Drømmesyner er det vel, men gengives af tegneren - og oplevedes utvivlsomt af fortidens mennesker - lige så voldsomt og konkret som sæl- eller renfangst: overlevelseskamp på alle planer.
fortsæt med at læse
