åde titel og forside ligner noget med guldhjerter og herregårdsromantik, men bag 'Den danske grevinde' gemmer sig den amerikanske roman 'The Spectator Bird', som i 1977 indbragte Wallace Stegner National Book Award. Det var de store år for Wallace Stegner. Denne amerikanske forfatter og miljøpioner er næsten glemt nu, men var stor, da han i 1972 vandt Pulitzer-prisen takket være 'Angle of Repose'. Det skete som kulminationen af et på det tidspunkt 35 år langt forfatterskab, som havde etableret Stegner som Vestens stemme i amerikansk litteratur. Blikket vendt mod øst Men i 'The Spectator Bird' vendte han ryggen til Vesten og kastede blikket østpå. Nærmere betegnet helt over til det sælsomme lille land Danmark. Her boede Stegner og hans hustru Mary Stuart Page i 1954 et halvt år i Havnegade som logerende hos den forarmede grevinde Karen Margrethe Knuth, som i 'Den danske grevinde' er blevet til grevinde Astrid Wredel-Krarup. At man roligt kan sætte et solidt lighedstegn mellem fiktive og virkelige personer i romanen, fremgår af det efterord, udgiveren Poul Pilgaard Johnsen har forsynet den danske oversættelse med. LÆS OGSÅDerfor fik Karen Blixen aldrig Nobelprisen 'Den danske grevinde' skal ikke mindst læses for sit morsomme og detaljerede portræt af Danmark i 1950'erne, hvor et besøg hos Karen Blixen er interessant beskrevet og livligt erindret. Her er det kendte land set med en udenforståendes indimellem undrende øjne. En amerikaner, der »i dette musehul af et land« må ryste på hovedet ad Johannes V. Jensens »patriotiske krønike« 'Den lange rejse'. Stegners alter ego, den amerikanske forlægger Joe Allston, fastslår tørt, at selv nu, hvor danskerne har opgivet vikingetogterne og »er blevet hele verdens overdommere og ombudsmænd, kender de lige så meget til ondskab som alle andre folkeslag og forveksler det gode med det onde lige så ofte som de fleste andre«. Danske dyder Her er det velkendte danske stød i sætningerne, som »får alt til at lyde som hikke, opstød eller dødsrallen«. Her er den raske danske svend in spe, lærlingen, som fra den årle morgenstund bliver sendt af sted efter Hof eller Grøn Tuborg mindst syv-otte gange i løbet af dagen. »I USA ville man kalde det druk i arbejdstiden«, konstaterer Joe lakonisk. »Danskerne har et ord for den energi og ambition, de gør grin med, når amerikanerne har den, og frygter, når tyskere har den. Albuer, kalder de det«, skriver Joe og konstaterer, at der er tale om en særlig slags dansk humor, som er »underhundens humor, en nedgørelse af noget, der er stærkere end de selv«. Wallace Stegner opholdt sig med andre ord længe nok i Danmark til at gennemskue en ting eller to! Men 'Den danske grevinde' er meget mere end et danmarksportræt og en historie om mødet med en udstødt adelskvinde, hvis mand var på den forkerte siden under krigen, og hvis familiehistorie gemmer på mere skumle hemmeligheder end som så. To tidsniveauer Romanen udspiller sig på to tidsniveauer. I 1977 sidder den pensionerede, gigtplagede og knarvorne Joe og læser op for sin kone Ruth af de dagbøger, han skrev tyve år tidligere. Dengang de var i Danmark, og Joe kredsede fascineret om den tragisk-attraktive grevinde. Bogen er mange ting på samme tid.
En erindring, men også en barsk statusopgørelse for en mand, der på mange måder er skuffet over sin indsats i livet. Han føler, han har levet uden passion og mistet sin søn undervejs. Med knastør, nådesløs humor dissekerer knarvorne Joe alderdommens elendigheder, sine egne mangler og sin samtids gennemgribende usselhed. 1970'erne får ikke noget pænt skudsmål af en mavesur værdikonservativ, der ville have korset sig over nutidens frivole verden. Samtidig er det en historie om emigrantens psykologi og om »den kvikke overpræsterende Joseph Allston, sin mors stolthed og sin søns fremmedgjorte opsynsmand«. Historien om grevindens hemmeligheder er romanens dramatiske omdrejningspunkt, men er i virkeligheden det mindst interessante ved den. På det punkt virker bogen forældet grænsende til distræt. LÆS OGSÅKaren Blixen, African Queen Men danmarksportrættet er lige så underholdende, som det er interessant, og mødet med den knagende, brokkende og murrende Joe Allston, der svinger krabasken over sit eget og sin samtids hoved, er et bekendtskab, som bringer levende vidnesbyrd om en stærk og personlig amerikansk forfatterstemme, der i 'Den danske grevinde' på mange måder næsten lyder som et Vestkystens svar på Philip Roth, når han holder dommedag over sig selv. Wallace Stegner opholdt sig med andre ord længe nok i Danmark til at gennemskue en ting eller to!
