Nogle af de små historier i slutningen af flittige Jesper Wung-Sungs ungdomsnoveller løfter sig ikke rigtig over anslaget.
Og det undrer, at den mange gange prisbelønnede og altid sprogbevidste Jesper Wung-Sung i sin nye novellesamling delvist genbruger titlen på sidste års udgivelse, 'Tretten tynde teenagere'.
LÆS OGSÅ
Men trods de forbehold er hans nye fortællinger om og for unge endnu et eksempel på, at få forfattere rammer i virkeligheden helt ualmindelige unges ualmindelige sind så rent og så sprogrytmisk, som han gør.
Overraskende ordbrug
Afvekslingen mellem jegfortællere og beretninger skrevet i tredje person, mellem korte og lange sætninger, mellem hunkøn og hankøn og mellem associerende sansninger og konkrete iagttagelser er fornem i novellerne.
Og for at blive i sproget lidt endnu er der mange eksempler på overraskende ordbrug.
LÆS OGSÅ
»Dumkæk«, »artsmarkører«, »døgnmareridt«, »tarmpusher« og »palminstænger« er bare nogle få af mange udtryk, der lukker opmærksomheden op på vid gab, mens man læser.
God til højtlæsning
Det er en fornøjelse at læse Jesper Wung-Sungs sprog, som ikke kun findes for at gøre indtryk. Næh, her er der flot sammenhæng mellem ordlyd og -indhold i noveller om unge, der oplever store og også små begivenheder, som skubber til en forandring i dem.
LÆS OGSÅ Wung-Sung vinder pris for ethvert barns mareridt
I en af historierne har en storebror mistet førligheden og livslysten. I mange andre har hovedpersonerne fået mindre synlige sår.
Uden at dvæle ved hverken ulykker eller lykkeslutninger sker der en masse med sjælens purunge krigsveteraner i Jesper Wung-Sungs noveller. Som man indimellem får vanvittig lyst til at høre læst op. Eller selv sige højt.
fortsæt med at læse
