Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uheldig. Michel Houellebecq er en af de gode kontroversielle forfattere, der kan slippe af sted med at skrive noget møg. Men hans seneste bog er nu god.
Foto: Barbara d'Alessandri / Flammarion

Uheldig. Michel Houellebecq er en af de gode kontroversielle forfattere, der kan slippe af sted med at skrive noget møg. Men hans seneste bog er nu god.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Ny Houellebecq-roman er en gribende fortælling

’Soumission’ giver et bud på, hvad der kommer efter Vestens moralske sammenbrud.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hele sit liv har han ventet på en kvinde som hende. Bruno har tilfredsstillet sig selv seksuelt, mens han forestillede sig, hvor smukt det ville være, hvis han kunne blive tilfredsstillet af en kvinde, som var forførende og indstillet på erotiske eventyr.

Så det er onanistens drøm om den store kærlighed, som bliver til virkelighed, da Bruno møder Christine. De bliver tiltrukket af hinanden, de udvikler et seksuelt forhold, og til sidst bliver de endda forelskede.

Men under en voldsom sexleg bliver Christines ryg smadret. Hun siger til ham, at hun ikke vil stå i vejen for hans lykke, så han skal bare forlade hende, nu hvor hun ikke længere kan tilfredsstille ham.

Hans sexliv skal ikke smadres for altid, bare fordi hendes krop er totalskadet. Først siger han, at det kunne han sandelig ikke finde på. Men snart forlader han hende alligevel, hvorefter Christine tager sit liv.

Det frie og selvrealiserende liv

Den lille fortælling om Bruno og Christine viser, hvad der er på spil hos den franske forfatter Michel Houellebecq: De er karakterer i hans tidlige hovedværk, ’Elementarpartikler’ fra 1998.

Christine er ikke noget dårligt menneske, men ofrer faktisk sig selv for en anden. Bruno er heller ikke noget dårligt menneske, men lever efter de principper, som præger kulturen omkring ham: Du skal realisere dig selv, du skal ikke lade dig undertrykke, og du skal være autentisk engageret i forhold til andre mennesker. Alt andet er hyklerisk.

Houellebecq laver så fortællinger om, hvordan det frie og selvrealiserende liv i Vesten fører til forfærdelige tilværelser. Der er frihed og fristelser overalt, og alligevel sidder succesmenneskene alene hjemme med porno, alkohol, medicin, underholdning og eksotisk takeawaymad.

Det er ikke en bog om islam. I hvert fald ikke som en tro, der kommer udefra og besætter vores samfund

Udgangspunktet for Houellebecqs litteratur er, at den vestlige civilisation går under. Ikke fordi den møder stærke modstandere, men fordi den har fuldbyrdet sig selv. Konkurrenterne er væk, og frigørelsen har ført til egoisme:

»Det, som man kalder kvindefrigørelse, var først og fremmest arrangeret af mænd, som så muligheden for at få sex med mange flere forskellige partnere«, forklarede Houellebecq, da han for snart tyve år siden fik sit gennembrud:

»Det førte til opløsningen af parforholdet og familien, det vil sige de sidste rester af fællesskab, som beskyttede mennesket mod markedet. Det er efter min opfattelse helt generelt en katastrofe for menneskeheden – og det er igen kvinderne, som lider mest«.

En skandaleforfatter

Houellebecq blev en skandale for venstrefløjen, fordi han kritiserede den seksuelle frigørelse. Han blev en skandale for de progressive, fordi han fortalte, hvordan fremskridtene for dem selv førte til ensomhed for deres børn og udstødelse af de grimme og de tykke. Og så blev han en skandale for det litterære Europa, fordi han ikke var humanist, men derimod stærkt skeptisk over for hele forestillingen om, at frie mennesker kan blive andet end egoistiske. Som en af hans karakterer tænker:

»Han gjorde sig absolut ingen illusioner om menneskets adfærd, hvis det ikke var underkastet lovens kontrol«.

Det gør Michel Houellebecq heller ikke – men han gør sig heller ingen illusioner om, at vi skulle være i stand til at vælge friheden fra igen. Hans hovedpersoner er som regel enlige mænd i fyrrerne uden forbindelse til deres forældre og uden ambitioner om at få børn. De er lærde og tænker filosofisk over mennesket og verden, mens de onanerer lidt for meget og drikker alt for meget.

De er ikke til at holde ud, men man kan ikke lade være med at holde af dem, fordi de bliver ved med at prøve at fortrylle en verden, som ellers forekommer affortryllet.

De korte episoder, som hans romaner er sat sammen af, indledes ofte med en romantisk forhåbning og afsluttes som regel med en realistisk konstatering. Den stadige undergang bliver en eksistentiel erfaring, og på den måde skriver Houellebecq med den vestlige verden som hovedperson.

Han konstaterer i ’Platform’ fra 2001, hvordan vestlige lønmodtagere ligner fanger på flugt fra fængsel, når de får ferie: De løber, alt hvad de kan, mod lufthavnen for at blive fløjet et andet sted hen. Romanerne er variationer over flugten fra den velkendte virkelighed ud mod en vanvittig fremtid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Devalueringen af seksualitet

Hans nye roman, ’Soumission’ (Underkastelse), blev endnu en skandale i Frankrig, fordi han fremskriver et scenario, hvor den muslimske kandidat vinder præsidentvalget i 2022. Fortælleren i bogen, François, er professor i litteratur ved Sorbonne, han er specialist i den dekadente 1800-tals-forfatter Joris Karl Huysmans og lever alene i Paris.

François har affærer med sine studerende, men de holder ikke mere end et år. For før eller siden kommer de til ham og siger, at de har mødt ’quelqu’un’, en eller anden, og nu vil de videre. Forholdene bliver ikke bindende, for de mærker hele tiden efter, om de nu også er forelskede, og de holder udkig efter andre.

Det generer ikke François, for han ved også, at den ene elskerinde uden større skade kan skiftes ud med den næste. Den bedste kæreste er den, der giver størst fornøjelse, og kærlighed er gensidig tilfredsstillelse. Og den kontrakt kan opsiges, hvis forholdet ikke leverer tilstrækkelige fornøjelser.

De studerende klæder sig i korte nederdele, som tiltrækker François’ blik og overtager hans tanker. Det sociale rum er så seksualiseret, at det private rum har tabt sin eksklusivitet. Den lårkorte nederdel er i en fransk kontekst symbol på frihed, men den bliver i romanen også symbolet på devalueringen af seksualitet til almindelig valuta.

Sløret genfortryller privatsfæren

Romanen følger tre spor i François’ tilværelse: de skiftende seksuelle forhold, hans fordybelse i Huysmans og hans optagethed af det sensationelle præsidentvalg i maj 2022, hvor de gamle partier taber og det endelige valg står mellem Front National og en fransk udgave af Det Muslimske Broderskab.

De franske nationalister har overtaget det moderne samfunds idealer. De står hårdt på lighed, frihed og broderskab imod det islamiske parti, som kritiserer det moderne samfunds mangel på mening, sammenhæng og fællesskab. Selv er François skeptisk over for nationalisterne og modstander af islamisterne, men han er ikke overbevist om noget, som kunne give ham et kritisk alternativ.

Islamisterne laver en alliance med Socialisterne, som giver dem magten. Socialisterne får lov til at styre økonomien, mens islamisterne får kontrollen med uddannelsessystemet. De gamle partier tager sig af pengene, mens islamisterne går efter den moralske regeringsmagt. Det er fin finesse i det islamistiske regime, som bliver indført, at kvinderne på universitetet skifter fra nederdel til slør, hvilket afseksualiserer det offentlige rum og genfortryller privatsfæren.

Det islamistiske styre bliver på den ene side et rædselsregime, hvor underviserne skal konvertere til islam, hvis de skal bevare deres jobs. François mister sit professorat, mens de udueligste bliver hængende og opportunistisk konverterer til islam. Universitetet bliver dummere. Men styret leverer også eksistentielle strategier, der fungerer som løsninger på problemer for borgerne i vestlige demokratier. Det lærer borgerne mådehold og selvbeherskelse, og det tilbyder en højere sag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Magter vi underkastelsen?

Det store drama i bogen bliver, om François efterhånden kan blive så træt af at være udenfor og så overbevist om det meningsfulde i islam, at han selv vil konvertere. Hans skæbne afgøres af, om det frie menneske er i stand til at underkaste sig en hellig autoritet. Magter vi underkastelsen? Og hvor stort et fald vil det være for den lærde?

De spørgsmål bliver sat på spidsen i Houellebecqs nye roman. Det er patetisk sort, sensationelt og underlødigt, men alligevel en gribende fortælling. Houellebecq er en af de sjældne rigtig gode forfattere, som indimellem skriver rigtig dårlige bøger. Men ’Soumission’ er ikke en af dem.

Det er ikke en bog om islam. I hvert fald ikke som en tro, der kommer udefra og besætter vores samfund. Det er en fortælling om det vestlige samfund, hvor islam kan vokse indefra. Som få andre formår Houellebecq at vise, hvor grimt det kan blive, når det vestlige samfund slås med sig selv.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden