Først på bogens sidste side fortæller Sjón, hvad denne bog egentlig er.
Det gør kun bogen mere gribende, og man læser forfra, nu i det nye lys. ’Månesten – Drengen der aldrig var til’ er en forunderligt komprimeret lille roman om de største ting, og Sjóns genre er så tæt på lyrikken, at alt kan læses rundt og rundt.
Vi skriver Reykjavik 1918 og følger i en række daterede forløb trækkerdrengen, gadedrengen, menneskebarnet Måne Sten. Verdenskrigen klinger af derude, men den spanske syge går i land fra dampskibet ’Botnia’ samme dag, som der stemmes om Islands selvstændighed fra Danmark, »denne nation uden de store slægter«.
Der er fest og postyr, men »ikke at det postyr berører drengen, han har lige så lidt som andre under fyrre år stemmeret, men Chaplins og Fattys grin og grimasser spørger ikke om alder, og dem kan man sagtens le ad for treogtyvende gang«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
