Hvordan ser ’fremtidens araber’ ud? Altså ikke kun i mere eller mindre xenofobiske vesterlændinges hoveder, men ’i sit eget hoved’? Hvilket livssyn opdrages arabiske drenge og piger til i dag? Og hvilken verdensanskuelse fik deres forældre ind med moder- og skolemælken?

Uden om alle politisk korrekte svar – nej, araber en findes selvfølgelig ikke, spørgsmålet er i sig selv en fordom – er det faktisk muligt at danne sig ét af de mulige svar på spørgsmålet, takket være nu andet bind af ’Fremtidens araber’, Riad Sattoufs selvbiografiske graphic novel, der skal blive en trilogi.

Første bind om årene 1978-84, på dansk sidste år, præsenterede lille Riad og hans franske mor og syriske far. Farens franske historikeruddannelse bragte familien på jobodyssé til Gaddafis kooperative mangelsamfund Libyen omkring 1980 og derpå til farens fædrene landsby nær Homs i Syrien under præsident Hafiz al-Assad (den nuværende Assads far).

Bind 2 dækker kun 1984-85, ét skoleår for lille Riad med de mistænkeligt lyse lokker, som får fætre og skolekammerater til at kalde ham ’jøde’ – og dét er ikke venligt ment. Men dette ene år er et studie i aktiv fordummelse af landsbyens børn, både i skolen og fra Riads lokale familie.

Skolelæreren – en fyldig kvinde i hijab, men også høje hæle og lårkort nederdel – hamrer drengene over fingrene med en kæp ved mindste afvigelse fra de uforklarede, men udenadlærte regler for opførsel og tro, trods purkenes anråbelser om »nåde, hvis De elsker Gud, frøken!«.

Faren bortforklarer det klientelistiske mangelsamfunds korruption og sortbørshandel, forherliger magt og ’mandighed’ og bøjer sig for familiens regelkodeks.

Dog må han også give sin franske kone ret i kritikken af forstokkede æresbegreber, da en ’løsagtig’ (læs: selvstændig) kusine er blevet ’æresdræbt’ af en onkel: Faren får onkelen politianmeldt, men ’æresmorderen’ bliver lokal helt, og kun hans angivere uglesete!

’Fremtidens araber’ (udtrykket er farens) afspejler en opdragelse til kuet autoritetstro og patriarkalsk forfængelighed og ansvarsforflygtigelse, en på én gang blæret og selvusikker mandschauvinist, slet og ret!

Nærmest neutralt registreret uden fordømmelse, men skarpt udstillet i kontrasten til de uger, som lille Riad indimellem tilbringer med moren i Frankrig.

Og kun tilsyneladende oversukret af stregens humoristiske naivisme, som for resten er lærerig at sammenholde med f.eks. Halfdan Piskets anderledes tænderskærende alvorligt tegnede trilogi om sin fars liv som kriminel indvandrer i Danmark.

Sattouf, en meget populær tegner i Frankrig med bl.a. Charlie Hebdo-serien ’La vie secrète des jeunes’, er 46 år og altså opdraget sammen med mange af netop disse dages syriske flygtninge. Der næppe har haft nogen fransk mor til at supplere deres opdragelse.

Hvad drenge/manderollen kan føre til af afstumpning, var overgrebene mod kvinder i Köln nytårsnat vel et afskrækkende eksempel på, men ikke enestående. På Tahrirpladsen i Cairo i 2011 skete noget lignende, bl.a. mod en kvindelig vestlig journalist, og derfor hørte vi om det. Det arabiske forårs mildest talt mangelfulde fokus på kvinders rettigheder har Ferenc og Bast (Sebastien Lagarrigue) anskueliggjort i en veltegnet historie, ikke oversat til dansk.

I ’Doigts d’honneur’ bliver spinkle, hijab-klædte Layla under en demonstration for demokrati på Tahrirpladsen voldtaget– af meddemonstranter!

Hendes ven Asim går mere op i de Muslimske Brødres magtkamp, og politiet afviser hende:

»Når ingen af din familie følger dig herhen, tror de nok heller ikke på din historie«.

Men en feministisk aktivistgruppe lærer hende et simpelt modtræk: Spraymaling! Oversprøjt chauvinisten med rød, grøn eller blå maling, så alle kan se, hvad han har gjort.

I en verden, hvor viden og vilkår er så ulige fordelt, også mellem kønnene, kan streger og striber, tanke- og talebobler godt højne oplysning om menneskerettigheder.

fortsæt med at læse

Oldtidssagaerne om incest og familiemord har levet en ufortjent skyggetilværelse