Amalie Smiths nye bog er af den slags der giver mig en stærk oplevelse af, hvordan litteraturen kan rumme ALT -– fra den mindste detaljesansning til det største spørgsmål, fra det personlige til det fælles, fra drømmebilleder til fakta – ved at binde det til et konsekvent formprincip.
Der er to tekstspor i Amalie Smiths nye værk, et spor med dagbogsagtige noter, dateret fra september 2017 til juni 2018, og et med essayistiske tekster, der udforsker forbindelsen mellem verdens ældste teknologi, væven, og den nyeste, computeren.
Notesporet kører på bogens venstresider, essaysporet på højresiderne, og de er sat med to forskellige skrifttyper, som begge i lighed med papirets kvalitet minder mig om computerudskrifter fra 1980’erne (jeg slår skrifttyperne op: Baemuk Batang og Gulim. De stammer fra Korea). Sporene er parallelt pagineret; de to sider på ét opslag har altså samme nummer: der er to side 1, to side 2, to side 3 og så fremdeles.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
