Få kan som Anne Lise Marstrand-Jørgensen forene historiske fakta med smuk, billedrig prosa. Det gælder også i ’Sange om stilhed og hjem’, som foregår umiddelbart inden og efter Anden Verdenskrigs afslutning.
I romanens første og stærkeste del, som fortælles i første person af 11-årige Ursula, der er drevet på flugt uden sin familie, er prosaen tilstræbt naiv og uskyldig. »Der er præcis tre måneder til min fødselsdag, så bliver jeg tolv, og så er foråret kommet«, lyder det med barnets logik. Men da hun efterfølgende beskriver den lange flugt med denne metafor: »Vi er dyr, vi går som dyr, kvæg i rækker så lange, at det er umuligt at sige, hvor førerkoen er blevet af«, kan man høre den voksne forfatter stå og ånde fortælleren i nakken, og det tager lidt af uskylden.
