Da Ursula Andkjær Olsen var midt i tyverne og øvede sig i at blive koncertpianist, drømte hun en nat, at hendes mor sagde til hende:
’Du kan da også bare blive forfatter’.
Ganske vist var hendes mor død, så måske var det Ursulas egen stemme, hun hørte i drømmen. Det er ikke lige til at vide. Skellet mellem virkelighed og uvirkelighed er ikke for skarpt.
Og hvis man er en god lytter, som forfatteren Ursula Andkjær Olsen er det, kan man høre, at der farer utrolig mange stemmer rundt hele tiden. Noget af det særlige ved Andkjær Olsens digteriske forfatterskab er, at det lykkes at få adskillige af dem i tale samtidig.
Koncertpianist blev hun så ikke. Til gengæld blev hun en digter, der leger med poesien, som var den et flerstemmigt korværk. Altså et, der både er rasende og blidt, alvorligt og muntert.
Mental eksplosionskraft
»Kom og se mig eksplodere. På nattehimlen«, skriver hun et sted i sin seneste, omfattende digtsamling, ’Havet er en scene’, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år.
Man kan ikke fange hendes poetiske kunnen i en enkelt sætning. Men mental eksplosionskraft har den i hvert fald. Bogstaveligt talt ruller adskillige stemmer og historier af sted samtidig i ’Havet er en scene’, der gør sig bedst ved at blive læst og – ikke mindst – genlæst i ro og mag.
Så man får det hele med. Både det virkelige og alt det uvirkelige, der nok så forbløffende og forvirrende er lige så virkeligt. Fra forestillinger til drømme, hvor for eksempel afdøde mødre viser sig. Og kommer med gode råd.
Så man ikke altid selv behøver at tage ansvaret for svært overkommelige beslutninger?
»Nemlig. Lige præcis«, siger Ursula Andkjær Olsen med et stort smil i tonefaldet fra passagersædet foran i fotografens bil en frostkold eftermiddag. ’Havet er en scene’ hedder hendes bog, og kan vi ikke nå at tage til Vesterhavet sammen, kan vi i det mindste trave helt tæt på de mindre bølgeslag ved Amager Strand. I bidende kulde og gråvejr.
Kakofonisk poesi
En nærmest triumferende sproglig kakofoni er blevet mere og mere tydelig i forfatterskabet, siden Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med ’Lulus sange og taler’.
I ’Havet er en scene’ kører fortællingerne både lodret og vandret gennem en bog, hvor en enorm indlevelse og indbildningskraft går hånd i hånd med noget basalt og konkret. Som når uddrag fra blogs skrevet af udsendte amerikanske soldater bliver til digte. Eller når førnævnte afdøde mor optræder som tilbagevendt stemme.
Flere fortællinger optræder parallelt og vertikalt i digtsamlingen på én gang. Samtidig løber der bogen igennem en horisontal historie. I bunden af hver side ligger en vandret, fortløbende linje, der både indholdsmæssigt og grafisk trodser den uskrevne regel om, at digte i bogstavelig, fysisk forstand er noget smalt noget, der står lodret på siderne.
Så mange komplementære, lyriske historier ville virke som en anstrengende mani, hvis forfatteren ikke ville andet end at få ordene til at tage sig visuelt ud. Men i ’Havet er en scene’ går udseende og indhold op i en højere, mangfoldig størrelse. Entydighed er der ikke tale om. Tværtimod.
Der både kæftes op og hviskes af talrige stemmer om krig og overforbrug og kærlighed og ankre af traditioner i hele dette her indviklede partitur af en digtsamling, der minder om den møgforvirrende virkelighed, men sprogligt løfter den op og tæt på.
Kunne ikke bruge ord som barn
Ursula Andkjær Olsen kan noget særligt med ord. Det er de fleste anmeldere enige om. Paradoksalt nok var sprog nu ikke noget, hun »kunne bruge« som barn og ung, siger hun. Mens Amager Strand nærmer sig, og det ser ud, som om sikkerhedsselen strammer om den højgravide mave, hvorfra hendes første barn, Max, sparker på.
I trygge omgivelser sammen med for eksempel sin fem år yngre lillesøster, havde hun det fint med ord. Da var hun »rimeligt frejdig«:
»Vi kendte de samme ting, talte på de samme måder og havde vores egen verden. Det var fint. I resten af tilværelsen gik jeg lidt på gyngende grund. Det gør man jo. Det er også derfor, bogen kom til at hedde ’Havet er en scene’. Det med scenen lyder tilpas sært, men det er jo sådan, at man har et fælles grundlag. Men det gynger. Det tog bare mig lang tid at lære at vænne mig til, at det er sådan, det er«.
Ursula Andkjær Olsens far er cand.mag. i dansk. Hendes mor var læge. Når Ursula ikke var i trygge omgivelser, kom hendes sprog til kort. Som barn var hun »meget inde i sit eget hoved«, siger hun:
»Det tror jeg i hvert fald. Det er ikke sådan lige til at sige, hvordan det var med mig. Men jeg vist lidt lukket. Når jeg hører om nogle, der havde slyngveninder i 6. klasse – det havde jeg overhovedet ikke. Jeg var ikke dysfunktionel. Hvis jeg var, er det i hvert fald gået hen over hovedet på mig. Men jeg var helt ekstremt genert. Når jeg kom i situationer, jeg ikke kendte, var jeg fuldstændig fortabt«.
Uredeligheder
Sprog skabte bare misforståelser for hende, da hun var barn og ung. Engang som barn var hun på Fyn hos sine bedsteforældre. De talte fynsk sammen med deres naboer, og hun forstod ikke det hele.
På en eller anden måde kom hun til at sige ’ja’ til, at det var hende, der havde rørt ved nogle æg i en fuglerede, så fugleforældrene nægtede at vende tilbage til reden, og ungerne i æggene derfor døde:
»Pludselig var historien så, at det var mig, der havde rørt ved de æg, så forældrene ikke kom tilbage til dem. Jeg havde absolut ikke rørt ved æggene, men nu var det blevet min skyld, og jeg kunne ikke finde ud af at sige, at det ikke var mig. Enten led jeg af overdreven generthed eller var bare uegnet til at være i fremmede situationer«.
Læste fars romaner
Mens hun var ung, læste Ursula Andkjær Olsen mange af de romaner, som stod hjemme i dansklærerfarens reol. Men sprog blev ved med at være en barriere for hende. Ord er nemme at misfortolke og svære at bruge, hvis man vil udtrykke den flertydighed, som er tilværelsens onde og gode:
»Som stor pige ville jeg være pianist. Jeg syntes ikke, at sprog kunne bruges til noget som helst. Jeg havde oplevet at blive misforstået, og jeg syntes, at sproget var meget upålideligt. Derfor var jeg helt klart til musik dengang«.
Et hovedfag i musikvidenskab og et bifag i filosofi klogere ville Ursula Andkjær Olsen egentlig stadig allerhelst være koncertpianist. Hun spillede klaver allerede som barn. Der var bare det ved det, at hun i egne ører ikke spillede særlig godt, når der var publikum på:
»Jeg anede ikke, hvor fingrene var henne, og hvor jeg selv var. Og når man så har haft det sådan, at den slags situationer er det mest skræmmende i tilværelsen, var det ikke særligt godt«.
Viljestyrken
I 1990 døde Ursula Andkjær Olsens mor af kræft. Efter at have uddannet sig inden for musikvidenskab og efter at have læst moderne filosoffer fra Kierkegaard til Baudrillard og Lyotard og i øvrigt fået et råd i en drøm fra sin afdøde mor, begyndte Andkjær Olsen at skrive.
»Teksterne i filosofi gjorde stort indtryk på mig. Det var jo bare mit tilvalgsfag, men det var nogle meget litterære filosoffer, jeg læste, og det havde stor betydning for mig. Deres måde at skrive om verden på, kunne jeg forstå, tror jeg. Jeg har læst mange romaner, og det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå et narrativt forløb, men selv har jeg ikke sans for det. Det er simpelthen ikke sådan, jeg forstår verden. Jeg forstår den på nogle andre måder«.
Alle de stemmer man har i sig. Ursula Andkjær Olsen magter i modsætning til mange af os at udtrykke dem. På flere leder og kanter. Men at skifte fra klassisk musik til lyrik må have krævet virkelig meget. Når nu hun havde det så skidt med sprog.
Hvordan få styrken til det?
»Min mor var utroligt kærlig, men også ret skrap. Det var en strenghed, som ikke knækkede min søster og mig, men som barn kunne jeg da godt i perioder være ret muggen over, at det var på den måde. Vi fik mildest talt ikke nogen løs hippieopdragelse. Der var ikke noget med at sjuske med tingene. Man skulle tage sit liv alvorligt fra punkt 1. Nu synes jeg, at hendes strenghed har gjort ting mulige, som ellers ikke havde kunnet lade sig gøre«.
Beslutsomhed og disciplin
At være beslutsom, stædig, udholdende og viljestærk. Det er nogle af de ting, hun har fået med sig hjemmefra. Strenghed kan være en styrke, hvis man ikke knækkes af den og samtidig føler sig værdsat og elsket. Disciplin er i hvert fald en kraft, hvis man beslutter sig for at blive noget så vildt og brødløst som digter.
Vi går på Amager Strand. Ursula samler et eller andet mærkværdigt fossil op i bredden. Smukt er det ikke i klassisk, harmonisk forstand. Men interessant. Med besynderlige udvækster på en forstenet krop og med noget samtidigt rørende og umage over sig.
»Se«, siger hun og rækker tingesten frem.
Den er fin, svarer jeg blindt, men kommer så til at se rigtigt efter og opdage, at ’fin’ er lige netop, hvad den ikke er. Den er særlig og mangekantet. Ligesom hendes digte.
’Nej, faktisk er den ikke særlig pæn. Men jeg kan virkelig godt lide den’, retter jeg mig selv.
Den musikalske måde at tænke på
På vej herud har vi snakket om, hvordan den flerstemmige klassiske musik har påvirket hendes digtning i et omfang, der først er gået op for hende for nylig.
»Det har betydet mere, end jeg har været klar over. Den musikalske måde at tænke på. I forløb, i gentagelser og i mønstre. Alt det er først gået op for mig for nylig. Hvor meget musikken har sat sig igennem«.
Dagen er grå, men gråt er ikke bare gråt. Der er tusindvis af toner i farven, som Ursula går omkring i, mens hun glor i sandet efter ting, vandet har kastet op på bredden, og samtidig ligner en, der længes efter at blive delt: En stor, spids, højgravid mave stikker frem under vinterponchoen.
Få dage senere føder hun Max. En fra fødslen stor, sund dreng. Han bringer så endnu en stemme ind i universet.
fortsæt med at læse
