Det var stærkt stof, da William S. Burroughs i 1953 under pseudonymet William Lee udgav ’Junkie, Confessions of an Unredeemed Drug Addict’. Dengang var det mildest talt ikke hverdagskost at læse et værk, som uden svinkeærinder og uden skyggen af sort samvittighed fortalte nøgternt om livet som stofmisbruger. Chokerende nøgternt fortalte denne William Lee åbenlyst selvbiografisk om et nedbrydende liv på kant med loven, men også et liv i en anden slags sus og dus end den, som så småt var ved blive tilbudt i de nye amerikanske forstæder med familiebiler, morgenmadsprodukter, BarBQ, fjernsyn og Turtlewax.
LÆS OGSÅ Filmatisering af beatgenerationens bibel er slet ikke farlig nok
Næsten som om han bare skrev en manual om plusser og minusser ved livet i korn- og foderstofbranchen, skrev Burroughs lige ud ad landevejen om junkiens hårde og ensformige liv. Om kampen for at skaffe stoffer og skaffe penge til stoffer. Om at sælge stoffer for at få råd til stoffer. Om nåle, vener, kapsler og kanyler. Om den stressede illegale tilværelse, om snydere og stikkere, om den evindelige venten på pusheren – på The Man – og det tilsyneladende nærmest kosmisk endeløse kredsløb af afvænning og tilbagefald.
