Flot. I 'Homo Sapienne' blandet Niviaq Korneliussen veloplagt prosa på dansk og engelsk sammen med sms-beskeder og mails.

Flot. I 'Homo Sapienne' blandet Niviaq Korneliussen veloplagt prosa på dansk og engelsk sammen med sms-beskeder og mails.

Skønlitteratur

Romandebutant fortæller modigt om at finde sig selv seksuelt i Nuuk

24-årig forfatter skaber sin egen genre med ’Homo Sapienne’. Det er seksualrealisme uden filter.

Skønlitteratur

Vreden er lige så stor som kærligheden i Niviaq Korneliussens modige romandebut om unge med en anden seksualitet end den dominerende.

Som titlens skæve bøjning af den kendte latinske artsbetegnelse mere end antyder, er der mange måder at være menneske på. Man kan f.eks. være lesbisk, bøsse, til både mænd og kvinder eller født i den forkerte krop. I Nuuk, hvor handlingen udspiller sig, er det svært at være anderledes. Grønlands hovedstad er en lille by med stor social kontrol.

Romanen handler om 23-årige Fia, hendes lillebror Inuk, Fias veninde Arnaq, samt Ivinnguaq og Sara. Deres veje krydses på barer, til private fester – og i sengen. Der festes og knaldes til højre og venstre. Det gælder om at blive stiv og score, men først og fremmest om at blive sig selv.

LÆS ARTIKEL

Flugten fra det trivielle

Det ville klinge helt forkert at skrive, at ’Homo Sapienne’ er en roman om at komme ud af skabet, for Niviaq Korneliussen, hvis fortælling er lige så brutal, som den til tider er euforisk jublende, simpelthen smadrer skabet. Sparker det ad helvede til og sammen med det enhver forestilling om den lige vej mod et pænt og småborgerligt samliv.

Her er Fias sarkastiske opsummering af ’Vores planer’, som indleder romanen:

»1. Når jeg er færdig med min uddannelse og pengene er på plads, køber vi et hus med mange værelser og en altan.

2. Vi gifter os.

3. Vi får tre/fire børn.

4. Dag efter dag køber vi ind efter arbejde og kører hjem i vores bil.

5. Vi bliver gamle og dør«.

Alt i romanen bevæger sig væk fra dette skræmmebillede.

Fia, på vej mod sit sande jeg, vil væk fra middagsinvitationerne, de tørre kys og den dårlige sex med Peter, som hun bor sammen med, og det kan ikke gå hurtigt nok:

»Hvad skal vi have til aftensmad? Klistrede grisehaler som minder om dét du har i dine bukser, har jeg lyst til at svare ham«.

Det er også en roman om som ung grønlænder at befinde sig et sted mellem had og kærlighed til den højt besungne, næsten mytiske nationale identitet. Grønland beskrives som »øen hvor vreden ulmer«, og de unge giver ikke meget for de mange bekvemme offerroller, som en moderne grønlænder kan indtage:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hold op med al den selvmedlidenhed, for det er ikke synd for dig. Enough of that post-colonial piece of shit«, skriver Inuk i et af sine mange breve.

Sådanne slagkraftige, rammende replikker er der mange af, og det er første gang, jeg har læst en roman, hvor en kollage af prosa på dansk og engelsk sammen med sms-beskeder og mails går op i en højere (ungdoms)sproglig enhed. Brugen af engelsk midt i det danske vidner om stor sprogbeherskelse – og om at unge grønlændere er mindst lige så globaliserede som andre unge.

Der er den pæne udgave af, hvad en grønlænder er. Og så er der den anden, den, der handler om volden, alkoholen, mishandlingen, forsømmelsen og løgnen. 24årige Niviaq Korneliussen, der fik fem hjerter for sin roman 'Homo Sapienne' i Politiken, læser et digt fra sin nye bog. Kilde: Politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Kropslige lyster

Men det er og bliver lysten, det hele handler om, og kroppene er gode til at få, hvad de vil have. Her er det Fia, som trækkes mod sine lænders fryd:

»Jeg tilstår. For første gang i mit liv oplever jeg noget så magtfuldt. Jeg tvivler på, at jeg kan undslippe. Jeg er ved at nå grænsen, og jeg er rædselsslagen. Jeg er ved at gå over stregen, men jeg kan ikke stoppe. Hvad er det jeg føler? Lust. Hvordan siger man lust på grønlandsk? Men det er farligt. Det er meget farligt. Jeg kan ikke holde op, før jeg får dét, jeg gerne vil have; jeg vil ikke holde op. Så farligt er det. Min krop kæmper for at overleve, og jeg forsøger hårdt at trække vejret, fordi jeg kvæles. Jeg kan føle mine lunger, som kæmper for at følge med. Jeg vil have hende. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke får hende. Lust. Min puls stiger. Mit stivnede blod flyder igen. På tredje år opstanden fra de døde, opfaret til himmels. Eller ned? Jeg er sgu ligeglad. Jeg er kommet til live. Jesus, welcome back to life!«.

Romanens fem kapitler er navngivet efter sange og har skiftende fortællere. Kompositionen gør det muligt at udsætte de samme hændelser for forskellige blikke. Sammen med den raffinerede sløring af, hvem det er, der udtrykker sig, gør det, at læseren, som en anden kønsdetektiv, bliver tvunget til at bladre frem og tilbage for at få rede på, hvilken seksualitet det er, som taler.

Først efterhånden indser man, hvor mange der faktisk er på spil. ’Homo Sapienne’ har skabt sin egen genre. Det her er seksualrealisme uden filter.

Og opgøret med heteronormativiteten føres helt igennem. Sara er med til sin søsters fødsel: »Først nogle minutter efter fødslen opdager vi, at vi endnu ikke har tænkt på, hvilket køn barnet har. Det betyder jo ikke noget, tænker jeg. Jeg kan se på min søster, at hun tænker det samme«. Senere samme dag får Sara en sms fra søsteren. Den lille skal hedde Ivinnquaq, skriver hun og tilføjer så: »Eller Ivik (hvis hun nu skulle føle sig som en dreng) :D You never know?«.

Alt for mange grønlændere har været udsat for vold og overgreb i løbet af deres opvækst. Arnaqs telefonsamtale med sin far er rystende. Hun har brug for penge, og faren ved, præcis hvilken tone han vil høre fra datteren i den anden ende af røret, før han sætter penge ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE OGSÅ

I det seneste års tid har der været megen litterær debat om den rolle, som hudfarve, køn, etnicitet, seksualitet, oprindelsesland etc. spiller. Stadig flere romaner og noveller leger med kønsidentiteten. Niviaq Korneliussens romandebut om eksistentiel smerte og forløsning, brud og forsoning, viser, hvor mange veje der er til frigørelse, og fortjener stor udbredelse.

’Homo Sapienne’ er bogen, man kan bede sine forældre, venner og klassekammerater om at læse, hvis man synes, de trænger til at ankomme til the real world. Romanen er udstyret med et velmenende forord af forfatteren Mette Moestrup. Det er overflødigt, den kan selv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce