På mit klaver står en lille buste i bronze, der forestiller min mor som etårig. Hun er datter af en mangemillionær – sin tids ’Matador’, kunne man sige – og som en del af hans selvgestaltning fik han Knud Gleerup, en af tidens kunstnere, til at beskrive hans datter i 1936.
Jeg kan huske, at vi havde bronzeudgaven af busten i mit barndomshjem, men fordi min mor var så usædvanlig dårlig til at omgås penge, solgte hun den gudhjælpemig til en marskandiser. I lang tid, troede jeg, den var ude af familiens hænder for stedse, men pludselig kom jeg i tanke om min mors begravelse 15 år tidligere. Hendes grandkusine Birgit fortalte, at hun kiggede på min mor hver dag, og det viste sig, at hun havde busten. Jeg tilbød at betale for den, men hun ville ikke have andet end en æske chokolade og en buket blomster. Det, synes jeg, er en meget smuk historie.
Knud Gleerup er slet ikke repræsenteret på de danske kunstmuseer ifølge Weilbachs Kunstnerleksikon, og busten er på ingen måde værdifuld. For mig betyder den imidlertid meget, fordi den forestiller min mor og taler ind i hendes historie. Og så har den et udpræget 1930’er-tilsnit og aura af historie over sig. Da jeg er totalt fascineret af 1930’erne og den tids musikalske periode, passer den faktisk perfekt oven på mit klaver.
Hvis jeg kunne leve i en anden tidsperiode, ville det være 1930’erne. Selvfølgelig som en del af overklassen: drikke cocktails før middag, klæde om til smoking, mens damerne sidder i lange selskabskjoler, og vi lytter til Kai Normann Andersen kilde tangenterne på PH-flyglet. At være et almindeligt menneske har givetvis været fantastisk vanskeligt dengang, men det er nostalgikerens privilegium at vælge, hvilken klasse man vil tilhøre i sin fantasi – og ingen ønsker jo at være slave i Egypten.
Min klaverstol er også et arvestykke. Min farmor har broderet sædet, og objektivt set er den enormt grim. Ingen andre ville have den, men for mig betyder det meget at vide, hvor tingene kommer fra, og hvad der har været før os. Især min familiehistorie er spændende at trække med ind i indretningen, fordi det fungerer som en krog tilbage i tiden. Faktisk tror jeg ikke, man kan finde meget nyt, hvis man gik min mands og mit hjem igennem. Langt det meste har vi købt på Lauritz.com, Bruun Rasmussen, loppemarkeder, marskandiserforretninger og den slags, fordi det har en anden form for integritet. Og så passer lige den her klaverstol tilfældigvis perfekt til min højde.
Jeg har altid været familiens arkivar og bibliotekar. Den, der har lagt breve til side, gået op i slægtsforskning og sorteret og registreret alle mine fars gamle smalfilm. Jeg tilhører simpelthen den slags mennesker, der ikke synes, nyheder er sjove, og jeg bliver aldrig en dygtig nyhedsjournalist. Derimod interesserer jeg mig for at se tingene i det store billede, og her er det fascinerende at se, hvilke vilkår der har skabt mine forældre. Hvordan min mor blev påvirket af sin velhavende baggrund, sin far og hans tre koner. Og hvordan min far udviklede sig i Wales under Anden Verdenskrig og den generelle fattigdom, der herskede på landet, hvor han kom frem. Beretninger fra dengang siger noget om et meget større historisk perspektiv og om os mennesker generelt.
fortsæt med at læse
