Laurence Olivier var kridhvid. Det var man dengang, hvis man havde den mindste smule kultur. Og da han i 1939 blev sat til at spille Heathcliff i hollywoodversioneringen af Charlotte Brontë-klassikeren 'Stormfulde højder', blev han sminket en delikat lillebitte smule mørkere for ligesom at antyde, at hans sind havde dybder og afkroge, der ikke var lige yndige.
Et spørgsmål om farve Nu er 'Stormfulde højder' blevet indspillet igen, igen. Denne gang af britisk films brillante skævert, Andrea Arnold, hvis filmatisering får europæisk premiere i løbet af vinteren. Nu er det med den unge nordengelske amatør James Howson som den kærlighedstragtende Heathcliff, der stormer hen over heden mod sin elskede Cathys arme. Men forskellen på Howsons og Laurence Oliviers Heathcliff handler om andet end klassisk skuespilteknik. Den drejer sig nemlig nok så meget om farve. Hudfarve. LÆS OGSÅLitterære klassikere får et nyt twist på film Howson er sort, Olivier hvid som en alabast. Og Arnold selv er romerkatolsk. Det ville ligne hende dårligt, hvis hendes pointe var den banalt politisk korrekte, at alle farver nødvendigvis skal repræsenteres overalt.
Farveblind verden Farven og dens implikationer er, hvad vi gør den til i vore hoveder, gætter jeg, at hun svarer, hvis nogen problematiserer hendes valg med at ændre Heathcliffs race. I en verden, der gerne vil være farveblind og leve op til globaliseringens udfordring, er det om ikke at ryste på hånden.
LÆS OGSÅDebutant er magisk som teenager med lorteliv Hvis vi har et problem med en sort Heathcliff, er det vores private problem, ikke filmens, ville Andrea Arnold sige: James Howson var den af de skuespillere, vi testede, der var bedst egnet til at udtrykke Heathcliffs indre frådende ocean. Det er druknet lidt i strømmen, men en af de nylige stille triumfer i dansk film var, da irakiskdanske Dar Salim medvirkede i Heidi Maria Faissts 'Frit fald' tidligere i år og spillede dj'en Hans. Hans?! At hans rolle så var et næsten 1:1-plagiat af Michael Fassbenders i lige netop førnævnte Andrea Arnolds 'Fish Tank', er en anden sag, for hvad skete der lige dér for typecastingen af brune danskere?
Op og ned Jesus er blevet spillet af en kvinde, vistnok mere end én gang. Homoer har været heteroer, heteroer har været homoer. Der blev harceleret i brede kredse over, at Felicity Huffman fra soapserien 'Desperate Housewives' blev castet som den transseksuelle hovedperson i 'Transamerica'. Ikke fordi hendes kultur var soap, men fordi mange syntes, man burde have besat rollen med en 'autentisk' transseksuel, når nu man alligevel var derude og vende rent emnemæssigt. I den måske mest rituelle og traditionsbårne af alle kunstarter, operaen, den borgerlige hvide kulturs blomst, gør man sig i disse årtier umage med at 'oversætte' 1700- og 1800-tallet til vore dage, så sværd bliver til maskinpistoler og ophidsede roulader i skalaerne i de store arier bliver til blowjob, og i dag er det en selvfølge, når roller som Otello og Aida synges af sorte sangere, modsat da de blev skrevet i 1800-tallets sidste halvdel, hvor de helt naturligt blev givet af hvide sangere, der var sminket sorte i hovedet. LÆS OGSÅVeteranerne sejrede på canadisk filmfestival Ligesom Al Jolson i 'The Jazz Singer' var i blackface, måske den konvention fra amerikansk film og vaudeville man ækles mest ved i dag? I 50'erne spillede såvel græske Anthony Quinn, italienske Sal Mineo og ærkeamerikanske Rock Hudson etniske indianere på film, fordi de trods deres relative mørkhed ikke så så eksotiske ud, at man blev bange for dem.
Beethovens sorthed En tilbagevendende teori i musikhistoriske kredse er den om Beethovens etnicitet? For var han faktisk sort? Sort smudsket var han åbenbart, det var noget, man skrev om, og guderne skal vide, at hans behov for at meddele sig fyndigt og stærkt personligt i en musikkultur, der hidtil havde dyrket det neutrale og repræsentative, lyder næsten caribisk, men ligefrem sort? Måske forbigik samtiden Beethovens sorthed, fordi det ville være upassende ligefrem at understrege den, når nu hans kunstneriske geni var så ubetvivleligt? Måske viser Andrea Arnolds sorte Heathcliff sig at have et helt andet problem: Vil hans hudfarve- hvad Arnold end har villet med den- komme til at stå i vejen for publikums fordomsfrie fortolkning af filmen, fordi overfladen, hudfarven, skygger for indre konflikter? FACEBOOK