Det er samme sang som i tusind år: Det er svært at være ung.
Der er skolen, det sociale liv - som i disse år er udvidet betragteligt via de sociale netværk, som holder åbent, længe efter at man har forladt skolegården - irriterende og pinlige forældre, som ingenting forstår, og så selvfølgelig kærlighed og venskaber, der skal plejes, ofte med modsatrettede interesser.
Mange film har beskrevet ungdomslivet, enkelte endda fremragende, som Jason Reitmans 'Juno', der i modsætning til 'LOL' både bød på hylende morsomme replikskifter, selvbevidst charme og følelsesmæssig tyngde.
Spiller kæk
'LOL' er teenagernes forkortelse for 'laughing out loud', men også kælenavnet for filmens hovedperson og selvbevidste fortællerstemme, Lola (Miley Cyrus).
LÆS OGSÅ
Ligesom Lola er instruktør Lisa Azuelos selvbevidst på den smarte måde og gør brug af Twitter- og Facebooklingo i lange baner som for at demonstrere, at filmen er på de unges side. Var den for alvor det, ville den i det mindste forsøge at tage sig selv lidt mere alvorligt og italesætte de problemer, Lola løber ind i, frem for bare at spille kæk.
Generationskløften overses
Den har ellers sine chancer, ikke mindst i netop beskrivelsen af de unges udvidede sociale åbningstider.
Der er eksempelvis en scene, hvor Lola bliver kørt i skole af sin mor (Demi Moore), som havde håbet på en hyggelig stund med mulighed for at tale lidt med sin datter, men som højlydt brokker sig, da Lola sidder med musik i ørerne på hele turen. I stedet for at tage tyren ved hornene vælger filmen bevidstløst at overtage Lolas lydbillede, så ungdomsmusikken får det sidste ord.
Dermed er moderens mening skrevet ud af filmen som ligegyldig og diskussionen om den voksende generationskløft forstummet til fordel for (endnu) en musikvideolignende sekvens med flotte overflyvningsbilleder af Chicago.
Lallende stereotyper
Sådan er det hele vejen igennem i 'LOL'; der skøjtes hen over de ting, som potentielt kunne gøre ondt, alt bliver i stedet gjort glat og lækkert og ligegyldigt.
LÆS OGSÅ
Det samme gælder persontegningerne, der alle ligger lallende tæt på det stereotype, både Lolas bedste ven, Kyle (Douglas Booth) og moderens nye affære i skikkelse af den lækre narkobetjent (Jay Hernandez).
Miley Cyrus er blottet for talent og hendes følelsesmæssige parløb med moderen er unaturligt og sine steder næsten grænseoverskridende. (»Det er min første gang«, siger Lola til sin teenagekæreste, hvorpå der klippes til moderen, som siger: »Det er min første gang siden skilsmissen« til sin betjentfyr).
Generationskløften har aldrig været mindre, i modsætning til hvad filmen ellers forsøger at fortælle os.
fortsæt med at læse
