Hove banker i banen, så støvet fyger op omkring feltet, og sveden springer fra de store dyrs flanker.
Jørn Laursen råber fra sulkyen til sin hest Tarok. Den lægger ørerne tilbage og accelererer yderligere. Publikum hujer, og kommentatoren råber i højttalerne.
Så stryger Tarok og Jørn Laursen over målstregen som de første. En simpel amatør fra Skive har gjort det utænkelige og vundet Dansk Trav Derby.
Regner Grastens nye film, ’Tarok’, har premiere i dag. Filmen handler om familien Laursen, der står bag hinanden og sammen går efter drømmen om at få succes på travbanen.
LÆS ANMELDELSEN AF 'TAROK': Tarok spilder hestekræfterne med klodset fortælling
Den er baseret på virkelige begivenheder, og ’Tarok’ – eller 'Dannebrog på fire ben', som en oplæser i tv i 1981 døbte den rødbrune hingst – er navnet på en storvindende travhest, som blev dansk folkeeje i 1970’erne.
Men historien om Tarok er ifølge Regner Grasten nødvendig at lave i dag, fordi den handler om en svunden kvalitet: familiesammenholdet.
Den lille mod den store
»’Tarok’ handler om en familie, som følger sin drøm. Vi får hele tiden at vide, at vi skal passe ind i alle mulige kasser og producere mere og mere. Politikerne tænker kun i penge, produktivitet og konkurrencedygtighed. Der er ingen, som snakker mennesker og drømme. Derfor er der behov for ’Tarok’. I dag er familierne splittede, folk er ensomme, og de programmer, vi samles om foran tv’et, er ’X Factor’ og ’Paradise Hotel’ – programmer, der handler om at stemme hinanden hjem og være illoyale og usolidariske. Derfor betyder det noget for folk at se en film som ’Tarok’, hvor familien holder sammen«, siger Regner Grasten.
Du har været i dansk film siden midten af 1980’erne og har bevæget dig gennem så forskellige genrer som ’Krumme’ og ’Anja og Viktor’ til ’Kun en pige’ og ’Det forsømte forår’, og nu er du gået over til at lave film om virkelige, historiske figurer. Har du ændret syn på, hvad der udgør en god film?
»Nej, det har jeg egentlig ikke. Jeg kan godt lide at veksle mellem genrerne, men det handler altid om den lille mod den store, ligegyldigt om det er de store klassikere eller ’Anja og Viktor’-filmene. Og vi har altid henvendt os til den brede befolkning. Jeg vil ikke sige, at vi er gammeldags i vores smag, men vi er meget traditionelle. Det er så også det, vi bliver beskyldt for«.
Noget forpulet lort
Oplever du, at der bliver set ned på dig i branchen – at folk ikke vil arbejde med dig, fordi du går efter de brede publikumsfilm?
»Det har jeg aldrig oplevet. Filmen startede oprindelig som massernes kultur. Det er nærmest et brud på filmens sjæl, når nogen går ud og siger, at de kun vil lave smalle film. Den smalle film findes ikke. Det er en undskyldning, filmkunstnere bruger, når de har lavet en dårlig film: »Der var ingen, der så den, fordi den var smal«. Men nej, det er, fordi du har lavet noget forpulet lort. Undskyld jeg siger det«.
Udefra ser det ud, som om du og måske med tiden Ronnie Fridtjof (bl.a.’Blå mænd’ og ’Alle for én’ red.) udgør jeres egen lille usnobbede enklave i dansk film – hvordan ser du selv på det?
»Nu er Ronnie jo lige startet i 1. klasse. Han skal lave et par klassikere først«, griner han.
»Men ellers er det rigtigt. Vi går efter det brede og det folkelige. Publikums dom er vigtigere end anmeldernes«.
Turning points
Hvor meget blander du dig i filmen, når manuskriptforfatter og instruktør først er fundet?
»Jeg er tit med til at skrive manuskriptet. Men jeg blander mig aldrig i instruktørens arbejde. Du kan ikke have en producent, der går ind og tager autoritet på et filmset på den måde, for hvem skal skuespillerne så lytte til – instruktøren eller producenten?«.
Er der elementer, en historie altid skal indeholde, for at en film kan laves?
»Der skal være nogle turning points, man skal kunne føle, at der kan ske noget undervejs, og personerne kan udvikle sig. Og så skal jeg kunne identificere mig med mine karakterer og holde af dem. Hvis jeg ikke kan det, laver vi ikke filmen. Jeg kunne aldrig lave en film om Hitler, det er ikke mit bord«.
En film om Karen Blixen
Når du laver en film som ’Tarok’, hvordan bearbejder du så det historiske materiale, så det ender med at blive din film?
»Vi har researchet tiden fra slutningen af 1940’erne til og med 1970’erne, så vi forstod den situation, personerne levede i. Og to tredjedele af replikkerne er taget fra gamle interview og fra de mange mail, vi har fået fra Jørn og Ingelise Laursen (hovedpersonen i filmen og hans kone, red) . Gennem de små 500 mail har vi langsomt gravet os ind i Jørns sjæl«.
Hvad kan den historiske filmgenre?
»Vi lever i en polariseret og globaliseret tid, og vi har brug for at spejle os i fortiden for at kunne forstå den nutid, vi står i. Det handler om at skue tilbage for at få en identitet, også som land. Og så er det gode historier, der kan fortælle en masse om mennesker og deres følelser og give et indblik i nogle miljøer og en tid, der ikke er mere. Det næste, vi laver, bliver en film om Karen Blixen«.
fortsæt med at læse
