Da Martin Scorsese for en måned siden skrev et debatindlæg i The New York Times for at forklare sit syn på filmkunsten, nævnte han en række instruktører, der for ham repræsenterer filmkunsten - i modsætning til en mere kommercielt produceret superheltefilmtype.
Navne som Paul Thomas Anderson og Spike Lee blev nævnt. Og så Claire Denis, som er så godt som helt ukendt i Danmark. I næste uge er der premiere på hendes seneste film ’High Life’ og Cinemateket i København viser i to måneder en retrospektiv serie.
Den franske instruktør, opvokset i Afrika, har med film som ’Beau Travail’, ’35 Shots of Rums’ og ’No Fear No Die’ sat et markant præg på filmkunsten siden hun debuterede i 1988 med ’Chocolat’ – og også på yngre filmskabere – som Barry Jenkins, der i 2017 vandt en Oscar for ’Moonlight’.
...
Claire Denis sidder i en sofa og drikker urtete, da Barry Jenkins kontakter hende over Skype. Den nu 72-årige filmmager har færdiggjort sin seneste film, ’High Life’, der er en allegorisk film om små børn, forbrydere og intergalaktiske rumrejser med Robert Pattinson i rollen som en af en gruppe unge indsatte, der bliver sendt på enr ejse ud i det ydre rum for at udvinde energi fra et sort hul.
Barry Jenkins fik i sin debut ’Medicine for Melancholy’ hjælp af Claire Denis - ved at hun tillod ham at bruge et stykke musik fra hendes tidligere film. En generøs gestus over for en ukendt, som Jenkins aldrig har glemt. Han vil gerne tale med sit idol om hendes tanker om tid, om angst og om den passionerede måde, hvorpå hun skildrer sortes skæbner i sine film, som har inspireret Jenkins.
Denis, der er født i Paris, men opvokset i Vestafrika som datter af et diplomatpar, er auteurernes auteur: kompromisløs i sine visioner og særegen i sin visuelle stil. Hendes film handler om hverdagens rutiner, personlige historier og en anerkendelse af de langvarige følger af kolonialismen. Og ikke kun i hendes film har hun et blik, for det ellers undertrykte blik. Hun er også begyndt at hjælpe unge, ligesindende frem.
I
BARRY JENKINS:Hvordan går det, Claire?
CLAIRE DENIS: »Det går fint. Eller det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg er lidt træt, lidt angst, men jeg glæder mig til at tale med dig«.
JENKINS: Og jeg glæder mig til at tale med dig. Angsten forstår jeg udmærket. Filmens premiere, ikke? Jeg forestiller mig, at det er noget, du efterhånden har vænnet dig til.
DENIS: »Det bliver værre og værre«.
JENKINS: Værre og værre?
DENIS: »Ja, for den allerførste film var jo forbundet med en form for uskyld. I det mindste havde jeg da lavet den, ikke? Men hvad nu, hvis jeg aldrig laver en til? Og så begyndte folk efterhånden at forvente noget. Jeg synes, det er værre, ja«.
JENKINS:Jeg var der (på Toronto International Film Festival, hvor filmen blev vist første gang, red.), og jeg tror, der var forventninger. Folk havde hørt, at filmen er skør. Men den er jo ikke helt vild eller langt ude. Det er bare en af dine film.
DENIS: »Jeg synes, at mine film har en ømhed over sig, en medmenneskelighed, og det er det, der er vigtigt for mig«.
3 GODE
Barry Jenkins: Oscarvindende afroamerikaner
En ung sort instruktør med en sanselig film om homoseksualitet i de hårde miljøer i Miami.
Intet tydede på, at Barry Jenkins med sin film ’Moonlight’ (2016) ville kunne vinde en Oscar for bedste film, men det var det, der skete, og med et rykkede den amerikanske indieinstruktør fra periferien og ind centralt på den cinematiske verdensscene.
Barry Jenkins, f. 1979, havde allerede debuteret mange år tidligere med ’Medicine for Melancholy’ (2008), der fulgte et ungt afroamerikansk par en enkelt dag i San Francisco – som en slags ’Before Sunrise’ blot med mere race- og identitetspolitiske samtaleemner.
Seksualitet og race fandt igen sammen i Barry Jenkins tredje film, ’If Beale Street Could Talk’ (2018), som er Jenkins’ filmatisering af forfatteren James Baldwins roman af samme navn. I historien følger vi to unge elskende, der kæmper for kærligheden, mens de presses af en racistisk omverden.
I alle Jenkins film, tydeligst i ’Moonlight’, er der et blik for sanser, farvetoner og skæve blikke, der kommer steder fra og fra mennesker, hvis øjne vi ikke så ofte får lov at låne til at se. Stemninger og følelser får plads i miljøer, hvor filmtropperne oftest har budt på brutal handling og simple kategorier.
JENKINS: Det er jeg enig i. Det er derfor, jeg elsker dine film. Når folk siger, at der er en ømhed over mine film, så siger jeg »tak Claire Denis«.
DENIS: »Åh, hold op. Jeg mener tak, tak for, at folk tror på at lave film med det indhold. Jeg var vild med din sidste film«.
JENKINS:Mange tak. Du sagde, at du ikke følte dig så sikker på engelsk, men jeg husker første gang, jeg hørte din stemme, det var på engelsk, og det påvirkede mig dybt, fordi du var så eftertænksom i dine svar.
DENIS: »Jeg tror også, at jeg tænker langsomt. Jeg er ikke så hurtig, heller ikke på fransk«.
JENKINS:Er det noget, du har opdaget gennem dit arbejde? Eller skyldes det din opvækst? Du har en meget interessant baggrund, og det har tydeligvis skabt et menneske, der laver kunst på en anderledes måde, end alle vi andre gør.
DENIS: »Det tror jeg. At vokse op i Afrika i slutningen af kolonitiden var svært for et barn. Jeg forsøger at forstå mine forældre, folket, de andre hvide mennesker, og jeg forsøger at forstå, hvad det betød at være vidne til denne periode, hvor frihedsbevægelser ønskede, at koloniseringen skulle slutte«.
»Jeg var nok meget naiv, men jeg troede, ja, at det hele ville blive bedre. Og mine forældre, især min far, han var meget optimistisk, og han gik så meget ind for for Afrikas frihed ... Jeg tror, det gav os friheden til at tænke, friheden til at være selvstændige og uafhængige og ikke være så franske«.
»Men da jeg kom til Frankrig som 13-14-årig, gik det op for mig, at jeg var helt anderledes. Jeg var blevet opdraget til et andet liv. Jeg kunne ikke være som mine fætre og kusiner, som mine venner, men måske følte jeg mig uegnet til så mange ting i Frankrig, at film blev en eksistensberettigelse og et middel til at udtrykke mine følelser«.
JENKINS: Du nævnte din fars optimisme, og jeg tror, især i de af dine film, der foregår i Afrika, at der er en spænding mellem håbet om, hvordan det kunne være, og hvordan det rent faktisk er. Som en sort mand og filmmager taler jeg med mine venner om dem af dine film, der foregår i Afrika, og om, at der er noget meget sandfærdigt over dem. En del af det skyldes, at du har personlig erfaring der, men det virker bare også, som om det oprigtigt interesserer dig, hvilket er meget vigtigt for en kunstner.
DENIS: »Ikke alene interesserer det mig. Allerede da jeg var 3-4 år, vidste jeg, at der var noget, som ikke var retfærdigt, at situationen var forfærdelig. Jeg vidste, at der var noget forkert i at være herrer blandt folket. Det gav mig en slags evig skyld«.
3 GODE
Claire Denis: En verdensstjerne med sit helt eget blik
Næste uge er der premiere på Claire Denis’ seneste film, ’High Life’, med Robert Pattinson i et rumskib et ukendt sted i det ydre rum. Gennem en fragmenteret fortælleform slører Denis enhver tidslig grænse, så vi kastes mellem for-, nu- og fremtid.
Claire Denis, f. 1946, begyndte sin karriere som assistent for Wim Wenders på ’Paris, Texas’, før hun i 1988 selv debuterede som instruktør med ’Chocolat’. En film, der tager afsæt i hendes opvækst i Cameroun. Her etablerer hun det blik, der så tydeligt er i hendes film. Et blik forskudt fra det gængse hvide, maskuline blik, længe før den sætning kom på mode. Det er den sorte tjener, der er hovedrollen i fortællingen om en fransk familie i kolonien og derudover husets unge pige og dernæst konen i huset. Og alt fortælles i sanselige billeder og i øjeblikke mere end tydelige plots.
Med sine følgende film har Denis slået sig fast som en af sin generations allerstærkeste stemmer. Særligt værkerne ’U.S. Go Home’, ’No Fear, No Die’ og ’Beau Travail’ står mesterligt frem. Den sidste følger et legionærkorps i Afrika, hvor træningsøvelserne filmes som studier i kroppe, og handlingen, eller stemningen, drejer sig om skjulte anerkendelsesbehov og forvirret kærlighed i det maskuline fællesskab.
II
JENKINS: Du vendte tilbage til Frankrig, da du var 13, men du lavede ikke din første film, før du var, jeg tror ...
DENIS: »39«.
JENKINS:Jeg er lige så gammel, som du var, da du lavede din første film, ’Chocolat’. Hvad skete der i de mellemliggende år?
DENIS: »Jeg havde ikke nogen nem ungdom. Jeg blev gift. Jeg løb hjemmefra, da jeg var 15. Jeg gjorde en masse vanvittige ting, men du ved, Europa i 1968 betød store forandringer. Intet ville nogensinde blive det samme igen, troede vi«.
»Jeg blev interesseret i fotografi. Jeg mødte en, der sagde til mig, at jeg måske skulle søge ind på en filmskole. Jeg tilbragte tre år der, og så blev jeg skilt. Jeg var nødt til at finde et arbejde, og rektor hjalp mig, og sådan blev jeg instruktørassistent. Jeg elskede det. Folk spørger mig altid, om det var frustrerende at være assistent. Nej, tværtimod. Det var fantastisk. Jeg ville så gerne gøre mig nyttig«.
»Og en eller to gange opfordrede den franske instruktør Jacques Rivette mig til at lave mit eget. Og det endte med, at jeg sammen med Wim Wenders lavede ’Paris, Texas’, og pludselig vidste jeg, at min første film skulle handle om min ungdom i Afrika. Jeg tænkte: Hvis jeg ikke starter med ’Chocolat’, vil noget i mig altid mangle«.
JENKINS:’Chocolat’ var oplevelsen af, at du skulle udtrykke dig selv?
DENIS: »Ja, men jeg udtrykte mig ikke gennem hovedpersonen. Jeg forsøgte at skildre en gruppe af personer, sorte og hvide, der boede under samme tag. Af den ene eller den anden grund ville jeg tale om skylden og det øjeblik, hvor den unge tjener beslutter, at han er færdig med at tjene hvide mennesker. Jeg husker tydeligt, hvordan en ven af Isaach de Bankolé (skuespiller i ’Chocolat’, red.) sagde til ham: ’Isaach, du vil da ikke spille en, der tjener hos hvide mennesker, det er så ydmygende’. Men jeg sagde nej, den rolle er hovedrollen«.
JENKINS:Der har været en hel del skuespillere, sorte skuespillere, i Frankrig, især i Paris, som er blevet berømte gennem dit virke, en af dem er Isaach, en anden er Alex Descas. Fortæl, hvordan det er at arbejde med de sorte mænd. Jeg går ud fra, at det ikke er anderledes end at arbejde sammen med andre mænd, men det er alligevel noget særligt, for i fransk film får disse skuespillere typisk ikke større roller.
DENIS: »Nej. Isaach er i New York nu. I Paris så jeg kunstudstillingen ’Black Models: From Géricault til Matisse’ sammen med Alex. Jeg sagde til ham, det er underligt, jeg synes, man burde kalde det fraværet af sorte, ikke tilstedeværelsen, for der er så få«.
»Da jeg lavede ’35 Shots of Rum’, husker jeg, at nogle mennesker sagde, at det var mærkeligt, at der ikke var hvide mennesker i den film. Og jeg tænkte ja, men hvis du bare går ud på gaden, vil du se de samme mennesker. Det er ikke noget, jeg har opfundet. Folk er bare blinde på en eller anden måde«.
III
JENKINS:Jeg vil gerne skifte emne og tale om tid. Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig. Jeg har indimellem svært ved at forstå, hvordan du strukturerer dine film, og der er ting, jeg har skrevet, som jeg aldrig ville lave, fordi jeg kæmpede for hårdt for at forstå. ’High Life’ handler om det længste tidsrum, man kan kaste sig ud i at skildre i en film, og det er den første film, jeg så fra din hånd, ’Friday Night’, handler om et af de korteste tidsrum, og de er lavet af det samme menneske. Så jeg er nysgerrig. Hvordan opfatter Claire Denis tid?
DENIS: »Når jeg skriver manuskriptet, er jeg nødt til at opdage øjeblikke, og hvis jeg oplever et øjeblik, som er tilfredsstillende, tænker jeg, at nu kan jeg begynde at skrive, for i det mindste har jeg dette øjeblik, og jeg ved, dette øjeblik vil være en slags smagsprøve på, hvad filmen skal bestå af«.
»Jeg forsøgte at lave diagrammer (til dramaturgisk at strukturere de oplevede øjeblikke red.), men det virkede aldrig, for det var for abstrakt. Jeg er nødt til at mærke de øjeblikke, og nogle gange, uanset om det er rigtigt eller forkert, har jeg bare ikke behov for at sige, at dette øjeblik fandt sted i går. Jeg fortsætter bare stykke efter stykke, som var det en væg, og det fremkalder, måske ikke frihed, men en slags følelse, som gør – når jeg optager filmen – at jeg kan være i scenen og ikke uden for det øjeblik«.
»Det er underligt at forklare det på den måde«.
JENKINS:Det er perfekt. Det burde være underligt, for jeg har set de fleste af dine værker, og jeg kæmper stadig med det. I ’High Life’ kan du sende enhver ud i rummet, og alligevel valgte du de børn, som samfundet har kasseret. Der er noget meget inderligt i denne ide om, at Roberts karakter genrejser sig selv og bliver far, men alligevel ikke kan vende tilbage. Det virker nærmest som en meget politisk, aktivistisk beslutning. Var du bevidst om det fra begyndelsen? Eller handlede det kun om karakteren?
DENIS: »Jeg kan ikke fordrage dødsstraffen. Den er i mine øjne så umenneskelig. Jeg forstår det, hvis en person skyder en anden, men at opbygge et samfund, hvor der er folk, der venter på at blive henrettet, den grusomhed, den er så unødvendig, for det gør ikke verden til et bedre sted«.
IV
JENKINS:Jeg vil lige skifte emne og tale om unge mennesker som min ven Amy Seimetz, der er en vidunderlig filmskaber. Jeg mødte dig til Safdie-brødrenes visning af ’Good Time’ under Cannes-festivalen . Hvordan føles det at erfare, at alle vi unge filmskabere beundrer dig og udvinder en styrke af dit arbejde? Føler du måske et vist ansvar?
DENIS: »Naturligvis ikke. Jeg er stolt over, at folk som – lad os sige Mati Diop (en skuespiller i ’35 Shots of Rum’, der selv er blevet instruktør med ’Atlantics’, der var udtaget til Cannes, red.), at hun for eksempel ringede til mig for at sige, at hendes film er færdig. Det var selvfølgelig hende, der stod for det hele. Hun har ikke brug for mig, men jeg følte, at det er noget at være stolt af. Ikke fordi jeg er en kvinde, og hun er en ung kvinde, nej. Det er, fordi jeg ved, hvad hun vil, og det er jeg stolt af«.
JENKINS:Ja, og der er grund til at være stolt. Jeg vil gerne have, at du står ved det, for da jeg spiste frokost med Mati, fortalte hun, at du optog hendes kortfilm i et program (under en filmturné i USA, som Denis stod bag, red.), og hun sagde, det betød uendeligt meget for hende. Så jeg tror, du er en inspiration. Det bør du anerkende.
DENIS: »Jeg anerkender det. Jeg mistede min mor (i 2017, red.), og livet er kort: Det forsvinder uden videre. At kunne vise Matis film, det er en god ting, jeg har begået her i livet«.
JENKINS:Blandt flere andre gode ting. Da jeg lavede min første film, ’Medicine for Melancholy’ (om to unge i San Francisco, der gerne vil være et par, red.) indarbejdede jeg et stykke musik fra din ’Friday Night’ . Og jeg husker, at jeg talte med (komponisten, red.) Dickon Hinchliffe, og Dickon sagde »du må gerne bruge sangen, men Claire skal godkende det«. Og det her var før ’Moonlight’. Du sagde ja. Den her lille fyr må gerne bruge sangen, og du ved, at ingen nogensinde kommer til at se den film. Nogle få har set den, men ikke mange.
DENIS: »For min skyld må du gerne bruge hvilken som helst sang. Selv ejer jeg ingenting. Jeg hader den tanke«.
Oversættelse: Helle Albeck og Christoffer Østergaard