Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Thomas Thorhauge
Tegning: Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

En af filmkunstens helt store instruktører, William Friedkin, kommer til København. Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg besøgte den 78-årige mester i Los Angeles og båndede samtalen. Om filmens fremtid. Om klippevalg i ’The French Connection’. Og om yndlingsscener i ’Eksorcisten’.

Friedkin: Hvordan udtaler man navnet på biografen, som Dreyer bestyrede i København?

Heisterberg: Dagmar med et blødt g.

Friedkin: Det er den hellige gral for mig.

Heisterberg: Så kan du bukke i respekt foran biografen, når du kommer. Er du fan af Dreyer?

Friedkin: Åh ja. Jeg har set ’Gertrud’, ’Vredens dag’, ’Ordet’, ’Blade af Satans Bog’. Og ’Jeanne D’Arc’ – den så jeg, før jeg lavede ’Eksorcisten’, og den fik mig til at forstå, hvordan ’Eksorcisten’ skulle laves. Bare ligefrem. Ingen overnaturlig eller underlig belysning. ’Ordet’ handler om genopstandelse, bogstaveligt talt, som man ser ske gennem troen. Den hjalp mig også. Dreyers film er meget simple, men de meget stærke og meget effektfulde.

Heisterberg: Det er det, jeg tænker, man stræber efter som filmskaber. At skrælle alle de overflødige lag fra og finde frem til det nødvendige og tilstrækkelige.

Friedkin: Det var Dreyer god til. I retrospekt synes jeg, at Dreyer er større end Bergman. ’Fanny & Alexander’ er selvfølgelig bare vidunderlig.

Heisterberg: Det er sjovt at høre, at du har så stor respekt for europæisk film. Jeg har altid tænkt, at dine film er en mærkværdig krydsning mellem europæisk og amerikansk filmtradition. Det er meget amerikansk at arbejde i genre, men når jeg ser ’Eksorcisten’, er det jo ikke en typisk gyserfilm.

Friedkin: Det var bestemt heller ikke meningen.

Heisterberg: Så det er et bevidst valg, at du arbejder dig ud af genren?

Friedkin: Jeg ved, folk tror det, men jeg har aldrig tænkt over genrer. Jeg har ikke tænkt over det i en eneste af mine film i de 48 år, jeg har arbejdet. ’Eksorcisten’ handler mere om troens mysterium end om gys. For mig er udgangspunktet aldrig genren, men om jeg ser et lag af sandhed, jeg selv kan identificere mig med. Er der nogle karakterer i historien, jeg tror på? Jeg er tiltrukket af det mysterium, at vi ikke har meget kontrol over vores liv. Og at det ender med døden for os alle. Lige meget hvad vi drømmer om, vores håb, vores ambitioner, så ender det på samme måde. Ofte kæmper jeg selv med ikke at tænke på det, men det er en sandhed, der er med os i hele livet. Og det en sandhed, jeg selv bærer med mig næsten hele tiden.

Heisterberg: Er det derfor, du er så tiltrukket af mørke emner?

Friedkin: Jeg tænker ikke på det som mørkt, men blot som troværdige karakterer, jeg føler en forbindelse til. Nogle synes måske, personerne i mine film opfører sig underligt, men jeg ser det som plausibel adfærd under de menneskelige betingelser. De fleste mennesker, jeg kender, er underlige på deres egen måde. Jeg er tiltrukket af, hvad der er sandt.

Heisterberg: Sandheden er mørkere end det falske billede, som film og tv ofte foregiver

Friedkin: Jeg kan ikke holde det ud. Superheltene. Men det er jo bare mig. Verden elsker det.

Heisterberg: Det er skabelonen for at lave film nu.

Friedkin: Da jeg begyndte at lave film, var der heldigvis andre inspirationskilder – især europæiske filmskabere. Dem ser man ikke i USA i dag. Men jeg så Dreyer, Bergman, Fellini, Truffaut, De Sica.

Heisterberg: Jeg tænkte netop på De Sica, da jeg genså ’The French Connection’. Åbningen med manden, der henter brød hos bageren og ender med at blive skudt, minder mig om De Sicas klippestil. Det lange skud, der handler mere om karakteren end om plottet. Sekvensen forlænger øjeblikket i stedet for blot at drive plottet videre. Man ser, at manden erkender, at han skal dø.

Friedkin: Ja, man fortsætter endda og ser morderen spise offerets brød.

Heisterberg: Det er det øjeblik, hvor plotdelen i skuddet er afviklet. Man kunne dramaturgisk rykke hurtigt videre, men i stedet dvæler man lidt, hvor publikum stadig er interesseret. Hos De Sica var der ofte sekvenser, hvor hovedrollen forlader rammen og birollen eller endda statister får lov at blive. De Sica var lige så interesseret i at værdilade den verden, filmen foregår i, som i at drive en fortælling.

Friedkin: Det er gået tabt i filmkunsten i dag. Buñuel var også fantastisk til netop det. Jeg har aldrig bevidst mimet en anden filmskaber, men jeg er blevet meget inspireret på et ubevidst plan. Jeg elsker Antonioni og Bergman meget højt. Men jeg blev for nylig spurgt, om jeg mente, at aspirerende filmskabere i dag burde se de gamle klassikere, ’Citizen Kane’ etc. og jeg svarede: kun hvis det glæder dem. Mine inspirationskilder hører til på et museum. De unge har deres helte, og det er ok.

Heisterberg: Ja, men min generations inspirationskilder står på skuldrene af din generations. Vi bygger jo videre på den arv.

Friedkin: Film skaber film. Det er godt. Man behøver ikke gå direkte til kilden, som jeg gjorde. Jeg er f.eks. meget inspireret af Alain Resnais’ subliminale klippemetode. Især hans ’Nuit et brouillard’ (fra 1955, red.), der var en kort dokumentar, han lavede om kz-lejrene. Han åbner med lange tracking-skud af flotte blomster i farver. Smukke marker ved Auschwitz. Og det er så smukt. Og pludselig buldrer kameraet ind i de sorthvide billeder af ligene i koncentrationslejrene. Kontrasten tog fuldstændig pusten fra mig; det subliminale billede fra Resnais. Men de unge ser måske andre helte i dag, der giver dem lyst til at lave film.

Heisterberg: Men den og dine film tåler tidens tand. Jeg så for nylig din ’The Boys in The Band’ for første gang. Og før jeg så den, forventede jeg ikke, at den ville fungere.

Friedkin: På grund af homoseksualiteten?

Heisterberg: Ja, fordi vores syn på homoseksualitet har ændret sig så meget. Men den virkede helt frisk, fordi den handlede mere generelt om selvlede.

Friedkin: Den virker også stadig frisk på mig. Men Rasmus, når du taler om tidens tand, er der jo her kun tale om 40 år. Og hvem ved … Jeg bliver stadig rørt af ’Belle de Jour’ (af Buñuel, som Friedkins ’Jade’ lægger sig op af, red.). Jeg synes stadig, den er fucking fantastisk, men synes de unge det? Filmkunsten er jo kun lidt over 100 år gammel. Hvad overlever mon tidens tand?

Heisterberg: Måske dem, hvor filmskaberen formår tydeligt at identificere, hvad deres film egentlig handler om og dykker dybt ned i det tema og undersøger det frem for at fokusere på teknik?

Friedkin: Filmkunsten i dag er reduceret til et spektakel. Verden elsker superhelte, tegneserier, varulve og vampyrer. Jeg ved ikke, hvad der kan overleve der. Dreyers ’Vampyr’ var god, men hvilke af de senere? Måske er ’Lad den rette komme ind’ (af Tomas Alfredson, 2008, red.) den eneste vampyrfilm ud over Dreyers, der får varig værdi. Det tror jeg.

Heisterberg: Men ’Lad den rette komme ind’ er ligesom ’Eksorcisten’ heller ikke en genrefilm, der lukker sig inde i sin egen genre. Hvad synes du om P.T. Anderson (’The Master’ og ’There Will Be Blood’, red.). Formår han ikke at skabe noget nyt på skuldrene af Orson Welles?

Friedkin: P.T. Anderson og også Wes Anderson har skabt hver deres stil og mestrer den meget originalt. De er geniale. Men filmene rører mig ikke som ’Citizen Kane’ gør. Deres film er fascinerende, spektakulære. Og de er helt sikkert værd af se, men de er ikke rørende. Og inden for gysergenren er der ikke noget, jeg gider at se.

Heisterberg: Jeg tænker, vi skal tilbage til ’The Sixth Sense’ (M. Night Shyamalan, red). for at finde den seneste gode.

Friedkin: Jo, men tænk på, hvad der var før: ’Psycho’, ’Rosemary’s Baby’, ’Alien’, ’Diabolik’. De ni minutters stilhed i ’Diabolik, hvor hun går ned ad gangen, uhhh, det er skræmmende.

Heisterberg: Du har selv mange scener, hvor der ikke bliver sagt meget.

Friedkin: Det har jeg altid tilstræbt. Det er derfor, der er så mange, der bliver forfulgt eller jaget i mine film – chase scenes – det er ægte filmkunst. Action, bevægelser, farer. Det skaber følelser. Det gjorde Chaplin og Keaton allerede, men med humor. Jeg gør det med farer. Jeg klippede hele ni scener ud af ’The French Connection’. Scener med dialog eller karakterbeskrivelse. Gode scener, der var med i første version, men som jeg bare smed i skraldespanden, selv om folk omkring mig sagde nej, nej. Men Rasmus: Det, der sker for mig, når jeg sidder i klipperummet, er, at filmen begynder at tale til mig. Helt bogstaveligt. ’The French Connection’ skreg til mig fra klippebordet: ’Nej, jeg er ikke det der, jeg er det her. Jeg er handling’. Personerne er deres handlinger. Filmen skreg til mig: ’Hvad laver de her eksistentielle scener her? Jeg er en chase movie.’ Så jeg skar fra. Det kan godt være, at jeg i dag havde ladet flere af de scener blive i filmen. Jeg har ofte tænkt, at man i romaner får lov til at overskrive sine pointer. Læsse på og læsse på, men det virker stadig. Måske jeg i dag havde haft mere tiltro til publikum og til min egen evne til at levere et eksistentialistisk budskab?

1996-98 AccuSoft Inc.,All right
Foto: 1996-98 AccuSoft Inc.,All right

Heisterberg: Filmkunsten kan ikke overlæsse på samme måde som romanen. Måske er det muligt nu med de nye formater inden for tv-serierne?

Friedkin: Ja, i ’True Detective’ lykkes de med det. Der er muligheder. I biografen kan man kun holde på folk i to en halv time. Man kan ikke gå til og fra, som man kan med en roman eller en dvd. Måske er det derfor, at biografen og filmkunsten er blevet et rum for spektaklet nu.

Heisterberg: Er du desillusioneret på filmkunstens vegne?

Friedkin: Mine film var billige at producere ...

Heisterberg: Med det mener du, at det gav dig frihed?

Friedkin: Det tvang mig til at tænke kreativt. Når man bruger millioner på at lave ’Avatar’ i dag, så kommer hele maskinen i vejen for historiefortællingen. ’Åh, se hvad vi kan teknisk’. De svæver mere overbevisende i ’Avatar’, end pigen gjorde i ’Eksorcisten’, men teknikken er der kun for teknikkens skyld og ikke for at gøre historien stærkere.

Heisterberg: Men noget teknik hjælper os fremad. De små billige kameraer som GoPro. Har du prøvet dem?

Friedkin: Ja, jeg har et selv. Og selv børn har dem. De skyder film og smider dem på YouTube.

HeisTerberg: Måske er der håb der? Understrømmen af filmskabere, der bliver nødt til at være originale og sige noget sandt, fordi de ikke kan gemme sig bag teknikken.

Friedkin: Jeg overvejer at lave en tv-serie filmet dokumentarisk med GoPro. Bare et lille filmhold. Den skal handle om Christoffer Dorner, den afroamerikanske politimand, der blev uretmæssigt afskediget i Los Angeles og så gik grassat og begyndte at skyde folk. Og virkelig spredte skræk og rædsel. For han var en dygtig skytte, og han offentliggjorde lister over sine mål på internettet.

TV2
Foto: TV2

Heisterberg: Det virker, som om det ofte er virkelige hændelser eller personer, der tiltrækker dig. Tommy Lee Jones’ karakter i ’The Hunted’, Mordene i ’The Cruising’, besættelsen i ’Exorcisten’ og de to betjente i ’The French Connection’. Hvad fik dig til at gå i gang med ’The French Connection’?

Friedkin: Jeg var ikke interesseret i narkotika. Jeg var interesseret i de her politibetjente, der fundamentalt set er nogle bøller.

Heisterberg: Gene Hackman præsenteres nærmest som en antihelt i åbningsscenen.

Friedkin: Ja, han tæver en sort fyr. Hvis en politimand gjorde de ting i dag, ville han blive afskediget.

Heisterberg: Han virker helt uden samvittighed.

Friedkin: Ja. Og jeg var fascineret af dynamikken mellem en narkobaron på den ene side, der var en gentleman, der var sød mod sin kone og lavede gourmetmad, og politimanden på den anden side, der drikker kaffe og spiser pizza på gaden og er besat af at tage loven i egne hænder. Det er en omvendt kontrast, der er spændende. Og narkobaronen slipper væk fra politiet til sidst. Man ville have mig til at lave en etisk slutning, men jeg sagde nej, det er mere interessant, hvis narkobaronen ikke bliver fanget.

Heisterberg: Det er også en dynamik, der er på spil i ’Ekscorsisten’, hvor man har den gamle præst Merrin, der er stærk i troen, men svag i kroppen. Og den unge præst Karras, der er stærk i kroppen, en bokser, men svag i troen. Og så moren, der ikke tror. Er det en metodisk tilgang, at du orkestrerer karaktererne således?

Friedkin: Det er ikke en metode, det var bare karakterer, der talte sandt til mig. Karaktererne finder mig. Det er også derfor, jeg har lavet relativt få film, for det sker ikke så ofte. Jeg lavede ’Eksorcisten’ som troende. Jeg er ikke katolik. Og jeg kan ikke følge kirkens dogmer, men jeg tror på Jesu lære fra ’Det Nye Testamente’, og jeg tog udgangspunkt i en rigtig hændelse. Mine karakterer kommer af denne verden. Til forskel fra tegneserievampyrer; der ser jeg ingen sandhed. Det er rigtigt, at ’Eksorcisten’ så skrider over i det overnaturlige. Men det overnaturlige er blot noget, som vi ikke forstår endnu. Som da der kom tog, fly eller mobiltelefoner. Vi kunne ikke forstå det, før det kom. Før i tiden ville vi havet omtalt dem som mirakler. Men ja, ’Eksorcisten’ kan godt ses som studier af de forskellige karakterer. Min egen favoritscene i filmen er den, hvor moren drikker te med politimanden – spillet af Lee J Cobb – fordi en mand er fløjet ud af vinduet i datterens værelse. Det er en smukt skrevet scene. De ved begge, at det ikke kan lade sig gøre, men taler helt stille og kun indirekte om det, mens de erkender, at datteren må være besat.

Heisterberg: Det er et godt eksempel på, at du vælger karaktererne frem for plottet. Den scene fokuserer kun på deres erkendelse. De fleste andre film ville lade politimanden betvivle hendes udsagn og reducere følelserne i scenen for at skabe fremdrift i handlingen. Selv om du har stærke, centrale plots i alle dine film, som f.eks. at en pige besættes af djævelen, så er det slående, at du aldrig lader dig forføre af det. Du skaber karakterer, som har en stærk common sense ...

Friedkin: ... og de er sårbare ...

Heisterberg: ... og det gør, at man kan lide dem.

Friedkin: Til forskel fra ’Frygtens pris’, hvor jeg med vilje kun skabte karakterer, man ikke holder af.

Heisterberg: Betragter du ’Frygtens pris’ som dit mest ambitiøse værk?

Friedkin: Ja, ser du Rasmus: Jeg tog det på mig at springe over gærdet, hvor det var allerhøjest. Jeg gjorde ting, som jeg på det tidspunkt aldrig havde set gjort før. Det var farlige ting. Livsfarlige. Over 50 mennesker på filmholdet blev syge undervejs. Flere fik koldbrand, og jeg selv fik malaria. men jeg havde en stærk tro på, at vi ville overleve det. Og det gjorde vi. Men jeg gør det aldrig igen: risikerer folks liv.

Heisterberg: Du har en ny version klar?

Friedkin: Den samme version i ny digital kopi. Den smukkeste kopi nogensinde. Det tog mig seks måneder at lave den. Jeg har justeret farverne billede for billede. Den blev vist første gang, da jeg modtog en lifetime achievement award i Venedig og er kort blevet vist i Paris, og nu kommer den så til København. Den film var død i 37 år, men nu genopstår den. Det er som Lazarus, der rejser sig fra de døde.

Publiceret 5. april 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden