Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Vi skal alle dø. Men hvordan går vi herfra? Rolige, forløste og mætte af dage – eller forlader vi livet, som vi træder ind i det: skrigende? Samtale om det uafvendelige og om det at skabe en film mellem Bille August og hans søn, manuskriptforfatteren Anders August.

I Bille Augusts ’Stille hjerte’, der netop har haft premiere, står en syg ældre kvinde, spillet af Ghita Nørby, over for valget mellem at dø med værdighed eller at visne hen. Hun vælger det første og vil sige farvel til sin familie på en sidste weekend sammen. Bille Augusts søn Anders er vokset op med at tegne børnetegninger bag på filmmanuskripter og er nu brudt igennem som manuskriptforfatter både på film og i tv. Han har, sideløbende med at hans far har lavet ’Stille hjerte’, skrevet på en film med Michael Noer, hvor Ghita Nørby spiller en ældre kvinde, der på ingen måde ønsker at tage tidligere herfra. Det virkede for fristende at invitere de to til en samtale.

I

BILLE: Med min dåbsattest må jeg indrømme, at der er sat gang i nogle refleksioner om døden. Jeg har haft nogle romantiske drømme om, at man vil gå fra livet mæt af dage, men jo mere det nærmer sig, desto mere panisk bliver jeg. Jeg vil ikke væk herfra. Jeg vil ikke afskæres fra at se mine børn blive ældre. Men man kan jo ikke løbe fra det.

ANDERS: Du er ellers i bedre form end os alle sammen! … Det er sjovt, at Michael Noer og jeg, samtidig med din proces, har skrevet på en film (’Nøgle, hus, spejl’, der får premiere i 2015, red.) om en gammel kvinde – der ligesom i ’Stille hjerte’ spilles af Ghita Nørby. Men hvor hun i ’Stille hjerte’ beslutter sig for at dø en værdig død, er hun ved os fast besluttet på virkelig ikke at ville herfra. Vores vante opfattelse af alderdom er, at man bliver mere rolig og afklaret, men Michael og jeg tænkte: Hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad nu, hvis man – lige før lukketid – oplever den største lidenskab. Måske den største kærlighed i sit liv, og det er helt forfærdeligt at skulle dø. Hvad nu, hvis man kommer både skrigende ind i livet og går skrigende ud igen? ... Vi har læst hinandens manuskripter, og jeg har kun læst det filmfagligt. Tanken om, hvad du der skal ske, når du bliver 90 år, har end ikke strejfet mig.

BILLE: Jeg er meget usikker på, hvor jeg selv står. Jeg synes, det er væsentligt, nu vi kan holde folk i live så længe, at vi diskuterer, hvorvidt man i nogle situationer kan hjælpe folk til at dø et værdigt liv. Men det kan også meget let blive en glidebane, hvis man tillader aktiv dødshjælp. Nogle svage ældre kunne føle sig presset for ikke at være en belastning. Samtidig synes jeg, at der burde være en værdig mulighed, når man ved, at der kun er 14 dage tilbage, og man ligger i sit eget opkast og skrumper ind. Jeg håber, man er forløst til den tid. Men det er virkelig ikke der, jeg er endnu.

ANDERS: Heller ikke mig!

II

ANDERS: Det er måske trist. Men jeg synes ikke, at vi i min generation på noget tidspunkt har sat os ned med et klart manifest og sagt: Ned med de gamle. Vi kom lige efter Dogme95 med drømmen om, at det hele skulle være mere frit; at man kunne skyde løs på video; at man fjernede det tunge gammeldags apparat om at lave film. Jeg tror mere, det var Dogme-generationen, der forholdt sig til Bille August. Vi kom efter.

BILLE: Hvordan efter?

ANDERS: Da jeg begyndte at lave film, var det Trier, der var den gamle generation, mens du mest bare fik nogle ordentlige drag over nakken for dine internationale film. Forstår du, hvad jeg mener?

BILLE: Jeg kan godt se, at Dogme-generationen legede og eksperimenterede og fik noget ud af det, men i sidste ende skyldtes deres succes, at de havde nogle gode historier. Man kan finde på nye former og håndholdt kamera og gimmicks, men den gode historie er det interessante. Dybest set synes jeg, at film er forskning – og det nyskabende er at afdække den menneskelige psyke. Åbne døre ind til kamre, vi ikke har set før. Det er det spektakulære og nye, hver gang det sker, ikke så meget formen.

ANDERS: Det er nok det eneste, jeg har mærket af stemning mod dig – hvad folk siger, når de tror, jeg ikke hører det: Hvorfor er det ikke mere abstrakt, men du har jo aldrig haft lyst til at syre ud eller provokere.

BILLE: Hvorfor skulle jeg gøre det? Det optager mig ikke.

ANDERS: Det er der nogle, der synes, at film skal.

BILLE: Det interesserer mig ikke, så ...

ANDERS: ... ha ha, nej nej, jeg forstår. Da jeg begyndte at lave film, var jeg væsentligt mindre interesseret i den gode historie, end jeg er nu. Måske fordi du havde været så optaget af den. Dengang følte jeg, at det var meget finere, hvis det var abstrakt og mystisk og ikke gav mening. Det tog lang tid for mig at opdage, at den store kunst i filmsproget kræver en stor sans for historie og fortælleteknik. Nu bliver jeg imponeret, hver gang jeg ser, at en scene bare fungerer, fordi jeg ved, hvor svært det er.

BILLE: Det er interessant, når vi deler manuskripter, at mærke, at du er skolet i dramaturgi og har skrevet tv-manuskripter. Tv er strammere i sin dramaturgi end filmmanuskriptet, ikke sandt?

ANDERS: Man skal i hvert fald være mere effektiv, for ellers zapper folk væk. Jeg er skolet i det. Men du kan ikke skrive efter skabelonerne. Jeg tror, det handler om at glemme dem, mens man først skriver, og så kommer det dramaturgiske håndværk på efterfølgende. Men … Det har altid været et skældsord for dig, at noget var tv-agtigt, sådan har min generation det slet ikke.

BILLE: Det virker som om, at de danske tv-stationer står meget hårdt på standardformatet på 50 minutter. Det giver mindre fordybelse end spillefilmslængden. I svensk tv kan tv-serierne godt have afsnit af filmlængde. Sådan var det med ’Den gode vilje’, det var i princippet bare en lang spillefilm i tv. Tror du, der er en risiko for, at DR og TV 2 mainstreamer i jagten på publikum? Mere end man gør på konsulentstøttede film?

ANDERS: Ja, det tror jeg. Men jeg kunne godt forestille mig, at vi i fremtiden bevæger os i retning af miniserien. Og instruktørerne krydser nu også mellem film og tv, da der ikke længere bliver set ned på tv.

BILLE: Det er interessant, at instruktørerne rykker over i tv.

ANDERS: Det er også, fordi den amerikanske filmbranche i dag er i en fuldstændig forfærdelig forfatning. Værre end nogensinde. ’Godfather’, ’Gøgereden’ og ’Kramer vs. Kramer’ ville aldrig få opmærksomhed i dag. Så talenterne søger væk. Francis Ford Coppola og Martin Scorsese ville have lavet tv, hvis de begyndte i dag.

BILLE: Fordi friheden er større?

ANDERS: Der er ikke plads til de talenter i filmbranchen nu. De amerikanske film er blevet eventbaserede. Action og superhelte. Og det handler om at finde den ene idé, der kan samle alle og tjene milliarder på få uger. I tv kan du i langt højere grad få lov at overraske. Og publikum går nu til tv-serierne for at få den type fortælling, der før blev vist i art house-biograferne.

BILLE: Det virker som om, at den type film, jeg har beskæftiget mig med hele mit liv – med plads til fordybelse og psykologi – fremover skal laves som tv. Tror du, at biografen fremover kun er for blockbustere?

ANDERS: Det håber jeg virkelig ikke. Men … Filmskaberne i laget under eventfilmene må også erkende, at de skal være skarpere. De skal turde tage større chancer for at vise forskellene på film og tv. Det er fint nok, at vi har store eventfilm, og at vi alle sammen kan samles om filmatiseringen af Jussis bøger og tale om det. Men i laget under kan man ikke længere konkurrere med tv på den gode historie. Man bliver nødt til at tænke endnu mere udfordrende psykologisk og kunstnerisk nyskabende. Det er det, der skal få publikum til at se spillefilm.

BILLE: Men man tør ikke nu. Jeg kan mærke, at der i stedet er kommet en helt anden fokusering fra både filmkonsulenter og distributører på, hvilke sikre, kendte skuespillere, der er med i filmen. Det er det første, der bliver spurgt om. Det synes jeg er trist. Især når man har et filminstitut, der burde varetage udviklingen af talenter.

ANDERS: Men Filminstituttet står desværre ikke alene. Du skal jo have mange med ombord. Både tv-stationer og filmdistributører.

BILLE: Det har man altid skullet. Men den triste udvikling er, at man ikke taler substans, men om hvor godt noget kan sælge.

ANDERS: I filmsammenhænge tales der om priser og billetsalg, som om det er en håndboldkamp! I tv-serierne taler man substans. En serie som ’Mad Men’ er substans. Og vi taler om, hvad det siger om os som mennesker.

BILLE: For mig er det bedste, hvis tilskueren føler, at man er på tomandshånd. At de oplever en fortrolighed med instruktøren, og de føler, at filmen forbinder lige netop med noget i dem og ikke alle de andre i biografen. Det er den største magi. Den følelse fik jeg, da jeg så ’Applaus’, som jeg synes er et enormt vellykket portræt af en tilstand – en desperat kvindes tilstand. Det var en enorm bedrift. Jeg forsøgte selv noget lignende med ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ – Peter Høegs geniale portræt af en besværlig og ensom grønlandsk kvinde i Danmark. Men jeg havde store problemer allerede i manuskriptarbejdet. Vi opdagede langsomt, at Smilla ikke er et rigtigt menneske, men en litterær tilstand. Peter formår i en sætning at skrive noget om Grønland, myter, matematik, socialisme og kvindekultur. Det er fantastisk, når man læser det, men umuligt at konkretisere i en filmisk figur. Vi brugte 1 million dollars på forskellige manuskriptforfattere uden at få styr på den her kvinde. Men filmen var finansieret, og vi gik i gang med optagelserne uden rigtigt at have styr på det, og jeg sagde til mig selv: Vi løser det på settet. Men det fungerede stadig ikke. Så tænkte jeg: Vi løser det i klippebordet. Og derefter: Vi løser det med musikken. Men det går altså ikke, hvis manuskriptet ikke fungerer. Jeg havde det forfærdeligt undervejs i filmen, for jeg kunne mærke, at det ikke blev levende, ikke føltes sandt. Da den så fik premiere, fik jeg nogle ordentlige hak i tuden. Det var frygtelig deprimerende.

ANDERS: Jeg kan huske spisesedlen ’Smilla var noget Høeg’.

BILLE: Jeg blev udset som prygelknabe i en periode. Men det ville egentlig ikke have gået mig på, hvis jeg selv havde været tilfreds, men det gjorde ondt med ’Smilla’, fordi jeg selv følte, det var gået galt. Og det tog glæden ved at lave film helt fra mig. Hvorfor udsætter man sig selv for det, tænkte jeg. Jeg tænkte meget på historien om J.S. Bach – uden sammenligning i øvrigt – om dengang han mistede et barn og i en periode mistede glæden ved at skabe musik. Og han bad og bad til Gud om at få glæden tilbage. Jeg havde mistet lysten, den var væk. Heldigvis kom den tilbage.

ANDERS: Og ingen af os var døde.

III

Politiken inviterede instruktøren Bille August og hans søn, manuskriptforfatteren Anders August til en faglig samtale. Bille Augusts ’Stille hjerte’, hvori en syg ældre kvinde, spillet af Ghita Nørby, står over for valget mellem at dø med værdighed eller at visne hen. Hun vælger det første og inviterer sin familie på en sidste weekend sammen. Det bliver til et kammerspil i dødens skygge, som Politikens Kim Skotte giver 5 hjerter og kalder en af Bille Augusts bedste film. ”Det er et familiedrama og en film om kærlighed”, siger Bille August velvidende, at der i historiens kerne findes en diskussion om aktiv dødshjælp. ”Jeg synes, det er væsentligt, at vi i et moderne samfund, hvor vi lever længere og hvor lægevidenskaben er nået så langt som den er og folk på godt og ondt bliver holdt i live i så lang tid, at vi diskuterer hvorvidt, man i visse situationer skal hjælpe folk med at dø et værdigt liv”, siger Bille August. Kilde: Politiken.tv/ tegner: Thomas Thorhauge, Kristoffer Hegnsvad, Peter Vintergaard

ANDERS: Når jeg tænker tilbage, var det mere reglen end undtagelsen i de år, da jeg begyndte at lave film, at du fik hak i tuden. Men måske var det godt for mig.

BILLE: Hvordan det?

ANDERS: Den opmærksomhed, der ville være om, at min far er den største danske instruktør. Den har jeg ikke følt. Stemningen har været kritisk over for dig i de år, jeg kom ind i branchen. Måske har det gjort det lettere for mig, jeg ved det ikke ... Det har også hjulpet mig til at indse, hvordan agtelse og berømmelse går op og ned. Jeg har set dig vinde en Oscar og to Guldpalmer, og få år efter hører man ...

BILLE: ... at det er en katastrofe. Personligt er det kun ’Smilla’, der har berørt mig. Jeg rejser også meget med mine film. Nogle steder får de fantastiske anmeldelser, andre steder ikke. Og så er der nogle, der får lunkne anmeldelser, men går rent ind hos publikum. Nogle gange går det godt, andre gange går det mindre godt.

ANDERS: Altså det er fucking svært at lave en god film. Du har lavet 3,4,5 fantastiske film i træk, og så er der en, der ikke var så vellykket, og så en, der var, og så en, der ikke var osv. Og man må bare erkende, at det er virkelig svært. Det er det, jeg har set tæt på. Hvor hårdt arbejde det er, men at det også kan lade sig gøre. Det gør, at jeg kan skrive uden at bukke fuldstændig under for forventningspresset ... Men måske er det også en af forskellene på at være manuskriptforfatter og instruktør. Jeg tænker ikke, at de film jeg skriver manus til, er mit værk.

BILLE: Vissevasse.

ANDERS: Nej, det mener jeg. Jeg håber da en dag, at måske – måske – når man ser alt, jeg har lavet, samlet, at der er et eller to gennemgående træk, som er mine. Men den enkelte film tænker jeg ikke er min, men noget, jeg har lavet med instruktøren. Det er instruktørens stemme. Hvis man som manuskriptforfatter insisterer på at få sin stemme hørt – i hvert fald på film, tv er lidt anderledes – kan man hurtigt blive ulykkelig og fordrukken.

BILLE: Jeg tænker altid, at det er en tilfældighed, at mit navn står forrest. Instruktøren tegner firmaet, men jeg forsøger at sætte mit ego til side og være en ærbødig tjener over for stoffet

ANDERS: Der kan jeg så afsløre, at det ikke er alle instruktører, der går sådan til manuskriptet, ha ha.

IV

Kommer I til at arbejde sammen på et tidspunkt?

ANDERS: Jeg vil rigtig gerne. Men jeg er også meget glad for, at det ikke er sket endnu. Jeg har det sådan, at hvis vi skal lave noget sammen, så er det, fordi du ville vælge mig, selv hvis jeg ikke var din søn.

BILLE: Jeg har gjort mig tanker om det. Det skal nemlig kun være, fordi Anders ville være den bedste, og ikke, fordi han er min søn. Ellers bliver det mærkeligt, og det ville også kunne skade vores private relation, og det må det ikke. Men hvis der nu kom et projekt, hvor Anders helt naturligt ville være den bedste, så det ikke blev et far-søn-projekt, men et fagligt samarbejde ... derudover er det også sjovt at få den oplevelse sammen.

ANDERS: Det var sikkert det, Coppola sagde, da han castede sin datter til ’Godfather III’.

BILLE: Hvad?

ANDERS: Ikke noget. Det håber jeg sgu, at vi skal på et tidspunkt. Og efterhånden – med det, jeg har lavet – ville jeg heller ikke føle, at jeg har fået noget forærende.

BILLE: Det er en meget kommerciel branche, men nu er det Anders’ navn, der er det første, jeg får nævnt, når nogle foreslår manuskriptforfattere.

ANDERS: Men jeg har nu aldrig følt, jeg fik noget foræret. Branchen er så kommerciel, at du ikke kan bruge nepotisme til noget. Jo, Kasper Schmeichel kan få en prøvetræning på sit efternavn, men hvis han ikke kan stå på mål, bliver han ikke stående. Du bliver ikke tilbudt at skrive manuskript til en film til 25 millioner pga. et efternavn, og selv hvis du gjorde, ville du højest få én chance. Så kan du sidde der med dit blanke papir og forsøge at imponere det.

BILLE: Ja, du er god.

Publiceret 14. november 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce