I2010 lavede Janus Metz en af de vigtigste danske dokumentarfilm i nyere tid. Ikke kun fordi den handlede om den danske krigsindsats i Afghanistan, men fordi den gjorde det med en sensibilitet, den forbandt større eksistentielle temaer og en sociologisk tilgang med krigsfotografiets frontlinjevisualitet. Det blev til mere end blot dokumentation af et Danmark i krig. En historie om unge mænds begær efter at træde ind i helteroller. Og den blev på den måde en slægtning til hans ’Fra Thailand til Thy’, der handlede om mere end blot postordrebrudes migration, men om en bestemt manderolle under afvikling. Ruben Östlund har med film som ’Force Majeure’, ’Play’ og ’De ufrivillige’ befundet sig aktivistisk i netop det felt: udfordringen og afviklingen af de kategoriske forestillinger, vi har om kønsroller, hudfarve og tidens individualistiske heltebilleder. Og selv om Metz primært er dokumentarist, og Östlund iscenesætter sine filmtableauer, føltes det gavnligt at tvinge dem sammen. Vi satte hinanden stævne en dag i Göteborg; et møde, der uforvarende fandt sted første mandag efter terrorangrebet i Paris.
ÖSTLUND: Kaffe?
METZ: Ja tak.
