Ingen instruktører bedriver i samme omfang som danskerne Phie Ambo og Michael Madsen forskning, når de skaber dokumentarfilm. Begge har lavet film om noget, der ikke umiddelbart kan filmes, og noget, der aldrig før på den måde er blevet undersøgt i dokumentarfilm. Phie Ambo har beskæftiget sig med kærligheden mellem robotter og mennesker i ’Mechanical Love’, med posttraumatisk stress og effekten af meditation i ’Free the Mind’ og med universet, som en biodynamisk landmand opfatter det i ’Så meget godt i vente’. Michael Madsen har i Into Eternity’ forsket i rækkevidden af at anbringe højradioaktivt affald ipermanente depoter, har med ’The Average of the Average’ lavet en danmarksfilm i 3D fra Middelfart og er aktuel med ’The Visit’, hvori han dokumentarisk undersøger et scenarie, der aldrig har fundet sted: Den dag planeten Jorden får kontakt med liv fra et andet sted. Selv om begge dokumentarister gerne går videnskabeligt til værks, viste en samtale mellem dem, at der er store forskelle på, hvad der interesserer dem som filmforskere. Og hvordan de sætter ord på det, de gør.
MADSEN: I ’Så meget godt i vente’ har du en biodynamiker, der tror på, der er en kosmisk sammenhæng imellem alt. Så blomster er ikke bare blomster, der dufter for deres egen og for biernes skyld. De er kosmiske paraboler. Han abonnerer på ideen om, at naturen og alle væsner er besjælet. I ’The Visit’ medvirker en person, som kaldes verdens førende astrobiolog. Altså verdens førende person inden for spørgsmålet om, at hvis der er liv i rummet, hvad kan det så overhovedet være? Og kan det være en anden livsform end den, der findes her på Jorden? I filmen bliver astrobiologen spurgt af det her ’rumvæsen’: Er livet blindt for andet end overlevelse? Og han svarer ’ja’. I hans forståelse af liv står blomsten ikke og suger universets kraft til sig for nogens skyld. Han ser ingen forbindelse mellem alting og ville sige, at vores biodynamiker i ’Så meget godt i vente’ er romantiker. Det er muligt, at mennesket grundlæggende er romantisk. Det tror jeg også, jeg selv er. Men astrobiologen vil ikke se forbindelsestråde på tværs af alting. Det ser den moderne videnskab ikke. Den ser simpelthen ingen overordnet mening. En anden person i ’The Visit’ frygter, at livet på Jorden bare er et kosmisk tilfælde. Et lykketræf kan man måske svinge sig op til at sige, for så vidt at vi er glade for at leve her på Jorden. Men altså bare et tilfælde. Men er livet spredt ud i universet, så tænker jeg, at man måske kan sige, at meningen er, at der også findes liv andre steder. Det ville i hvert fald være mere bekræftende, end at det er os, der er de mærkelige. Og at alting bare er dødt støv og vand i form af stjerner.
AMBO: Min næste film handler om bevidsthed, og der er mange steder i ’The Visit’, jeg finder sindssygt interessante i den forbindelse. Som: Er der ting omkring os, vi ikke kan se, fordi vi fysiologisk ikke kan se dem? Er der et rumvæsen til stede her, hvor vi sidder nu? Kender du ikke det klassiske kvantefysiske forsøg med, at når du måler elektroner, så ændrer de adfærd. Når man ved det, så tænker jeg: Hvad kan vi så overhovedet vide om noget som helst? I forhold til det der måleveje? Alligevel giver det der måle-veje mig en vis tryghed. Jeg kan godt lide, at man i ’Free the Mind’ kan se på hjerneskanninger, hvordan meditation kan ændre hjernen. Jeg tror først rigtig på det, når jeg kan se det. Men jeg ved samtidig godt, at sådan noget som bevidsthed er ekstremt svært at beskrive med de værktøjer, man har i naturvidenskaben. Måske skal man kombinere naturvidenskaben og så det, vi i mangel af bedre ord kalder intuition. Megen matematik er bygget på intuition. Og nogle gange, når matematikere laver formler, kan man høre dem sige ting som: Jeg tror, den er rigtig, fordi den er smuk. Så tænker man: Hvor er det vildt, at du siger sådan, men at du stadig ikke tror på noget åndeligt eller noget, der er større end dig selv. For hvordan kan et stykke matematik være smukt, hvis der ikke er en overordnet struktur, som gør den smuk? Eller hvorfor er det, at du genkender den som smuk? Og hvorfor er der geometriske ligheder alle mulige steder i naturen? Jeg har det, som om der ligger en eller anden kode, vi er blinde for. Lige foran vores fødder.
