De lærte hinanden at kende, da de begge blev optaget på Den Danske Filmskole i 2005. Siden er de prisbelønnede instruktører og manuskriptforfattere May el-Toukhy og Tobias Lindholm på hver deres måde blevet nogle af de vigtigste stemmer i dansk film. May el-Toukhy foretrækker at arbejde med meget kontrollerede kameraindstillinger og er optaget af at skabe psykologisk nuancerede film. Sammen med sin faste manuskriptforfatter Maren Louise Käehne skrev hun ensembledramaet ’Lang historie kort’, som hun siden også instruerede. Tobias Lindholm har i sine film ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ arbejdet med det håndholdte kamera i et forsøg på at portrættere virkeligheden. I dag er der dansk premiere på May el-Toukhys nye film ’Dronningen’, som Tobias Lindholm har fulgt i sin tilblivelse fra sidelinjen. ’Dronningen’ har vundet publikumsprisen på festivalen Sundance og tre priser på Göteborg Film Festival. En fredag eftermiddag mødtes May el-Toukhy og Tobias Lindholm i hans kontor til en samtale om filmiske metoder og om ’Dronningen’, der handler om kvinden Anne (Trine Dyrholm), som forfører sin 17-årige stedsøn Gustav (Gustav Lindh).
Lindholm: ’Dronningen’ tvinger os som publikum til at læse fortærskede kønsrollemønstre på en anden måde, fordi du vender rollerne om. Du lader kvinden, Anne, forføre en 17-årig dreng. Vi har alle sammen tusind gange set og hørt om historier, hvor Anne er en mand. Med det simple trick at lade hende være en kvinde fornyer du diskussionen om magtmisbrug. Jeg synes ikke, det kun er en film om en kvinde. Der er meget mere på spil. Magtesløsheden og hele den manipulation, der foregår og skifter karakter undervejs.
el-Toukhy: I min optik er ’Dronningen’ optaget af, hvad magt gør ved os. Det ansvar, der følger med at have magt, og også den snigende berettigelse, man kan føle, når man er magtfuld. Så magt er en grundsten i filmen. Som jeg ser Anne, er hun ikke sin magt bevidst til at starte med, men der finder jo en magtudøvelse sted alligevel.
Lindholm: Et sted siger Anne, at den første, hun gik i seng med, var en, det ikke skulle have været. Og på det tidspunkt har jeg ellers lige vænnet mig til, at hun er forfærdelig. Da hun siger det, kommer der en sprække ind til hendes fortid, og hun bliver menneskeliggjort. Der kommer ingen forklaring. Det er kun en sprække, men den får mig til at tænke: Er det derfor, du lever, som du gør, Anne? Er det derfor, du bor i et stort, dyrt dukkehus med din mand og dine døtre og går rundt i dit bløde silketøj og smører dig ind i dine lækre fugtighedscremer? Hvad dækker du ellers over? Dén ene replik fortæller, at også hun er magtesløs. Men der kommer ingen forklaring. Michael (Noer, instruktør, red.) og jeg gjorde noget lignende i ’R’, hvor der kom en sprække til en barndom, da Pilous (Asbæk, skuespiller, red.) karakter fik besøg af sin bedstemor. Der kom ingen forklaring på, hvorfor han blev forbryder, men der blev slået en sprække ind til barndommen. Det var rigeligt.
