Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
I dag skriver Erik Jensen om superligakampen mellem AGF og Randers, der blev vist på Canal 9 og Dplay torsdag aften.
Lad os være ærlige: Corona er også en ny chance for fænomener, der virkelig kunne trænge til en ny begyndelse. Nu for eksempel fodbold, som i den gamle normal for længst var kørt ud over skrænten i et dollargrin med plads til de rige klubber, deres kommende, lukkede turneringer, astronomiske tal for køb og løn og tv-stationernes vanvittige betalinger for rettighederne.
Alt sammen en absurd hån mod de fans, hvis kærlighed og trang til at dyrke den i det fællesskab, det forgyldte spil lever af, hvad enten man kan møde op på stadion eller se det hjemme sammen med andre.
Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om vi orker at gøre det nødvendige for at gøre den nye normal til noget bedre? At dømme efter tv-transmissionen af den første kamp i den hjemlige superliga i 80 dage, det østjyske lokalderby mellem AGF og Randers FC, er svaret faktisk ja.
De aarhusianske værter havde gjort en kæmpeindsats for at skabe stemning om den tilskuerløse tv-kamp. Der var arrangeret drive-in-bold på storskærm for boldelskende bilister med Aarhusbugten som bagtæppe.
En noget smukkere kulisse end parkeringspladsen ved stadionlandskabet i Herning, og på den måde kan man i Aarhus og måske resten af landet smile over, at AGF kom først med det koncept, konkurrenterne i FC Midtjylland med vanlig sans for at føre sig frem har skræppet op i den ganske verden om, at de har fundet på.
På stadion i Aarhus var opstillet papfigurer, bragt til live med tegnede ansigter af fans. En 200 kvadratmeter stor skærm med livebilleder hjemme fra stuerne hos tilhængere af begge hold stod på langsiden og var så livagtig, at den engagerede GF-træner David Nielsen hilste på den med spurt og knyttet næve før kampstart.
Digitale kontrollører var indsat for at sikre, at ingen råbte ukvemsord eller viste rumpetten frem på skærmene (i hvert fald hvis balderne ikke var hvi’ee, som den kommercielle chef hos hjemmeholdet De Hvi’ee fra Fredensvang ifølge kommentator Zak Egholm havde udtrykt det).
Det kammede over
Efter spillernes ønske var der tilføjet stadionlyd, som man kunne vælge til eller lade være hos min streamingtjeneste, Dplay. Her kunne man til gengæld ikke fravælge, at den muligvis mest kendte AGF-fan, Thomas Helmig, i en optagelse fra det tomme stadion sang et af sine bedste numre, ’Malaga’, så indsmigrende, at den hvide farve blev drysset ud over skærmen som sukker.
Alt det andet virkede til gengæld. Nå ja, fodboldkampen var sandt for dyden ingen teknisk nydelse, men intens og hidsig. Men AGF havde stor ære af arrangementet, hvis legende stemning bredte sig ud til de små hjem gennem tv.
Som AGF’s målscorer, Patrick Mortensen, rigtigt sagde efter kampen, var det faktisk rørende at se jubel og ærgrelse i ansigterne hjemme hos de medvirkende (havde jeg nær skrevet) fans.
Måske havde overvært Mette Corneliussen på det omfangsrige hold på hele tre eksperter og to kommentatorer lidt for travlt med at understrege, hvor følsomt og rørende det hele var.
Men til trods for, at Discovery, der står bag Canal 9 og åbenbart er i offensiven for fortsat at spille en rolle i fodbold efter at have mistet stort set alle rettigheder, fuldstændig overmatchede opgaven med sit store hold, var det fedt at have bolden tilbage på den måde.
I hvert fald lige indtil et meget langt og meget privat indslag om AaB’s træners kræftsyge datter ligesom skulle runde aftenen af og tvinge os alle til at føle os som en del af en eller anden Familie Fodbold. Overflødigt og malplaceret.
De tider, hvor tv-stationernes ellers stærkt kvalificerede fodbolddækning skal spædes op med menneskelige historier på den måde, burde være blevet på den anden side af coronakrisen.
Indslaget – med al respekt til den sympatiske AaB-træner Jacob Friis og hans familie – virkede lige så kunstigt og komisk som den voldsomme stadionlyd, tysk tv har klistret på sine bundesligakampe i den første svære tid uden tilskuere.
Hvis man har en så legende og på en måde uskyldig tilgang til det spil, fodbold også er, som vi så demonstreret i Aarhus torsdag aften, kan fodbold i coronatiden vise vejen tilbage til sportens oprindelige dyder og elementer.
Det vil i så fald på alle måder være en forrygende god start.
fortsæt med at læse
