0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Fansene måtte nøjes med at se AGF-Randers på storskærm på Tangkrogen i Aarhus, da der ikke måtte være tilskuere på stadion på grund af coronakrisen. På tv gjorde værterne alt for at kompensere for de manglende tilskuere.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fuldstændig malplaceret indslag afsluttede dækningen af AGF og Randers

Fungerer fodbold på tv, når tribunerne på stadion er tomme? Canal 9 gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at give tv-seerne en god oplevelse. Og måske vandt fodbolden en del af sin uskyld tilbage, skriver Erik Jensen i denne tv-klumme.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

I dag skriver Erik Jensen om superligakampen mellem AGF og Randers, der blev vist på Canal 9 og Dplay torsdag aften.

Lad os være ærlige: Corona er også en ny chance for fænomener, der virkelig kunne trænge til en ny begyndelse. Nu for eksempel fodbold, som i den gamle normal for længst var kørt ud over skrænten i et dollargrin med plads til de rige klubber, deres kommende, lukkede turneringer, astronomiske tal for køb og løn og tv-stationernes vanvittige betalinger for rettighederne.

Alt sammen en absurd hån mod de fans, hvis kærlighed og trang til at dyrke den i det fællesskab, det forgyldte spil lever af, hvad enten man kan møde op på stadion eller se det hjemme sammen med andre.

Spørgsmålet er selvfølgelig bare, om vi orker at gøre det nødvendige for at gøre den nye normal til noget bedre? At dømme efter tv-transmissionen af den første kamp i den hjemlige superliga i 80 dage, det østjyske lokalderby mellem AGF og Randers FC, er svaret faktisk ja.

De aarhusianske værter havde gjort en kæmpeindsats for at skabe stemning om den tilskuerløse tv-kamp. Der var arrangeret drive-in-bold på storskærm for boldelskende bilister med Aarhusbugten som bagtæppe.

En noget smukkere kulisse end parkeringspladsen ved stadionlandskabet i Herning, og på den måde kan man i Aarhus og måske resten af landet smile over, at AGF kom først med det koncept, konkurrenterne i FC Midtjylland med vanlig sans for at føre sig frem har skræppet op i den ganske verden om, at de har fundet på.

På stadion i Aarhus var opstillet papfigurer, bragt til live med tegnede ansigter af fans. En 200 kvadratmeter stor skærm med livebilleder hjemme fra stuerne hos tilhængere af begge hold stod på langsiden og var så livagtig, at den engagerede GF-træner David Nielsen hilste på den med spurt og knyttet næve før kampstart.

Digitale kontrollører var indsat for at sikre, at ingen råbte ukvemsord eller viste rumpetten frem på skærmene (i hvert fald hvis balderne ikke var hvi’ee, som den kommercielle chef hos hjemmeholdet De Hvi’ee fra Fredensvang ifølge kommentator Zak Egholm havde udtrykt det).

Det kammede over

Efter spillernes ønske var der tilføjet stadionlyd, som man kunne vælge til eller lade være hos min streamingtjeneste, Dplay. Her kunne man til gengæld ikke fravælge, at den muligvis mest kendte AGF-fan, Thomas Helmig, i en optagelse fra det tomme stadion sang et af sine bedste numre, ’Malaga’, så indsmigrende, at den hvide farve blev drysset ud over skærmen som sukker.

Alt det andet virkede til gengæld. Nå ja, fodboldkampen var sandt for dyden ingen teknisk nydelse, men intens og hidsig. Men AGF havde stor ære af arrangementet, hvis legende stemning bredte sig ud til de små hjem gennem tv.

Som AGF’s målscorer, Patrick Mortensen, rigtigt sagde efter kampen, var det faktisk rørende at se jubel og ærgrelse i ansigterne hjemme hos de medvirkende (havde jeg nær skrevet) fans.

Måske havde overvært Mette Corneliussen på det omfangsrige hold på hele tre eksperter og to kommentatorer lidt for travlt med at understrege, hvor følsomt og rørende det hele var.

Men til trods for, at Discovery, der står bag Canal 9 og åbenbart er i offensiven for fortsat at spille en rolle i fodbold efter at have mistet stort set alle rettigheder, fuldstændig overmatchede opgaven med sit store hold, var det fedt at have bolden tilbage på den måde.

Annonce

I hvert fald lige indtil et meget langt og meget privat indslag om AaB’s træners kræftsyge datter ligesom skulle runde aftenen af og tvinge os alle til at føle os som en del af en eller anden Familie Fodbold. Overflødigt og malplaceret.

De tider, hvor tv-stationernes ellers stærkt kvalificerede fodbolddækning skal spædes op med menneskelige historier på den måde, burde være blevet på den anden side af coronakrisen.

Indslaget – med al respekt til den sympatiske AaB-træner Jacob Friis og hans familie – virkede lige så kunstigt og komisk som den voldsomme stadionlyd, tysk tv har klistret på sine bundesligakampe i den første svære tid uden tilskuere.

Hvis man har en så legende og på en måde uskyldig tilgang til det spil, fodbold også er, som vi så demonstreret i Aarhus torsdag aften, kan fodbold i coronatiden vise vejen tilbage til sportens oprindelige dyder og elementer.

Det vil i så fald på alle måder være en forrygende god start.

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed