På onsdag starter filmfestivalen Weekend, der er den minimerede udgave af den festival, der normalt hedder CPH PIX. Festivalen viser 40 film på fem dage. Og det er noget af en mundfuld.
Så vi har stukket næverne ned i årets internationale program og trukket syv film op, der er særligt værd at bruge tid og penge på at se:
1. What Do We See When We Look At The Sky?
(Alexandre Koberidze, Georgien/Tyskland, 2021, 150 minutter)
Ja, det her er en film, der sagtens kunne være en halv time kortere, uden at det ville gå ud over forståelsen af filmens handling. Men det er den gudskelov ikke. For man har lyst til at blive siddende inde i Alexandre Koberidzes varme og omsorgsfulde film i meget lang tid.
Det er sommer og snart tid til at følge verdensmesterskaberne i fodbold, da Lisa og Giorgi møder hinanden tilfældigt på gaden i den smukke georgiske by Kutaisi. De forelsker sig pladask og aftaler at mødes næste dag på en cafe. Men de får hverken udvekslet navn eller nummer, og i løbet af natten bliver der kastet en forbandelse på dem. Så da de vågner næste dag, er spørgsmålet, om de nogensinde møder hinanden igen.
’What Do We See When We Look At The Sky?’ er en romantisk og eventyrlig film, der hylder skønhed og de små, smukke tilfældigheder, som de fleste af os glemmer at lægge mærke til.
Se den (også) fordi: den indeholder en af de mest poetiske og præcise scener af nogle, der spiller fodbold.
’What Do We See When We Look At The Sky?’ vises i Grand Teatret lørdag kl. 14 og i Cinemateket søndag kl. 19.
2. Wood and Water
(Jonas Bak, Tyskland/Frankrig, 2021, 79 minutter)
Den tyske kvinde Anke bliver pensioneret fra sit job i kirken og arrangerer en nostalgisk sommerhusferie med sine børn ved Østersøen. Men da sønnen, Max, aflyser på grund af urolighederne i Hongkong, hvor han bor, rejser Anke i stedet over for at besøge ham i den protestramte by. Umiddelbart er den så langt væk, som det er muligt, fra det sted i tyske Schwarzwald, hvor hun selv bor, men transitionen mellem de to i filmen er et mesterværk i sig selv.
Der er hverken mange ord eller megen action i ’Wood and Water’, der er pakket ind i Brian Enos rolige ambientmusik. Men hvad den ikke har i fart og tempo, har den til gengæld i poesi, tai chi og små forunderlige, varme møder, der resulterer i 79 minutters ydre og indre rørende bevægelser.
Det er en miljøbeskrivende film om familie, alderdom og den ensomhed, der efterhånden er lige så udbredt på land som i by såvel hos gammel som hos ung. Og som derfor, om ikke andet, er en af de få ting, der binder alle os kasseinddelte og fortravlede mennesker sammen på tværs af hvert vores akvarium.
Se den (også) fordi: det er unikt at få lov til at se en så rolig og undseelig film i et biografrum.
’Wood and Water’ vises i Øst for Paradis onsdag kl. 21.30, i Cinemateket torsdag kl. 16.30 og i Dagmar søndag kl. 14.15.
3. Red Rocket
(Sean Baker, USA, 2021, 128 minutter)
Instruktøren Sean Baker er godt i gang med at cementere sig selv som den uafhængige amerikanske films største håb. Hans film ’Tangerine’ og ’The Florida Project’ var på et tårnhøjt niveau, og det er ’Red Rocket’ absolut også.
Den fallerede pornostjerne Mikey står af bussen i sin hjemby i Texas uden andet end hudskrammer og blå mærker over hele kroppen. Og så selvfølgelig et gigantisk ego. Mikey snakker konstant. og via sit uregerlige mundtøj får han løjet, slesket og manipuleret sig ind i huset hos sin ekskone og hendes mor, ind i nabosønnens bil, ind i den lokale pushers forretning samt ind i den unge pige, der sælger doughnuts jordbær. Og sådan begynder han at flyde ovenpå igen og drømme store pornostjernedrømme.
’Red Rocket’ er en film om det mandlige blik, og den er både morsom, plat og tragisk. Men den balancerer (næsten) hele tiden på den rette side af kanten, fordi man mærker Sean Bakers ømhed for sine langt ude-karakterer.
Se den (også) fordi: den grønøjede Simon Rex i hovedrollen er både voldsomt imponerede og voldsomt irriterende.
’Red Rocket’ vises i Empire torsdag kl. 19.30, i Øst for Paradis fredag kl. 21.30 og i Dagmar lørdag kl. 18.45.
4. De uskyldige
(Eskil Vogt, Norge, 2021, 110 minutter)
Eskil Vogt er ikke længere den hemmelighed i skandinavisk film, han har været, men med ’De uskyldige’ træder han endelig helt frem på scenen. Han spillefilmdebuterede som instruktør med ’Blind’ i 2014, men har haft sine manuskriptskrivende hænder med i alle Joachim Triers film, mest berømt nok ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’.
I ’De uskyldige’ bevæger han sig et på én gang kreativt og ondskabsfuldt sted hen i en film om en gruppe forsømte børn i et boligkompleks i Norge, der besidder overnaturlige evner. Vi er på overfladen i familie med den svenske ’Lad den rette komme ind’, men vi får ikke lov at gemme os i genrefilmenes konventioner. Det her er uhyggelige børn som de uhyggeligste børne-øjeblikke hos Stanley Kubrick, Roman Polanski og Michael Haneke, og selv om de tydeligt foretager sig overnaturlige telekenetiske ondskabsfuldheder, så virker det realistisk på en gysende måde.
Se den (også) fordi: Den er valgt som årets åbningsfilm.
’De uskyldige’ vises i Grand Teatret tirsdag kl. 19 og onsdag kl. 16.30.
5. La Civil
(Teodora Ana Mihai, Belgien/Rumænien/Mexico, 2021, 140 minutter)
Rumænske Teodora Ana Mihai overraskede ved at følge op på sin festivaldarling af en dokumentarfilm ’Waiting for August’ fra 2014 med en fiktionsfilm ’La civil’, der tilmed fik premiere ved Cannes Film Festival i år.
Vi er i den nordmexikanske, kvindehadende kartelkategori af en film, der i sit tema vækker minder om Roberto Bolanos roman ’2666’, Denis Villeneuves film ’Sicario’ og Julie Elies dokumentarfilm ’Dark Suns’. Denne gang følger vi kvinden Cielo, hvis datter Laura bliver kidnappet, og hendes forfærdelige kamp for at få hende tilbage. Det er også et gensyn med et af Mexicos største skuespillertalenter, Juan Daniel García Treviño, som vi sidst så i ’I’m No Longer Here’.
Se den (også) fordi: De systematiserede kvindedrab, der foregår i Mexico, kalder stadig på opmærksomhed.
’La Civil’ vises i Empire torsdag kl. 16.30 og søndag i Dagmar kl. 19.30.
6. Bad Luck Banging or Loony Porn
(Radu Jude, Rumænien/Luxembourg/Tjekkiet/Kroatien, 2021, 106 minutter)
Omdrejningspunktet i den her teatralske treaktede film er den hjemmevideo, skolelæreren Emi laver med sin mand, mens de har sex. Videoen slipper ud på internettet, hvorved hendes elever og deres forældre ser den, og så skal Emi kæmpe for både sit job og sin ret til at være en privat person.
Det er en film med en startscene, der nok skal skabe akavet stemning i biografmørket. Og en film om hykleri i en verden, hvor folk går med mundbind og spritter deres moral af. Og en film om nutidens Rumænien, der stadig lider under konsekvenserne og holdningerne fra det diktatur, Nicolae Ceaușescu ledte helt frem til 1989. Og med den tematik samt en dybsort og udsyret humor skriver ’Bad Luck Banging or Loony Porn’ sig ind i den veldekorerede rumænske nybølge, der har bevæget sig siden 2000’erne.
Se den (også) fordi: den vandt Guldbjørnen på årets Berlinale og er aktuel til tiden med både corona og krænkelser.
’Bad Luck Banging or Loony Porn’ vises i Grand Teatret onsdag kl. 21.30 og i Cinemateket kl. 16.15.
7. Lingui, the Sacred Bonds
(Mahamat-Saleh Haroun, Tchad/Frankrig, 2021, 88 minutter)
Noget af det bedste ved filmfestivaler er, at det er en oplagt mulighed for at se film fra lande, man normalt aldrig ser film fra og ikke havde tænkt som en filmnation. Et land som eksempelvis Tchad, hvor ’Lingui, the Sacred Bonds’ foregår, og filmens instruktør kommer fra.
Den udspiller i udkanten af landets hovedstad, N’Djamena, og tager udgangspunkt i Amina, der har en datter, men ingen mand og derfor bliver hånet og holdt på kanten i et samfund styret af religion og mænd, hvor intet er vigtigere for en kvinde end et pænt image. Derfor er det skamfuldt og fatalt, da Aminas 15-årige datter fortæller, at hun er gravid og vil have en abort, for det er både lovmæssigt og religiøst forbudt. Og derfra starter de to kvinders kamp mod religiøs moral og konservative samfundsstrukturer i en verden fuld af støv, gylden varme, farverige gevandter og sværmende motorcykler.
Se den (også) fordi: det er vigtigt at blive mindet om, at kvinders ret til abort er en kamp, der fortsat skal kæmpes over hele verden.
’Lingui, the Sacred Bonds’ vises i Empire onsdag kl. 17.00 og i Grand Teatret fredag kl. 17.00.