Det er stadig smørret, der gør'et i 'Sidste tango i Paris'. Scenen hvor Paul (Marlon Brando) med god hjælp fra en pakke smør har analsex med Jeanne (Maria Schneider) fik for små 30 år siden sindene på gled, censuren til at stejle og publikum til at strømme i biografen. Det er stadigvæk det seksuelle frisprog, der taler klarest i Bernardo Bertoluccis sensation fra 1972. Det var, før Brando blev en snøvlende kolos. Han er ganske vist både snøvlende og grånende i 'Sidste tango', men profilen er intakt og over for sig havde han den marcipanbløde Maria Schneider i pels og kinky boots. Det er historien om to mennesker, som mødes tilfældigt og indleder et hidsigt seksuelt forhold i en tom lejlighed i Paris. I lejligheden på Rue Jules Verne begiver de to fremmede sig ud på en verdensomsejling under huden. Den ældre amerikaner definerer forholdets tabu: de skal forblive ukendte for hinanden. Navnløse. Her bor begæret og døden dør om dør. Men uden navneskilt. Han er hårdhændet, kynisk, misantropisk. Uden livsnerve. Hun er tiltrukket. Ringer telefonen, tager han røret, og siger »There is no one here«. Når de knepper, eksisterer ingen verden uden for lejligheden i Paris. Men det gør den selvfølgelig alligevel. Jeannes forlovede, Tom, findes. En ung entusiastisk og naiv-intellektuel filmskaber spillet af Truffauts foretrukne spiller, Jean-Pierre Leaud. Også Pauls verden findes. Selv om hans liv på et lille lurvet luderhotel netop er brudt sammen. Hans kone har begået selvmord. Gådefuldt og uden mulighed for fortrydelse har hun forladt ham og efterladt ham blandt de levende. Paul er sikker på, at hun har taget resten af hans liv med sig. Jeanne frygter en anden form for levende død. Hun står foran, at skulle sige ja til en tryg tilværelse med Tom. I en tosomhed, hvor smørret helt forudsigeligt vil ende på brødet og ikke andre og mere spændende steder. Smørscenen handler ikke kun om sex. Ved at bolle Jeanne i det golde hul, frasiger Paul sig alle borgerlige idealer om forplantning og familieværdier. Hvilket han da heller ikke under akten undlader at gøre opmærksom på under sammenbidt prusten og stønnen. Den seksuelle frigørelse skildres som varm og kold, både frisættende og gold. Som sådan kan Bertoluccis film stadig fortælle en provokerende historie med et tidløst perspektiv. Men 'Sidste tango i Paris' er i høj grad også et tidstypisk melodrama og et temmelig prætentiøst udsagn, hvor den anti-borgerlige attitude uhjælpeligt er blevet hængende i en tid, hvor Paris 1968 ikke var længere væk, end at billeder af kampklare politifolk i de parisiske gader var et klart billede på oprør og undertrykkelse. Vittorio Storaros fornemme interiørbilleder rummer stadig filmens fundamentale spænding mellem liv og død, sensualitet og goldhed. Men noget mesterværk er 'Sidste tango i Paris' ikke. Bertoluccis 'Edderkoppens strategi', 'Medløberen' og '1900' er alle langt større film. Men tangoen er alligevel bestemt et gensyn værd. Først og fremmest takket være Marlon Brandos paradoksalt på én gang krukkede og hudløse præstation. Denne Paul er en holdt mand. En historieløs 'I don't give a fuck'-amerikaner. Under forteksterne illustreret af en forvreden Francis Bacon-figur. Paul, hvis eneste ambition er at røvpule døden. Denne Paul skulle have en skitseret livshistorie. Brando gav ham i grove træk sin egen. Et skævvokset menneske med en afstumpet barndom. En kunstner endt som passiv luderkarl. Flagellanten Brando for fuld skue. Indiskutabelt fascinerende.