Lyngby Kirke ligger på toppen af en nærmest opstyltet bakke, højt hævet i landskabet. Lidt ligesom en stor konditorkage i terrasser går kirkegården opad i niveauer, og at besøge kirken er som at besejre et lille bjerg. På bumlede sten går det stejlt opad fra den ene side af kirken. Fra den anden side, ud mod Lyngby Hovedgade, kan man bestige den indviede jord via en trappe. Det er en kirke for crossfit-udøvere. Lyngby Hovedgade er på denne støvede sensommerdag – hvis man kniber øjnene lidt sammen – at forveksle med en parisisk boulevard med brede fortove, træer og mennesker overalt.
I kirkens våbenhus er der kander med vand og papkrus. Man har nok erfaret, at folk er tørstige efter bjergbestigningen. Her finder jeg også information om kirkens aktiviteter: babysalmesang, strikkecafé, lyngbykirkernes suppekøkken. En pjece fortæller om vågetjenesten i Lyngby-Taarbæk. Kirkerne er ikke museer ,men levende huse, som bruges af levende mennesker. På trods af det er her ikke en sjæl.
Til gengæld findes her de mest telefontegninglignende og doodlede kalkmalerier, jeg endnu har set.
De hvælvede sengotiske lofter er omkring år 1500 overtegnet på en så uoverskuelig måde, at jeg næsten opgiver at finde rundt i narrativer og repræsentationer.
