En superstjerne har indtaget Aarhus og givet byen et nyt vartegn. Som ARoS selv præsenterer begivenheden: »Først skabte han en sol til London. Så kreerede han vandfald til New York. Nu har den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson skabt en regnbue til Aarhus«.

LÆS OGSÅ Stjernekunstner til Aarhus: Tænk på min regnbue som en ny ven

Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er en Olafur! Der er lavet bolsjeæsker og postkort med ’Your rainbow panorama’, og firmaer kan leje sig ind på tagterrassen til en konference. Dog må man ikke ryge og drikke, når man går rundt i selve værket.

En god investering
De kan sikkert ikke få armene ned inde på VisitAarhus, og de 60 millioner, som RealDania har betalt for værket, skal nok vise sig at være givet godt ud.

Så hvordan anmelder man en tingest, der er så indvævet i alle mulige andre interesser end de kunstneriske? Er der overhovedet noget interessant kunst for enden af regnbuen, eller er den udelukkende et stykke kulørt, arkitektonisk design, der kan tilføre yderligere oplevelsesøkonomisk energi til ’Smilets by’?

Lad mig forsøge at sætte en midlertidig parentes om gøglet og fokusere på de konkrete oplevelser, den kan tilbyde.

Der er tale om en ring med farvet glas på begge sider. Farverne går gradvist fra blå til grøn til gul til rød, og ud gennem disse farvede glas ser man byen, eller man ser tagterrassen på ARoS og resten af ringen, hvor de andre kunder bevæger sig som silhuetter.

Der er en flot udsigt deroppefra, og som en ejendomsmægler en dag sultent bemærkede: »Heroppefra kan man se, hvor de fede tagterrasser ligger«.

Sådan kan man have forskellige dagsordener.

Et vartegn
Hvad angår farverne, er det umiddelbart banalt: Byen tones i den farve, glasset har, ligesom hvis man tog briller med farvede glas på. Men samtidig bliver byen en smule fortryllet, især den del, man ser gennem det røde filter. Den bliver simpelthen flot og varm og nærmest skarpere – det gjorde den i hvert fald på denne solskinsdag.

Omvendt med den gule del, som vender ud mod Musikhuset. Den gjorde faktisk det hele lidt mere fesent. Den blå del giver et køligt blik på jernbanegraven og de store byggekraner.

Jo hurtigere man går rundt, des stærkere er farveoplevelsen, og omvendt: Jo længere tid man har kigget ud det samme sted, des mere har øjet korrigeret for farven, så man ikke ser den så tydeligt mere. Hvis man som jeg har en smule højdeskræk, er oplevelsen iblandet lidt uro, men kun lige nok til at få pulsen op, ikke nok til at skræmme mig væk: Går man helt ud til kanten, er der frit fald ned, og selv om vinduerne er selvmordssikrede, føles det farligt.