Den dybere mening med udstillingens titel – ’Life attacks you’ – behøver ikke at være særlig dyb. For det vil alt levende nu engang gøre: attakere, dvs. angribe dig og dine sanser, hvis blot du giver det mulighed. Lige nu er det en særlig gren af samtidskunsten, nemlig John Kørners kunst, der konfronterer dine sanser. Det forudsætter dog, at du opsøger Brandts i Odense og tør gå op på 2. sal, ind i søjlesalen og op på en rampe, som udgør en firkantet udkigsplatform. Herfra kan du – overvældet, men overrasket – stå og kigge på Kørners billeder gennem – ja, gennem de tremmer, der skiller dig som beskuer fra de billeder, der skal beskues.
Man kan ikke undgå at opfatte tremmerne som et visuelt benspænd. Eller måske skal tremmerne spærre kunsten inde, for at beskytte os mod den. Lidt irriterende er de under alle omstændigheder, disse talrige, tæt stillede lodrette former. For de kommer jo i vejen for den egentlige billedoplevelse, dvs. såfremt vi opfatter billederne med deres typiske farver og få, udflydende figurer som det egentlige. Hvis det er et ’benspænd’, er det heller ikke første gang, at kunstneren tager det i anvendelse. Der må være en mening med denne forhindring. Hvorfor skal den i grunden være dér?
