Verbale og fysiske krænkelser er ikke noget, der hører fortiden til, som Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen tidligere ellers har givet udtryk for. Det viser beretninger i fagbladet Journalisten fra to kvindelige tidligere praktikanter og en tidligere journalist på Ekstra Bladet.
Her står to af dem frem og beretter om verbale krænkelser og en sexistisk kultur på bladet. Den tredje fortæller anonymt om, hvordan hun til en firmafest på sin allerførste dag på bladet blev taget på brysterne.
»På en af mine allerførste vagter skulle jeg lave en voxpop. Mens jeg interviewer på redaktionen, overhører jeg, at de snakker om, hvem det var, der skulle lave voxpop. »Det er hende med de flotte bryster«, er der så en mandlig kollega, som siger«, fortæller Filiz Yasar, der indtil august var praktikant på Ekstra Bladet, til Journalisten.
Den anden kvindelige praktikant, der ønsker at være anonym, fortæller, at da hun til en firmafest på sin første dag blev taget på brysterne, skete det, mens andre kolleger grinende opmuntrede til det. Hun fortæller også, at hun har oplevet en anden mand være stærkt ubehagelig over for hende. Begge episoder fortalte hun om til sin praktikantvejleder, der ikke gik videre med sagen.
Chefredaktør Poul Madsen siger til Journalisten, at han er »rasende over, at det er foregået«.
»Det er simpelthen en skandale, at det har kunnet få lov til at foregå, udenat der er nogen ’voksne’, som griber ind«, siger han og oplyser, at han vil forfølge sagen, hvis Journalisten vil give ham navnet på den kvinde, det gik ud over.
I sidste uge beklagede en tidligere leder på Ekstra Bladet, Thomas Stokholm, i Journalisten, at han ikke havde grebet ind over for den sexisme, også han oplevede på bladet, og som han mente fortsat var en del af kulturen.
Chefredaktør Poul Madsen sagde, at han kun havde kendskab til to sager de seneste år.
Det har nu fået 46 nuværende og tidligere ansatte på Ekstra Bladet til at sende et brev til ledelsen, hvor de skriver, at de alle i større eller mindre grad har oplevet sexisme på Ekstra Bladet, skriver Journalisten. I brevet er der en række vidnesbyrd.
»Dette brev er en besked til jer, ledelsen, om at få gjort op med den mandsdominerede, patriarkalske og sexistiske kultur, hvor især kvindelige løstansatte og praktikanter er udsatte«, skriver de i brevet.
fortsæt med at læse




























