Dansk trio står bag koreansk millionhit

Girls Generation. En flok piger født mellem 1989 og 1991 genopfinder sig selv for hver ny single. Danske Fridolin Nordsø har skrevet flere sange til dem.
Girls Generation. En flok piger født mellem 1989 og 1991 genopfinder sig selv for hver ny single. Danske Fridolin Nordsø har skrevet flere sange til dem.
Lyt til artiklen

Når du læser dette, er singlen ’Galaxy Supernova’ med den koreanske pigegruppe Girls Generation sandsynligvis ved at kravle helt til tops på den japanske hitliste.

Nummeret, der udkommer i dag, er øjeblikkets mest forudbestilte, og siden sangens musikvideo fik snigpremiere på YouTube for 13 dage siden, er den blevet afspillet over seks millioner gange.

Det er fremtidsmusik fremført af ni unge koreanske kvinder med lige lange ben, og så er sangen skrevet af tre danskere.

Fridolin Nordsø, broren Frederik Nordsø og Martin Hedegaard. Ligesom en række andre danske sangskrivere har de fået hul igennem til de kæmpestore markeder i Asien de senere år.

K-pop
»Hele Asien kigger mod Korea, for det er dem, der går forrest med musik«, forklarer Fridolin Nordsø, hvis tidligere Girls Generation-hit ’Genie’ har solgt op mod 3 millioner eksemplarer.

Under én hat kaldes musikken K-pop, kort for koreansk pop (ligesom J-pop er japansk pop), og de koreanske pladeselskaber er ikke bange for at skabe skamløse konceptbands, arbejde med sangskrivere fra hele verden og gå efter en lyd, der er meget vildere end den, man f.eks. finder hos amerikanerne.

»Det fede er, at det hele er så grænseløst. Det er lidt som Michael Jackson, da jeg var barn. Han måtte gerne kunne flyve og have 100 nittearmbånd på. Man må skrue op for alle effekter. Ingen siger »arhhh, det er vist lidt for meget«. Tværtimod«.

Fridolin Nordsø er i lighed med sin bror Frederik en del af det danske rockband The William Blakes, hvis musik ligger langt fra koreansk pop sunget på japansk.

»Har jeg lavet en helt vildt indadvendt psykedelisk plade med The William Blakes, er det fedt at komme i studiet og lege, at man er Michael Jackson og synge fake koreansk. Jeg finder lige så meget nydelse i det«, siger han.

Nordsø mener, at danske sangskrivere og producere generelt er for forsigtige i forhold til at forsøge at få musikken ud over landets grænser, selv om det går fremad.

»At spille i William Blakes og så lave et hit i Asien er fuldstændig avantgarde i Danmark, men i Sverige er det normalt. Musikmiljøet herhjemme har ellers et sindssygt højt niveau og stor kunstnerisk integritet, men der mangler en tro på, at det kan lade sig gøre«.

Fremtidsmusik
Der kan dog findes en række andre danskere, der har bevæget sig ind på den eftertragtede koreanske musikscene.

F.eks. har sangskriverne og producerne Daniel ’Obi’ Klein og Thomas Sardorf skrevet hittet ’Sexy Free & Single’ til drengegruppen Super Junior. En single, der er afspillet knap 28 millioner gange på YouTube.

Viralt megahit: 150 millioner har rocket til sydkoreansk 'Gangnam Style'

Den mest succesfulde sangskriver og producer er Thomas Troelsen, hvis K-popsange alene sidste år solgte 7,1 millioner enheder.

Deriblandt den bærende single ’Humaniods’ på K-popgruppen TVXQ’s plade af samme navn – en plade, der var den mest solgte i verden et par uger i februar sidste år.

»De er meget mere progressive i deres lyd, end vi er i Vesten. Mit dogme er at lave fremtidsmusik som f.eks. lyden på en stripklub i 2074«.

»Man har en ide om, at folk i Asien er hjernedøde og ikke kan tænke en selvstændig tanke«, siger han. »Men de kommer til at overhale os alle sammen fuldstændig indenom. De er meget mere seriøse, går meget mere op i det. De analyserer alt og går meget grundigt til værks«.

Ikke ’Gangnam Style’

Det er nu ikke kun i Asien, den koreanske pop hitter. For eksempel kommer millioner af YouTube-afspilningerne af Girls Generations hit ’Gee’ fra USA, som musikmagasinet Rolling Stone kunne berette sidste år, og også i Danmark findes der dedikerede fans af den farverige musik.

En af dem er Lisa Dana Olsen fra Hvidovre.

Hun er lige startet i 1. g, og så er hun administrator for facebookgruppen ’Danish K-pop Lovers’, der har over 900 medlemmer, ligesom hun og veninden Ida Marie Madsen indimellem sender internetradio, hvor de spiller K-pop.

»Når folk spørger, hvad jeg hører af musik, siger jeg »Koreansk musik, men ikke Gangnam Style«. Den blev kendt, fordi det er en ørehænger med en sjov video, men det er et meget fladt billede af det«.

LÆS OGSÅ Næste dansefeber? Psy er klar med opfølger til Gangnam Style

»Musikvideoerne kan være alt fra kunstnerisk flotte, så du har lyst til at analysere dem, til klassisk boyband eller historiefortælling. Det visuelle er en stor del af det«.

En anden fan, 20-årige Camilla Christiansen fra Horsens, fortæller sådan her om Girls Generation: »For det første er sangene catchy, og selvom man ikke lige kan koreansk, lærer man hurtigt ordene udenad«, skriver hun.

»For det andet fylder dans også en stor del af hele deres optræden og videoer, de skal også være catchy, så fans får lyst til at lære dansene. Det er hele kombinationen, jeg godt kan lide, en catchy sang, catchy dansetrin og så er det jo nogle rigtig smukke piger, som man kan se op til«.

Mikkel Vuorela

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her