Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Pr-foto
Foto: Pr-foto

Ungt. Velvet Underground i den oprindelige besætning med såvel John Cale som trommeslageren Maureen 'Moe' Tucker. De to sidste er ikke med på 'Loaded'.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

The Velvet Underground er mesterlige, selv når de er midtsøgende

Luksusudgaven af bandets sidste album er læsset med fremragende sange.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Lou Reed og Sterling Morrison – som de to eneste originale medlemmer af Velvet Underground – i selskab med den senere tilkomne Doug Yule og diverse sessionfolk – gik i studiet for at indspille deres fjerde lp, var det gruppens sidste chance for et gennembrud. Der skulle hits på bordet, så succesen kunne hives i land, og bandets fremtid sikres. Deraf titlen ’Loaded’. Lp’en skulle være spækket med sange, som rent faktisk ville blive spillet i radioen.

Sådan kom det umiddelbart ikke til at gå, selv om et par af skæringerne set i det lidt længere perspektiv har fået status som evergreens.

I bagagen havde The Velvet Underground anno 1970 en ganske omtumlet historie og tre væsensforskellige lp-plader. Allerede efter den første skelsættende ’The Velvet Underground & Nico’ fra 1967 røg den tyske chanteuse Nico ud af entouragen, og i kølvandet på den støjrockende kraftpræstation ’White Light/White Heat’ fra året efter forlod den walisiske bratschist John Cale firmaet efter voldsomme uoverensstemmelser med sin tidligere sjæleven Lou Reed.

Pladens kronjuvel er imidlertid den senere showstopper 'Sweet Jane'

Han blev erstattet af Doug Yule og med ham på bas og orgel samt lejlighedsis vokal indspillede gruppen den lavmælte, lyriske ’The Velvet Underground’, der trods pæne ord fra kritiske koryfæer som Lester Bangs og Robert Christgau ikke solgte noget videre.

Glimrende og ganske tyst

Så det var tid til atter at gå i en ny retning, og det gør gruppen allerede tydeligt på første skæring, den ørehængende ’Who Loves the Sun’, der klinger af lyse popkor, selv om den kolporterer en typisk Lou Reedsk pointe: Det kan da godt være, at de fleste mennesker synes, at solen er fed og skaber lys og liv og lyst – men vi er altså nogle, der ikke kan snuppe dens irriterende stråler. Os, for hvem nålen er at sammenligne med en tandbørste, som han fem år senere skrev i noterne til den monumentale ’Metal Machine Music’.

Pladens kronjuvel er imidlertid den senere showstopper ’Sweet Jane’, som i den endelige produktion blev berøvet en overgang for at fremstå mere ørevenlig, og sættet indeholder tidligere versioner, der har mere end filologisk interesse. For det er interessant at følge et nummer i dets vorden, lytte til, hvad ændringer i struktur og tempo gør for opfattelsen og ikke mindst oplevelsen af det.

SE OGSÅ:

’Sweet Jane’ er siden blevet fortolket ganske ofte; den måske mest berømte er Lou Reeds egen på live-albummet ’Rock n Roll Animal’ fra 1974, hvor sangen er udstyret med en monumental guitaristisk intro ved d’herrer Steve Hunter og Dick Wagner, men også canadiske Cowboy Junkies leverer en glimrende, ganske tyst udgave på deres gennembrud, ’The Trinity Sessions’.

Peger frem og tilbage

Alle pladens sange findes både i remasterede stereo og i mono, ligesom der er outtakes og tidligere versioner af en del.

Materialet peger både frem og tilbage. For der er et par live-optagelser med i gaveæsken, herunder fra klubben Max’s Kansas City – som lå på Manhattan i New York City – og den indeholder en håndfuld ting fra det tidligere katalog, blandt andet ’Waiting for the Man’ og ’White Light/White Heat’. En koncert fra spillestedet Second Fret i Philadelphia viser et band, der kører på rutinen.

På den skive, der indeholder overskud og alternative versioner, ligger der et par perler gemt for nørderne. En version af ’Sad Song’, som senere dukkede op på mesterværket ’Berlin’ og et take af ’Satellite of Love’, som kom på ’Transformer’. Begge er strømpile i retning af, hvor Lou Reed var på vej hen, og måske hvor han hele tiden havde været på vej hen, denne rockens egenrådige og gådefulde auteur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sex, drugs og rock’n’roll i rå mængder

Efterfølgende har Lou Reed udtalt, at ’Loaded’ slet ikke var nogen Velvet-plade, fordi Maureen Tucker ikke var med, og med sin tydelige inspiration fra blandt andet pigepop anno de tidligere tressere og det regelret rockende, som absolut ikke var VU’s tjald, så længe John Cale indgik i ligningen, stikker den da også af som værende unormalt midtsøgende.

Men den er stadig en del af det ferment, Reed tog med sig, da han i slutningen af 1970 kastede håndklædet i ringen og tog hjem til familien på Long Island for at komme til hægterne efter fem hektiske år i New York med sex, drugs og rock’n’roll i rå mængder.

Doug Yule holdt fast i navnet og udsendte placeboproduktet ’Squeeze’, Reed arbejdede en tid lang i sin fars revisorfirma og slikkede sårene, indtil han atter stævnede ud.

Resten er historie. Det er det inden for så vidt også. Med denne boks er The Velvet Undergrounds sidste krampetrækninger dokumenteret på fornemste vis. Og sikke trækninger, Oh sweet nuthin'.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden